søndag den 31. marts 2013

Reserven sender Cruzeiro i semifinalen

Cruzeiro løste som det første hold billet til semifinalerne i spillet om delstatsmesterskaberne dækkende Minas Gerais med en sejr på 4-2 ude over Villa Nova.

Reserven Ricardo Goulart blev den helt store helt for "A Raposa" (Ræven). Den 21-årige Cruzeiro-spiller kom på banen et kvarter inde i 2. halvleg ved stillingen 2-2, og det var en indskiftning, som gav pote. Goulart slog til med to kasser inden for 10 minutter, og dermed måtte hjemmeholdet indkassere årets første nederlag.

Cruzeiro kom foran med to på mål af Borges og Léo i løbet af den første halve time, men Villa Nova fik kæmpet sig tilbage i kampen med scoringer af Tchô (straffe) og Evaldo. Det så med andre ord fornuftigt ud for hjemmeholdet lige indtil Goulart kom på banen.

Villa Nova er stadigt gode muligheder for at kvalificerer sig til semifinalerne. Klubben fra Nova Lima ligger treer i grundspillet, hvorfra de fire bedste går videre til slutspillet. Cruzeiro er som sagt klar, Atlético Mineiro er også godt på vej, mens de sidste pladser nok skal fordeles mellem Villa Nova, Tombense, América Mineiro og Tupi.

Se målene fra Villa Nova-Cruzeiro

Campeonato Mineiro, 8. runde:
América-TO-América Mineiro  1-3
Araxá-Tombense  0-3
Villa Nova-Cruzeiro  2-4

Caio og D'Alessandro i hopla for Internacional

Internacional kom tilbage på sejrskurs efter onsdagens nulløsning mod São José. "O Colorado" (De Røde) tog imod Esportivo, som blev sendt hjem til Bento Gonçalves med 0-2 i bagagen.

Angriberen Caio bragte Dungas udvalgte foran lige før pausen på oplæg fra den argentinske playmaker D'Alessandro, og et lille kvarter inde i 2. halvleg byttede makkerparret roller.

Internacional indtager 1. pladsen i Gruppe B med 13 points for fem kampe. "De Røde" vandt den første delturnering i kampen om Campeonato Gaúcho, og D'Alessandro & Co. er godt på vej mod slutspillet i den igangværende turnering.

Mesterskabet dækkende staten Rio Grande do Sul afgøres til sidst i en finale mellem vinderne af de to delturneringer. Internacional kan såmen gøre rent bord ved også at vinde den igangværende "Taça", som går under det mundrette navn  Farroupilha, men lad os se, hvad Grêmio har at byde på i denne omgang.

Se målene fra Internacional-Esportivo

Campeonato Gaúcho, 5.runde:
Gruppe B:
Internacional-Esportivo  2-0

Fluminense sejrer i skyggen af krakelerende hjemmebane

Fluminense er med 2-0 sejren over Boavista fortsat ubesejret i den anden delturnering i kampen om delstatsmesterskaberne dækkende Rio de Janeiro. 

Efter en tung start på den regntunge bane i Moça Bonita kom der gang i sagerne efter pausen. Indskiftede Rafael Sóbis fik starten af 2. halvleg fremprovokeret et frispark, som landsholdsspilleren Jean omsatte til scoring, og med 10 minutter igen fik angrebsreserven serveret et mål på et sølvfad af Fred, som ligeledes var tilbage for Fluminense efter opgaver med Brasilien.

Kampen var egentligt programsat til Engenhão, men det kun seks år gamle stadion er allerede begyndt at krakelere. Overdækningen er ved at falde sammen, så det er ganske enkelt livsfarligt at benytte arenaen fra 2007. Det betyder, at fodboldbyen Rio de Janeiro for tiden er uden et rigtigt stadion, da Maracanã er under renovering.

Vasco da Gama har ganske vist et gammelt og charmerende stadion i form af São Januário, men det er ikke godkendt til de store derbys. Det betyder, at onsdagens classico mellem Vasco og Botafogo bliver spillet i Volta Redonda, som ligger fire timers kørsel fra storbyen. Det er simpelthen en skandale, at Rio med fire så store klubber ikke kan mønstre et ordentligt stadion inden for en rimelig afstand.

Fluminense rykker med sejren op på 1. pladsen i Gruppe B med 10 points for fire kampe med Resende lige efter. Flamengo ligger på 3. pladsen og skal til at stramme ballerne sammen, såfremt klubben skal nå op i den Top 2, som ryger videre til semifinalen.

Volta Redonda fører Gruppe A med Botafogo på 2. pladsen. Clarence Seedorf & Co. er dog på sikker grund, idet de vandt den første delturnering i spillet om Rio-mesterskabet. Det betyder, at Botafogo allerede er kvalificeret til den store finale, som spilles mod vinderen af den igangværende delturnering.
   
Se målene fra Fluminense-Boavista

Konstruktionsfejl årsag til at Engenhão er lukket
Foto: Gazeta do Povo

Campeonato Carioca, 4. runde:
Gruppe A:
Novo Iguaçu-Madureira  0-0
Volta Redonda-Quissamã  2-1
Gruppe B:
Fluminense-Boavista  2-0

Palmeiras rejser sig fra de døde

Palmeiras fik revancheret sig efter onsdagens blamage op 2-6 til Mirassol, da et reservespækket "O Verdão" (De Grønne) hjemme på Pacaembu besejrede Linense med 2-1 i den 16. runde af Campeonato Paulista. Det holdt imidlertid hårdt for det kriseramte mandskab, som først fik sat sejrsmålet ind i overtiden.

Unge Leandro bragte ellers Palmeiras foran 10 minutter inde i 2. halvleg på sit femte mål i otte kampe efter lejeaftalen fra Grêmio. Indskiftede Patrick Vieira havde en stor aktie i målet med et fornemt sololøb over mere end en halv banelængde, hvorefter bolden blev serveret for den 19-årige angriber.

Gæsterne fik svaret igen bare fem minutter efter. Palmeiras fik flænset hele venstresiden op, og Tarrachas indlæg lå millimeterpræcist til Gilsinho, der tordnede bolden ind bag en prisgivet Bruno.

Det blev Marcelo Oliveira, der reddede dagen for træneren og fødselaren Gilson Kleina med sit hovedstødsmål inde i overtiden. Frisparkseksperten Souza var tilbage for Palmeiras, og hans skarpe indlæg banede vejen for den forløsende scoring.

Gilson Kleina har efter kløene i Mirassol været under hårdt pres. Ledelsen har indtil videre holdt hånden over træneren, men den store prøve kommer på tirsdag, hvor Palmeiras møder Tigres i Copa Libertadores. Et nederlag her vil helt sikkert betyde en fyreseddel til den 45-årige træner.

Fansene har allerede dødsdømt projektet med Gilson Kleina og hans mandskab. I en protest over de elendige resultatet havde en gruppe fanatiske tilhængere tidligt lørdag morgen sat 13 trækors op uden for Pacaembu med en personlig hilsen til seks af spillerne. Palmeiras i modgangstider er bare ikke en sjov klub at være i.

Se målene fra Palmeiras-Linense

Påskehilsen fra fansene
Foto: O Globo

Campeonato Paulista, 16. runde:
Bragantino-Paulista  2-1
Ituano-Botafogo-SP  1-2
Mirassol-Penapolense  0-1
Palmeiras-Linense  2-1
XV de Piracicaba-Ponte Preta  2-2

fredag den 29. marts 2013

Brasilianske Juventus fik ørerne i maskinen

Grêmio Esportivo Juventus fra byen Jaraguá do Sul i staten Santa Catarina fik en ordentlig "snitter", da man mødte Criciúma i den femte runde af Campeonato Catarinense.

Klubben med det flotte navn tabte med hele 8-0 mod et veloplagt hjemmehold, der satte fire scoringer ind i hver halvleg. Amaral, Ivo og Lins nettede alle to gange, mens de sidste mål blev fordelt på Giancarlo og Marcel.

Juventus er nede som nummer 264 på det brasilianske fodboldforbunds rangliste, så der er lang vej op til samme status som de berømte navnebrødre i Italien. Criciúma rykkede i sidste sæson op blandt de 20 bedste klubber i Brasilien, og denne forskel kom i den grad til udtryk denne torsdag.

Figueirense fører denne anden delturnering om mesterskaberne dækkende staten Santa Catarina i det sydlige Brasilien. Chapecoence vandt den første delturnering og er dermed klar til semifinalerne. Her får de følge af vinderen af den igangværende delturnering. De to sidste semifinalepladser findes blandt de øvrige deltagere, og her er det den samlede pointscore over de to turneringer, som er udslagsgivende.

Se målene fra Criciúma-Juventus

Campeonato Catarinense, 5. runde:
Atlético Ibirama-Joinville  1-1
Avaí-Guarani de Palhoça  2-0
Camboriú-Figueirense  2-3
Chapecoense-Metropolitano  0-0
Criciúma-Juventus  8-0

Giva giver Gabigol og Victor Andrade baghjul

Santos skuffede sit hjemmepublikum, da "O Peixe" (Fisken) kun fik 2-2 i torsdagens hjemmekamp mod Mogi Mirim.

Både Neymar og Montillo var tilbage i Santos-trøjen efter at have repræsenteret hhv. Brasilien og Argentina, men de to landsholdsspillere spillede ikke op til deres bedste. I stedet funklede midtbanespilleren Cícero med et mål og en assist. Talentfulde Giva satte Santos' andet mål ind, mens Henrique og Wagninho nettede for gæsterne.

Giva har virkelig fået hul igennem på seniorniveau med tre mål i syv kamp. Den 20-årige angriber blev hentet sidste år i Vitória, og han var i januar med til at vinde den prestigefyldte U/20-turnering Copa São Paulo de Júniores for sin nye klub. Det er virkelig en spændende spiller, som Santos har hentet til stalden, og han har allerede givet baghjul til stortalenterne Victor Andrade og Gabriel Barbosa alias "Gabigol".

Santos holder med det ene point sig på 3. pladsen i grundspillet i delstatsmesterskaberne dækkende staten São Paulo, mens Mogi Mirim ligeledes bevarer sin  4. plads. Begge klubber er med fire spillerunder igen af denne indledende fase godt på vej mod kvartfinalerne. 

São Paulo har allerede løst billet til slutspillet, mens Ponte Preta, Santos, Mogi Mirim, Corinthians, Botafogo-SP samt Palmeiras er også på rette sport. Den sidste kvartfinaleplads ligner en kamp mellem Penapolense, Bragantino, Linense og Oeste. 

Kvartfinalerne afvikles kun over én kamp, og en Top 4-placering i grundspillet giver hjemmebanefordelen i dette knald-eller-fald-opgør.

Se målene fra Santos-Mogi Mirim

Campeonato Paulista, 15, runde:
Oeste-Guaraní  2-2
Santos-Mogi Mirim  2-2
São Bernardo-Atlético Sorocaba  2-2

Cruzeiro brød Grêmios flotte serie

Grêmio måtte torsdag aften indkassere sit første nederlag i den anden delturneringen i kampen om delstatsmesterskaberne dækkende Rio Grande do Sul. "O Tricolor" havde besøg af bundproppen Cruzeiro-RS, som højest overraskende kunne tage fra Arena Grêmio med 2-1 i bagagen,

Træner Vanderlei Luxemburgo prøvede en opstilling med tre angribere, og den faldt ikke så heldigt ud. Grêmio havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, og det udnyttede Cruzeiro til fulde. 

Jô udnyttede lidt forvirring i de bagerste geleder til at bringe gæsterne foran efter et lille kvarter af 2. halvleg. Grêmio fik svaret igen ved Wellington inden at Reinaldo med godt et kvarter igen satte sejrsmålet ind bag Marcelo Grohe, der havde afløst førstekeeperen Dida i pausen.

Grêmio har trods nederlaget fortsat kurs mod slutspillet. "O Tricolor" ligger toer i Gruppe A med ni points for fire kampe. Der spilles i alt syv runder, hvorefter de fire bedste går videre til kvartfinalerne. Grêmio er tvunget til at vinde denne delturnering for fortsat at kunne fravriste ærkerivalerne fra Internacional det Gaúcho-mesterskab, som "O Colorado" (De Røde) har vundet de sidste to år.

Cruzeiro-RS, der ikke skal forveksles med den store klub i Belo Horizonte, ligger stadig sidst i gruppen med en enkelt sejr ud af fire mulige. Der er to points op til slutspilsstregen, og med tre runder igen lever håbet om en plads i kvartfinalerne stadigt.

I den modsatte pulje skuffede Internacional i onsdags med at spille 0-0 med São José. "O Colorado" (De Røde) fører Gruppe B med 10 points, og Carlos Dungas tropper skal bare bruge en enkelt sejr i de sidste tre kampe for at indløse billet til slutspillet.


Campeonato Gaúcho, 4. runde:
Gruppe A:
Caxias-Lajeadense  0-0
Cerâmica-Pelotas  1-0
Grêmio-Cruzeiro-RS  1-2
Novo Hamburgo-Passo Fundo  1-1
Gruppe B:
Canoas-Santa Cruz-RS  2-0
Esportivo-Veranópolis  0-0
São José-RS-Internacional  0-0
São Luiz-Juventude  1-1
 

torsdag den 28. marts 2013

Tidligere VM-vinder fik første sejr for Flamengo

Flamengo holdt med sejren på 2-1 ude over Bangu liv i forhåbningerne om spille med om de sjove pladser i denne anden delturnering om kampen om Rio-mesterskaberne.

Det var samtidig træner Jorginhos første sejr i spidsen for "O Rubro-Negro". VM-vinderen fra 1994 overtog kommandoen for en uge siden efter Dorival Júnior, der fik silkesnoren på en blanding af dårlige resultater og høje lønkrav.

Kampen mod Bangu viste, at Jorginho kommer på en svær opgave. Hjemmeholdet tog en chokføring på mål af Sergío Júnior efter bare tre minutter, og favoritterne fik først svaret igen efter pausen. 

Indskiftede Rhodolfo udlignede på et fremragende langskudsmål midt i halvlegen, mens venstre backen João Paulo med lidt held og et Bangu-hoved fik afgjort kampen med bare to minutter igen.

Resultatet betyder, at Flamengo rykker op på 3. pladsen i Gruppe B med fire points for tre kampe. Der spilles i alt syv runder i dette grundspil og de to bedste fra puljen går videre til semifinalen.

Fluminense fører gruppen efter en hjemmesejr på 3-1 over Macaé. Unge Michael blev med tre mål den helt store spiller i fraværet af landsholdsangriberen Fred. Rhayner havde også chancen for at komme på tavlen for hjemmeholdet, men den uskarpe offensivspiller brændte et straffespark. Rhayner er nu oppe på 82 kampe i træk uden mål, og han gik grædende fra banen.  

Se målene fra Bangu-Flamengo

Se målene fra Fluminense-Macaé

Campeonato Carioca, 3. runde:
Gruppe A:
Madureira-Volta Redonda  0-1
Olaria-Vasco da Gama  0-0
Quissimã-Novo Iguaçu  2-2
Gruppe B:
Audax Rio-Boavista  1-2
Bangu-Flamengo  1-2
Fluminense-Macaé  3-1

Luís Fabiano i landsholdsform

Luís Fabiano brillede med begge scoringer, da São Paulo besejrede Paulista med 2-0 i den 15. runde af Campeonato Paulista.

Træner Ney Franco stillede ellers op med en masse reserver i onsdagens kamp, men de udvalgte spillere leverede en fin indsat med god kontrol på hjemmeholdet i alle 90 minutter. 

Luís Fabiano kom første gang til fadet midt i 1. halvleg, mens mål nummer to faldt i begyndelse af 2. halvleg. Begge gange var det højresiden, som stod for oplægget, og "Fabuloso" fik demonstreret at målnæsen er intakt.

Den tidligere Sevilla-angriber er nu oppe på otte mål i disse mesterskabskampe dækkende staten São Paulo, og spørgsmålet er om Luís Fabiano kan presse sig ind i landsholdsvarmen igen. Alderen trykker og bomberen hiver også alt for mange røde kort i løbet af en sæson, men man må bare erkende, at bomberen kan kunsten med at lave mål. 

Torsdag den 2. april udtager Luís Felipe Scolari truppen til landskampen mod Bolivia bare fire dage senere. Felipão råder sandsynligvis kun over spillere fra den hjemlige liga, og med Diego Costa fra Atlético Madrid ude af billedet må det logiske valg stå mellem Luís Fabiano og Leandro Damião fra Internacional om rollen som backup til førstevalget Fred. 

Luís Fabiano er i hvert fald brandvarm for tiden og med fem mål i de sidste fire kampe hopper den tidligere landsholdsspiller op på 2. pladsen på topscorerlisten i Campeonato Paulista. São Paulo ligger på en fornem 1. plads i grundspillet og kvartfinalepladsen er i sikker havn med bare fire runder.
  
Se målene fra Paulista-São Paulo

Campeonato Paulista, 15. runde:
Bragantino-Ituano  1-0
Corinthians-Penapolense  1-1
Linense-União Barbarense  2-3
Mirassol-Palmeiras  6-2
Paulista-São Paulo  0-2
Ponte Preta-Botafogo-SP  1-0
São Caetano-XV Piracicaba  2-2

Palmeiras fik tennistæsk i Mirassol

Krudttønden i Palmeiras må være tæt på at eksplodere efter at "O Verdão" (De Grønne) tabte med hele 6-2 ude til Mirassol i den 15. runde af Campeonato Paulista.

Palmeiras måtte stille op uden nøglespillere som anfører Henrique, Valdivia og flere andre, men det undskylder ikke den præstation, som de grønne leverede denne onsdag aften. Gæsterne fik en elendig start, da unge Marcos Vinícius headede bolden i eget net efter 36 sekunders spil, og mareridtet fortsatte med to af Caion inden for de første 11 minutter.

Pokalmestrene fik kæmpet sig tilbage i kampen på mål af Caio og Ronny, men i slutningen af 1. halvleg slog Mirassol knockout med mål af Leomir, Medina og Camilo. Mirassol betyder "se solen", men Palmeiras gik helt i sort på José Maria de Campos Maia og måtte gå til pausen bagud 6-2.

I 2. halvleg fik Palmeiras rettet lidt op på skuden uden at man formåede at få pyntet på resultatet. Caio havde bolden i nettet ved et enkelt tilfælde, men målet blev korrekt annulleret for frispark. Efter 11 kampe i træk uden nederlag ved disse mesterskaber sank Palmeiras helt til bunds, og det bliver spændende at se, hvordan de hidsige supportere reagerer på ydmygelsen.

Da Palmeiras tabte med 1-0 ude til Arsenal de Sarandí i Copa Libertadores for 2 ugers siden kom det til tumult i lufthavnen, og da klubben i 2011 siden tabte med 6-0 til Coritiba, svarede fansene med at smide en molotov-cocktail ind over muren til træningsanlægget.

Palmeiras har stadig gode muligheder for at nå kvartfinalen i disse delstatsmesterkaber dækkende São Paulo. "O Verdão" ligger med fire runder igen af grundspillet nummer 7'er i tabellen og har fire points ned til slutspilsstregen. 

Rækken føres af São Paulo, mens Ponte Preta, Santos og Mogi Mirim følger trop i Top 4. De øvrige kvartfinalehold er i skrivende stund Corinthians, Botafogo, Palmeiras og Penapolense.

Se målene fra Mirassol-Palmeiras

Campeonato Paulista, 15. runde:
Bragantino-Ituano  1-0
Corinthians-Penapolense  1-1
Linense-União Barbarense  2-3
Mirassol-Palmeiras  6-2
Paulista-São Paulo  0-2
Ponte Preta-Botafogo-SP  1-0
São Caetano-XV Piracicaba  2-2

tirsdag den 26. marts 2013

Fred frelste Brasilien

Brasilien og Rusland spillede 1-1 i mandagens testkamp på Stamford Bridge i London, og dermed er Luís Felipe Scolari stadig uden sejr efter tre kampe i spidsen for "A Selecão".

Fayzulin bragte russerne foran midt i 2. halvleg efter et sandt bombardement af det brasilianske mål. Denne føring holdt indtil kort før tid, hvor Fred udnyttede et flot forarbejde af indskiftede Hulk og Marcelo. Fluminense-angriberen er blevet noget af en talisman for Felipão med mål i alle kampene.

Det var den sidste rigtige testkamp for Brasilien inden det går løs med Confederations Cup i juni måned. Landsholdet var leveret meget svingende præstationer, men mon ikke det bliver bedre, når Scolari får mere tid til at arbejde med spillerne.

I Confederations Cup får Brasilien nogle gode kampe mod Japan, Mexico og Italien, og holdet får mulighed for at arbejde kontinuerligt sammen i en god måneds tid. I første omgang gælder det for Felipão at få udtaget en trup på 23 mand, som skal bringe optimismen tilbage til brasiliansk landsholdfodbold.

To år med lutter venskabskampe har sat sine spor. Brasilien skal have banket rusten af og på den led har de tre testkampe mod England (1-2), Italien (2-2) og nu Rusland været nogle vigtige skridt på vejen, selvom resultaterne har svigtet.

Se målene fra Brasilien-Rusland

Se højdepunkterne fra kampen

mandag den 25. marts 2013

Attraktive Atlético med endnu en sejr

Atlético Mineiro tog forskud på mandagens 105 års fødselsdag med at besejre Nacional med 3-1 i den syvende runde af delstatsmesterskaberne dækkende Minas Gerais.

"O Galo" (Hanen) fik først hul på bylden lige efter pausen med mål af den indskiftede og særdeles udskældte Guilherme. Hjemmeholdet fik overraskende svaret hurtigt igen på mål af Caleb i spil 10 mod 11, men så tog stortalentet Bernard for alvor fat for favoritterne. Den hurtige kant med den sublime teknik bragte Atlético på vinderkurs med godt 10 minutter igen, og Bernard havde også en finger med i spillet til Alecsandros mål i overtiden.

Atlético Mineiro stillede op uden nøglespillerne Ronaldinho, Marcos Rocha og Jô, der fik sig en hviler i et hårdt program med kampe i den hjemlige liga samt i Copa Libertadores, men "O Galo" formår alligevel at spille flot fremadrettet fodbold. Fødselaren har i øjeblikket det mest attraktive hold i Brasilien, og måske i hele Sydamerika.

Atlético Mineiro ligger fortsat på 2. pladsen i grundspillet, der kører over 11. runder. Rækken føres af ærkerivalerne fra Cruzeiro, der er noteret for et enkelt point mere. Vila Nova ligner det tredje hold, som går videre til semifinalerne, mens Tupi og Tombense er gode bud på den fjerde plads i slutspillet.  

Se målene fra Nacional-Atlético Mineiro

Campeonato Mineiro, 7. runde:
América Mineiro-Guaraní  4-0
Boa-Araxá  1-0
Cruzeiro-Caldense  2-1
Nacional-Atlético Mineiro  1-3
Tombense-Vila Nova  0-1
Tupi-América-TO  2-1

Dyrekøbt sejr til Corinthians

Corinthians kom et skridt nærmere slutspillet i Campeonato Paulista med søndagens 1-0 sejr ude over Guaraní. 

Paolo Guerrero scorede kampens eneste mål efter bare 5 minutters spil. Emerson sørgede for oplægget med et elegant vip, og den peruvianske landsholdsangriber brugte sin gode fysik til at slå sig fri i hjemmeholdets straffesparksfelt.

Sejren kan dog vise sig at være dyrt købt, idet både keeperen Cássio og den offensive midtbanespiller Renato Augusto måtte udgå med skader. Det ser værst ud for Renato Augusto, som udgik med muskelproblemer. Den tidligere Bayer Leverkusen-spiller fik ødelagt sit ophold i Tyskland pga. mange timer på briksen, men han har været lysende efter sin tilbagevenden til brasiliansk fodbold.

Corinthians rykker med sejren op på 6. pladsen i grundspillet, og "O Timão" har et hul på 5 points til til slutspilsstregen. Rækken føres af São Paulo, der har to points ned til de nærmeste forfølgere fra Ponte Preta.

Palmieras og Santos spillede 0-0 i søndagens derby i staten São Paulo. Der har ikke været meget spræl i disse classicos i år, hvor fire ud af fem opgør er endt uden scoringer. Palmeiras var bedst og havde fortjent sejren, men "O Verdão" har store problemer med at finde nettet.

Adriano har i medierne flirtet kraftigt med Palmeiras, så lad os se hvordan "Kejserens" fremstrakte hånd bliver modtaget. De grønne mangler i den grad en bomber oppe foran.

Santos ligger på 3. pladsen i rækken, mens Palmeiras er syv'er. Begge mandskaber har en stabil kurs mod den Top 8, der ryger  videre til kvartfinalerne.

Se målet fra Guaraní-Corinthians

Campeonato Paulista, søndagens kampe:
Guaraní-Corinthians  0-1
Ituano-Oeste  1-2
Mogi Mirim-Mirassol  3-1
Palmeiras-Santos  0-0
Paulista-Ponte Preta  0-1
União Barbarense-São Caetano  0-0

søndag den 24. marts 2013

Luís Fabiano igen på tavlen for São Paulo

São Paulo ligner et hold på rette spor efter lørdagens 2-0 sejr over Bragantino i den 14. runde af Campeonato Paulista.

"O Tricolor" havde godt styr på modstanderne, og begge scoringer faldt inden for de første 45 minutter. Playmakeren Paulo Henrique Ganso fik presset Preto til et selvmål efter en halv times spil, og Luís Fabiano bankede sig kort før pausen sit sjette scoring ind efter oplæg fra Jádson.

Træner Ney Franco prøvede igen en opstilling med de to playmakere Paulo Henrique Ganso og Jádson, og forsøget så denne gang fornuftigt ud. "Gåsen" leverede i hvert fald sin bedste kamp efter overgangen fra Santos.

São Paulo sidder fortsat på 1. pladsen i grundspillet, nu med fem points ned til de nærmeste forfølgere fra Santos og Ponte Preta. Der resterer 5-6 kampe i denne indledende fase, hvorfra de otte bedste går videre til kvartfinalerne.

Det ser med andre ord fornuftigt ud for São Paulo i den hjemlige turnering. Den store udfordring for "O Tricolor" på den korte bane ligger i Copa Libertadores, hvor Ney Francos udvalgte hænger lidt i vandskorpen med to kampe igen. 

Programmet hedder The Strongest oppe i de bolivianske højder samt et storspillende Atlético Mineiro hjemme på Morumbi. Der skal fire til seks points ind på kontoen for at sikre videre São Paulo avancement, og de skal i hus uden topscorer Luís Fabiano. Den tidligere landsholdsangriber fik brokket sig til fire spilledages karantæne i den sidste hjemmekamp mod Arsenal de Sarandí, og det jo ikke så smart.

Se målene fra São Paulo-Bragantino

Campeonato Paulista, lørdagens kampe:
Atlético Sorocaba-XV de Piracicaba  0-1
Botafogo-SP- Linense  3-0
Penepolense-São Bernardo  3-0
São Paulo-Bragantino  2-0

fredag den 22. marts 2013

Brasilien i flot test mod EM-sølvvinderen

Brasilien og Italien leverede en flot propaganda for fodbolden, da de to stormagter spillede 2-2 i torsdagens testkamp foran 29.700 betalende tilskuere på Stade de Genéve i Schweiz.

Brasserne var oppe med 2-0 ved pausen på mål af Fred og Oscar, men italienerne fik svaret godt igen lige efter pausen. Det var Daniele de Rossi og Mario Balotelli, som sørgede for det flotte comeback af EM-sølvvinderne.

Italien var det bedste hold og havde fortjent at vinde. "Gli azzurri" (De Blå) har under Cesare Prandelli fået et spændende landshold med Super-Mario, som den helt store solist. Det brasilianske landshold havde store problemer med at lukke ned for den italienske offensiv, og det var kun gode aktioner af keeper Júlio César, som holdt den italienske score nede på to.

Der var dog mange positive ting at hente set med brasilianske briller. Neymar virkede bedre indstillet rent taktisk, og den unge landsholdsangriber var med i begge de brasilianske mål. Medierne var ellers begyndt at skrive, at Neymar kun kunne levere mod svage modstandere, men han var flyvende denne torsdag i Geneve. Han søgte typisk ned i banen og var med til at give det brasilianske landshold fart.

Dande gjorde det også fint som makker til David Luíz. Bayern-spilleren var god til at læse spillet, og så giver hans opstil med venstrepoten også nogle gode muligheder for brasserne. Jeg tror, at Dande bliver makker til Thiago Silva i centerforsvaret, når der skal spilles Confederations Cup om små 3 måneder, og så må fodbolden Side-Show Bob enten op på midtbanen, indgå i et 3-mandsforsvar, alternativt se på fra bænken.

David Luíz var sammen med Dani Alves de svage punkter i brassernes bagerste linje, og træner Luís Felipe Scolari får en udfordring med at lukke hullerne omkring de to spillere, der kan så meget offensivt, men til gengæld svigter defensivt i flere tilfælde.

Midtbanen trænger også til et eftersyn. Fernando er en talentfuld spiller, men han mangler noget international erfaring på den defensive midtbane. Grêmio-spilleren blev mange gange sat skak-mat i spillet mellem Pirlo og de Rossi. Hernanes og Oscar gjorde det fint nok med lidt ekstra plusser til Oscar. Scolari har Ramires og Paulinho på ventelisten, og mon ikke en af disse får pladsen på bekostning af Hernanes.

Angrebet med Fred, Hulk og Fred er heller ikke helt toptunet. Hulk mangler en del for at slå til på dette niveau, men hans spark kan dog afgøre kampene. Fred slog endnu en gang til som målscorer for Brasilien, og han må have førertrøjen som brasilianske topangriber. Neymar var rigtig god, men hans potentiale er til endnu mere.

Brasilien skal igen i kamp den 25. marts, hvor det gælder Rusland på Stamford Bridge. Det er endnu en super modstander til brasserne i jagten på at finde de rette spillere til VM-turneringen til næste år. Det brasilianske landshold har i den grad savnet at blive testet mod de bedste for at komme helt op i tempo. Det kommer nu, så mon ikke man når at få banket rusten helt af inden det går løs med VM 2014 på eget græs?

Se målene fra Brasilien-Italien

Se højdepunkterne fra kampen

tirsdag den 19. marts 2013

Bisværm forstyrrer fodboldkamp i Brasilien

Søndagens kamp i Campeonato Paulista mellem Ponte Preta og Atlético Sorocaba fik en helt speciel optakt, da tusindvis af bier havde valgt at klistre deres honningfabrik op på overlæggeren af den ene mål.

Bierne var dukket op om morgenen og var egentligt nået rimelig langt i byggeprocessen, da den ansvarshavende på Estádio Moisés Lucarelli i Campinas fandt ud af, at der måtte hellere gøres noget. De stikkende væsener og løse bolde er en farlig cocktail.

I første omgang forsøgte en medarbejder at få skræmt bierne væk med omgang røg, men da bierne ikke gik på vingerne af den grund, måtte man havde fat i det lokale brandvæsen. De to brandmænd skal roses for stor effektivitet. På godt et kvarter var hele honningfabrikken pakket ned i en stor sæk, og hele området omkring målet var renset for resterne af de flittige bier.

Der er ikke første gang at en flok bier forstyrrer en fodboldkamp i Brasilien. For et lille års tid siden måtte spillere, dommere og tilskuere i en kamp mellem Fluminense de Feira og Juazeirense spille "døde" eller søge dækning for slippe for alt for mange stik fra de flyvende bæster.

Sådan rydder man et mål for uvelkomne gæster

Spil død eller søg dækning!

mandag den 18. marts 2013

Dunga har styr på stjernerne

Internacional brillerede i sidste uge med at vinde den første delturnering i staten Rio Grande do Sul, og "O Colorado" (De Røde) kom såmen også fint fra start i den anden af slagsen med en 3-1 sejr ude over Canoas.

Josimar bragte favoritterne foran, mens Fábio Santos fik udlignet for hjemmeholdet i løbet af de første 45 minutter. I 2. halvleg tog Internacional teten på et intelligent slået frispark af Diego Forlán, og kort før tid lukkede Leandro Damião kampen med en klassescoring. OL-topscoreren vendte rundt nærmest med en mand på ryggen og sparkede bolden op i nettaget. 

Den tidligere landsholdstræner Carlos Dunga har fået meget godt styr på sit mandskab, hvor de mange stjerner ser ud til at have taget arbejdshandskerne på. Dette var absolut ikke tilfældet i sidste sæson, hvor Internacional missede fælt i kampen om topplaceringerne i Serie A.

Internacionals største udfordrer til årets Gaúcho-mesterskab bliver sandsynligvis Grêmio, som lagde ud i lørdags med 2-0 sejr over Lajeadense. "O Tricolor" sad nærmest over i den første delturnering pga. kampene i Copa Libertadores, men det virker til at træner Vanderlei Luxemburgo spiller med alle esserne i denne turnering nummer to, der går under det flotte navn "Taça Farroupilha".

Se målene fra Canoas-Internacional

Campeonato Gaúcho, søndagens kampe:
Gruppe B:
Canoas-Internacional  1-3
Santa Cruz-Veranópolis  0-2
São Luiz-São José  1-0
  

São Paulo i strid storm trods sejr

São Paulo tilbageerobrede 1. pladsen i Campeonato Paulista efter søndagens sejr på 3-2 hjemme over Oeste.

Stopperduoen Edson Silva og Rafael Toloí bragte "O Tricolor" foran med to mål inden at Ligger fik reduceret lige inden pausen. I 2. halvleg øgede Luís Fabiano føringen, mens Wanderson med et kvarter igen fik bragt fornyet spænding ind i kampen foran beskedne 7.881 betalende tilskuere på Morumbi.

Det kniber med de positive vibrationer hos São Paulo især efter de skuffende resultater i Copa Libertadores, hvor Rogério Ceni & Co. kun har hentet ét point i de to sidste gruppekampe mod Arsenal de Sarandí. Dermed er paulisterne i store problemer i kampen om at følge Atlético Mineiro videre til 1/8-finalerne fra Gruppe 3. 

Fansene har især rettet skytset mod træner Ney Franco, som har haft svært ved at styre store egoer i truppen. Stjernenavne som Luís Fabiano og Lúcio svigtede begge kollektivet med to dumme udvisninger inden for en uge, og Lúcio reagerede også med en sindsyg dårlig attitude, da den tidligere landsholdsstopper blev udskiftet i torsdagens nederlag til Arsenal.

Det har fået Ney Franco til at melde ud, at denne slags opførelse ikke vil blive tolereret i fremtiden. Nu må vi se, hvor længe træneren holder i det varme sæde. Sejren over Oeste var på ingen måde overbevisende, og São Paulo-præsidenten Juvenal Juvêncio kan heller ikke være tilfreds med, hvad der præsteres på og uden for banen for tiden.

En anden storklub i spillemæssige problemer er Palmeiras. "O Verdão" (De Grønne) fik kun 1-1 med hjem fra besøget hos bundproppen São Caetano. Hjemmeholdet, der havde 40-årige Rivaldo på banen i en god times tid, kom foran ved Éder kort før pausen, mens indskiftede Leandro fik udlignet for favoritterne i begyndelsen af 2. halvleg. 

Palmeiras ligger nu på 6. pladsen i grundspillet med fem points op til duksen São Paulo. Der spilles 19 runder i denne indledende fase, hvorefter de otte bedste går videre til kvartfinalerne. Med syv runder igen ligger de fire giganter São Paulo, Santos, Corinthians og Palmeiras alle på den rigtige side af slutspilsstregen. Mon ikke vi får en finale mellem Corinthians og Santos? 

Se målene fra São Paulo-Oeste

Se målene fra São Caetano-Palmeiras

Campeonato Paulista, søndagens kampe:
Paulista-Botafogo-SP  1-1
Ponte Preta-Atlético Sorocaba  2-1
São Caetano-Palmeiras  1-1
São Paulo-Oeste  3-2

Tilskuerne flygter fra Fluminense

Klaveret spiller ikke helt som det skal i storklubben Fluminense. "O Tricolor" vandt ganske vist søndagens hjemmekamp med 1-0 over Audax Rio i Campeonato Carioca, men spillet var langt fra det niveau, som de brasilianske mestre viste i sidste sæson.

Fluminense havde især store problemer mod Audax i 1. halvleg, hvor træner Abel Braga kan takke sin landsholdskeeper Diego Cavalieri for at oprykkerne ikke kom på tavlen ved et par friløbere. Favoritterne lagde til gengæld flot fra land i 2. halvleg, hvor Jean fik testet overlæggeren efter bare 2 minutter.

Den forløsende scoring faldt efter 8 minutters spil, da hurtigløberen Wellington Nem udnyttede en flot tværpasning fra højre backen Bruno til at sende bolden i kassen til 1-0. Fluminense kunne snildt have øget føringen efter en lille halv times spil ved en dobbeltchance. 

Playmakeren Wágner ramte først stolpen fra en spids vinkel, og stopperen Leandro Euzébio fulgte op med at sende returen på den anden opstander fra 2 meters afstand. Det var sværere end at få puttet bolden ind over stregen.

Fluminense fik kørt sejren hjem, og det var faktisk den første gevinst hjemme på Engenhão i seks kampe, og tilhængerne udtrykker sin utilfredshed med at blive væk. Et fremmøde på under 3.000 betalende tilskuere er ikke mindre end en skandale.

Vasco da Gama er heller ikke for godt kørende for tiden. Holdet fra São Januário nåede godt nok frem til finalen i den første delturnering om Campeonato Carioca, hvor det blev til et 1-0 nederlag til Botafogo.

Spillet var dog ikke prangende, og det ser heller ikke bedre ud i delturnering nummer to, hvor Vasco lagde ud med et pinligt 1-0 nederlag til Volta Redonda. Chancer var der nok af, men det kneb gevaldigt med præcisionen. Vasco savner i den grad en rigtig angriber nu hvor Carlos Tenorio er ude med skade.

Skulle Vasco bestemme sig for at investere i en offensivspiller, så skal de nok ikke købe Rhayner fra Fluminense. Han er efter søndagens runde oppe på 80 kampe i træk uden scoringer. Her må selvtillid efterhånden være en by i Rusland.

Se målet fra Fluminense-Audax Rio

Se målet fra Vasco da Gama-Volta Redonda

Campeonato Carioca:
Gruppe A:
Vasco da Gama-Volta Redonda  0-1
Gruppe B:
Fluminense-Audax Rio  1-0

Formstærke Atlético kunne uden Ronaldinho

Der var underholdning for alle realerne (real=brasiliansk møntsort, red.), da Atlético Mineiro besejrede América Mineiro med 5-2 i den 6. runde af den regionale turnering dækkende staten Minas Gerais.

Anføreren Réver var i rigtigt hopla for hjemmeholdet og med et hattrick efter pausen sørgede den store stopper for at punktere derbyet i Belo Horizonte. América var overraskende kommet foran efter 10 minutter på en kasse af Fábio Júnior, mens Leandro Donizete slog udligningen ind efter en god halv times spil efter en retur fra Neneca på et skud fra stortalentet Bernard.

Efter pausen rullede hjemmeholdet sig for alvor ud med de tre kasser af Réver, alle sat ind efter dødbolde. Laércio fik pyntet på resultatet efter sjusk fra selvsamme Réver, mens den populære Diego Tardelli afsluttede målfesten med små 10 minutter igen. Ronaldinho sad over efter onsdagens hårde kamp i Copa Libertadores, men Cucas tropper kunne sagtens finde vej til målmaskerne uden den rutinerede stjernespiller.

"O Galo" (Hanen) fortsætter dermed sin flotte serie af kampe uden nederlag på fortet Arena Independência. 41 kampe i træk lyder totalen nu på. Atlético hører rigtigt til på det store Mineirão, men det grønne stadion ejet af América er blevet det foretrukne spillested, mens VM-arenaen var under ombygning. Independência er et mere intimt stadion med plads til godt 20.000 tilskuere, og der er altid godt tryk på lægterne.

Atlético Mineiro ligger fortsat på 2. pladsen i grundspillet i Campeonato Mineiro. Rækken føres af ærkerivalerne fra Cruzeiro, der baskede Boa med 4-1 på mål af Diego Souza, Everon Ribeiro, Borges og Tinga. Der spilles 11 runder i dette grundspil, og de fire bedste går videre til semifinalerne.

Se målene fra Atlético-MG mod América-MG

Campeonato Mineiro, weekendens kampe:
Araxá-Vila Nova  0-2
Atlético-MG-América-MG  5-2
Boa-Cruzeiro  1-4
Caldense-Tombense  0-0
Guaraní-América-TO  4-1
Nacional-Tupi  2-1

søndag den 17. marts 2013

Sheiken førte Corinthians-tropperne til sejr

Corinthians fulgte onsdagens flotte 3-0 sejr over Tijuana i Copa Libertadores op med endnu en af slagsen, da verdensmestrene tog imod União Barbarense i den 12. runde af Campeonato Paulista.

Træner Tite stillede kun med tre stamspillere fra start, så 1. halvleg blev lige brugt på at komme på plads. Til gengæld rullede angrebsmaskinen, anført af en velspillende Emerson Sheik, sig for alvor ud efter pausen.

Playmakeren Douglas åbnede scoringen lige efter pausen, mens Jorge Henrique og den indskiftede Renato Augusto slog til lige før slutfløjtet. Corinthians kunne godt have vundet meget større i en kamp, hvor bl.a. stopperen Chicão misbrugte et straffespark.

Corinthians rykker med sejren op på 5. pladsen i grundspillet, hvorfra de otte bedste går videre til kvartfinalerne. "O Timão" er sammen med Santos blandt favoritterne til at hjemføre titlen. Spørgsmålet er, hvor meget kampene i Copa Libertadores vil skygge for Corinthians i kampen om mesterskabet dækkende staten São Paulo.

Se målene fra Corinthians-União Barbarense

Campeonato Paulista, lørdagens kampe:
Bragantino-Penapolense  3-2
Corinthians-União Barbarense  3-0
Ituano-XV de Piracicaba  2-1
Mirassol-São Bernardo  3-4
Mogi Mirim-Linense  2-3
Santos-Guaraní  2-1

Neymar tilbage i en hovedrolle for Santos

Neymar var tilbage for Santos efter endt karantæne, og den 21-årige landsholdsspiller svingede med det samme taktstokken for "O Peixe" (Fisken) i 2-1 sejren over Guaraní foran de 10.265 betalende tilskuere på Vila Belmiro.

Argentinske Montillo bragte hjemmeholdet foran efter en god halv times spil, mens André øgede kort tid inde i 2. halvleg efter et flot oplæg fra Neymar. Gæsterne fik svaret igen ved stopperen Tiago Pagnussat, men tættere kom holdet fra Campinas ikke det ene point trods energisk pres til sidst i kampen.

Neymar stod som sædvanligt for et par underholdende indslag med en "chapeu" (en "hat", som kan ses i videoen nederst) og flere andre tekniske lækkerier. Man kan godt forstå, at Santos ønsker at forlænge sin kontrakt med stjernen. Den nuværende aftale udløber i 2014 og indbringer Neymar omkring 12. mio. kr. om måneden.

Santos rykker med sejren op på 1. pladsen i Campeonato Paulista med et point ned São Paulo, der dog har to kampe til gode. Vi er godt i gang med den 12. spillerunde ud af 19 i dette grundspil, hvorfra de otte bedste går videre til kvartfinalerne.  De fire giganter Santos, São Paulo, Corinthians og Palmeiras er alle på den rigtige side af slutspilsstregen.

Se målene og lidt Neymar-show fra kampen

Campeonato Paulista, lørdagens kampe:
Bragantino-Penapolense  3-2
Corinthians-União Barbarense  3-0
Ituano-XV de Piracicaba  2-1
Mirassol-São Bernardo  3-4
Mogi Mirim-Linense  2-3
Santos-Guaraní  2-1

Tidligere Bayern-stjerne brillerede for Grêmio

Grêmio stillede med alle esserne, da man tog hul på delturnering nummer to i kampen om mesterskabet i staten Rio Grande do Sul, og det udløste en sikker 2-0 sejr over Lajeadense.

Den 38-årige jernmand Zé Roberto tog overskriften med to mål, hvoraf det sidste var en ren delikatesse med et chip hen over gæsternes målmand Eduardo Martini. Opstillene til de to scoringer fejlede heller ikke noget med hurtigt ping-pong spil, der totalt flænsede Lajeadenses bagerste geledder.

Grêmio har ellers haft fokus på kampene i Copa Libertadores, og det har indtil nu betydet, at den regionale turnering blev brugt til at lufte reserverne. Det kostede dyrt i den første delturnering, hvor Grêmio røg ud i 1/4-finalen til de evige rivaler fra Internacional.

Nu lader det til, at strategien bliver ændret til denne anden delturnering, og dermed får vi sikkert den ventede og ønskede duel mellem de to giganter i "Gaúcho-land".
  
Se målene fra Grêmio-Lajeadense

Campeonato Gaúcho, lørdagens kampe:
Gruppe A:
Caxias-Cerâmica  3-2
Cruzeiro-Passo Fundo  0-1
Grêmio-Lajeadense  2-0
Gruppe B:
Esportivo-Juventude 1-2

Rafael Marques fik hul på bylden for Botafogo

Botafogo kom flyvende fra start i delturnering nummer to i kampen om Rio-mesterskabet med en 4-0 sejr over Quissamã.

Sejren var yderst fortjent. De zebrastribede var overlegne fra start til slut med mål, der blev fordelt på Júlio César, Lodeiro, Fellype Gabriel og Rafael Marques. Scoringen af Rafael Marques var længe ventet. Den snart 30-årige angriber havde indtil denne lørdag spillet 20 kampe uden et eneste mål efter over overgangen fra japanske Omiya Ardija.

Botafogo vandt i sidste weekend den første delturnering med en finalesejr på 1-0 over Vasco da Gama. Dermed kvalificerede Clarence Seedorf & Co. sig til den afgørende finale om Rio-mesterskabet. Modstanderen bliver vinderen af den igangværende delturnering. Botafogo kan dog gøre en sådan finale overflødig, såfremt man også slutter øverst i delturnering nummer to.
  
Se målene fra Botafogo-Quissamã


Campeonato Carioca, lørdagens kampe:
Gruppe A:
Botafogo-Quissamã  4-0
Friburguense-Nova Iguaçu  2-0
Olaria-Madureira  1-0
Gruppe B:
Bangu-Duque de Caxias  2-2
Macaé-Boavista  3-2

fredag den 15. marts 2013

Selvmål satte stopper for Palmeiras' måltørke

Palmeiras fik langt om længe netmaskerne til at blafre, da "O Verdão" (De Grønne)  tog imod Paulista i et udsat opgør i Campeonato Paulista.

Hjemmeholdet vandt opgøret med 2-1 og meget symptomatisk skulle der et selvmål til for at hjælpe Palmeiras på rette vej. Det var stopperen Dráusio, der var var uheldig at sende bolden ind i eget net efter bare 2 minutters spil.

Paulista kom hurtigt tilbage i kampen og fik udlignet ved Marcelo Macedo. Vilson tog rollen som matchvinder kort før pausen, da han udnyttede et fint indlæg fra Patrick Vieira. Der faldt højst overraskende ikke flere mål i dette opgør. Paulista måtte spille den sidste halve time med to mand i undertal efter et par udvisninger, men favoritterne formåede ikke at udnytte overtallet til at forbedre målscoren.

Palmeiras fik med sejren brudt den kedelige stribe på 3 kampe i træk uden mål. Sejren betyder, at "O Verdão" rykker op på 6. pladsen i grundspillet med tre points op til topholdet São Paulo. 

Grundspillet består af 19 runder, hvorefter de otte bedste sorteres fra til 1/4-finalerne. De fire giganter i staten São Paulo er alle på den rigtige side af slutspilsstregen med otte runder igen. 

Se målene fra Palmeiras-Paulista

Corinthians breaker med Harlem Shake-video

Så er Harlem Shake også kommet til Brasilien. Corinthians breakede med denne fantastiske video, hvor Emerson Sheik sætter gang i festen i omklædningsrummet. Fulham og Juventus har allerede været der, så nu venter vi spændt på hvilket danske hold, der er mest fremme i skoene.

Harlem Shake på brasiliansk

Fulhams version med Berbatov som cool midtpunkt

Juventus uden Bendtner kan også Shake Harlem-style

Argentinsk benbrækker fældede São Paulo

São Paulo får det svært med at kvalificere sig til næste fase i Copa Libertadores efter at Rogério Ceni & Co. tabte torsdagens kamp i Arsenal de Sarandí med 2-1.

"O Tricolor" har haft med at få spillet til at rulle i de sidste par uger, så træner Ney Franco forsøgte sig derfor med en 3-5-2-opstilling. Det kan godt være at ideen så godt ud på papiret, men på banen dumpede projektet fælt.

Angrebet formåede faktisk at få kreeret en del chancer, men forsvaret var til gengæld hullet som en si. Kampen blev derfor en åben slagudveksling, hvor Arsenal lige havde de afgørende marginaler. Den nye pave i Rom er jo fra Argentina, så .....

Der kom først gang i målscoringen efter pausen. Ortiz bragte Arsenal foran midt i halvlegen, Aloísio fik udlignet, mens Braghieri  bankede den afgørende scoring ind med godt 5 minutter igen. Det var Braghieri, der for et par uger siden var ved at brække benet på Ronaldinho, men stopperen kan altså også ramme bolden en gang imellem.

Gruppe 3 føres på suveræn vis af Atlético Mineiro, der allerede har sikret sig en plads i 1/8-finalerne. São Paulo, Arsenal de Sarandí og The Strongest ligger uhyre tæt i kampen om 2. pladsen i puljen. São Paulo har et vanskeligt program tilbage med The Strongest oppe i højderne og så Atlético Mineiro hjemme på Morumbi. Rogério Ceni & Co skal virkelig oppe sig for at undgå et tidligt exit fra Sydamerikas fornemste klubturnering.
  
Se højdepunkterne fra Arsenal de Sarandí-São Paulo

Flamengo må sande at dansk landstræner havde ret

Flamengo fik en elendig start på den anden delturnering i spillet om Rio-mesterskabet, da de rød-sorte hjemme på Engenhão tabte med 3-2 til Resende.

Alt så ellers ud til at gå efter planen, da Flamengo bragte sig foran med to kasser i løbet af 1. halvleg. Topscorer Hernane var første mand på pletten for favoritterne, mens Elias øgede på et drøn af et langskud. Det var i øvrigt Elias' første mål i Flamengo-trøjen efter sin overgang fra Sporting Lisboa.

En klog dansk landstræner sagde en gang at 2-0 er den farligste føring. Disse vise ord kan måske være på vej til Rio de Janerio og omegn. Flamengo havde i hvert fald trukket håndbremsen i hele 2. halvleg, og det udnyttede Resende til et sensationelt comeback. Målene blev sat ind af Robert, Elias (et populært navn i Brasilien) og Dudu foran de kun 1.413 betalende tilskuere. 

Flamengo og Resende er de eneste hold, som har været i aktion. De øvrige 14 hold skal først i kamp i weekenden. Vinderen af denne turnering kvalificerer sig til finalen om det samlede Rio-mesterskab. Botafogo er allerede klar til den "grande" finale eftersom Seedorf & Co. i sidste weekend sluttede øverst i den første delturnering.

Se målene fra Flamengo-Resende

torsdag den 14. marts 2013

Forrygende 1. halvleg af Corinthians mod Tijuana

Corinthians kom tilbage på sejrssporet i Copa Libertadores, da "O Timão" på et pakket Pacaembu besejrede mexicanske Tijuana med 3-0.

Det sydamerikanske fodboldforbund Conmebol havde tilladt, at Corinthians igen kunne åbne dørene for sit hjemmepublikum efter tragedien i Bolivia, og det blev fejret på fornem vis med en forrygende 1. halvleg af Alexandre Pato & Co.

"Anden" åbnede selv scoringen efter en lille halv times spil. Kampens helt store spiller Renato Augusto havde forinden spillet Trebande-carambole med det mexicanske træværk, og Pato var som sædvanlig vaks på returen. 

Topscorer Paolo Guerrero fulgte hurtigt op med målet til 2-0, og efter pausen var det landsholdsspilleren Paulinho, der lukkede og slukkede med målet til 3-0. Tijuana kom ellers til Pacaembu med lutter sejre på kontoen, men Corinthians i dette spilhumør var ganske enkelt en for stor mundfuld denne onsdag.

Tijuana fører fortsat Gruppe 5 med ni points for fire kampe, mens Corinthians følger efter med syv. Millonarios og San José ligger med hhv. tre og ét point, men med en kamp til gode.

Det var ikke lutter smil på i Corinthians-lejren efter den flotte kamp. Alexandre Pato måtte lige efter sin scoring lade sig udskifte med muskelsmerter. Nu venter alle spændt på, hvad lægestaben har at sige til den skadesplagede angriber.

Se målene fra Corinthians-Tijuana

Ronaldinho & Co. klarede bjerget i La Paz

Atlético Mineiro kvalificerede sig til 1/8-finalen i Copa Libertadores med en flot 2-1 sejr ude over bolivianske The Strongest.

Sejren kom i hus otte minutter før tid, da stopperen Mendez var uheldig at styre et indlæg fra Serginho i eget net. The Strongest dominerede på dette tidspunkt kampen mod Ronaldinho & Co., der nærmest var gasblå i hovedet af at spille i 3600 meters højde.

 "O Galo" (Hanen) kom godt fra start i La Paz og kom fortjent foran ved Diego Tardelli efter fint oplæg af den lange Jô. Hjemmeholdet fik svaret igen lige kort før pausen ved Reina, der udnyttede at Victor måtte give retur på et skud fra Cristaldo.  

Langskud var i det hele taget et yndet boliviansk våben i den tynde luft. The Strongest fyrede mere end 10 kanonkugler af sted mod Victor i løbet af 1. halvleg, og der kom da bonus i form af et par farlige returer fra en af de bedste keepere i brasiliansk fodbold.

Det var Atlético Mineiros fjerde sejr ud af fire mulige, og "O Galo" topper dermed Gruppe 3 på suveræn vis.  São Paulo ligger på 2. pladsen i puljen med fire points for tre kampe, mens The Strongest og Arsenal de Sarandí følger efter med hhv. tre og ét point. 

São Paulo møder i nat Arsenal de Sarandí i Buenos Aires. Rogerio Ceni & Co. skal helst bruge en sejr i jagten på at gøre Atlético Mineiro følge til 1/8-finalerne. São Paulo har et svært slutprogram med The Strongest ude og Atlético Mineiro hjemme, så "O Tricolor" har behov for fire points at tære på i det spil.

Se målene fra The Strongest-Atlético Mineiro

Bolivia og Brasilien spiller mindekamp for boliviansk supporter


Det brasilianske fodboldforbund har i dag offentliggjort, at man spiller venskabskamp mod Bolivia lørdag den 6. april i Santa Cruz de la Sierra.

Kampen er kommet i stand på baggrund af tragedien den 21. februar, hvor den 14-årige bolivianske supporter Kevin Espada mistede livet under en Copa Libertadores-kamp mellem San José og Corinthians. Kevin blev offer for en vildfaren raket, som blev sendt af sted fra Corinthians-lejren.

De to fodboldforbund har i lyset af Kevins død besluttet, at hele overskuddet fra kampen vil gå til hans familie, som et lille plaster på det store sår.

Brasilien og Bolivia må begge stille med spillere fra de sydamerikanske ligaer. Den 6. april indgår nemlig ikke i FIFAs landskampskalender, så det bliver umuligt at få de "europæiske" spillere fri til matchen. Det samme gør sig i øvrigt gældende den 24. april, hvor Brasilien møder Chile på VM-arenaen Mineirão i Belo Horizonte.

Landstræner Luís Felipe Scolari får dog god mulighed for at se de europæiske stjerner an i de to næste testkampe. Brasilien møder Italien den 21. marts på Stade de Genève i Schweiz og bare fire dage efter går det løs mod Rusland på Stamford Bridge i London.

Truppen til de to kampe i Europa blev offentliggjort den 5. marts, men for de glemsomme sjæle er der en hurtig genopfriskning af de 22 navne her:

Målmænd: Diego Cavalieri (Fluminense) og Julio Cesar (QPR)

Forsvar: Daniel Alves (Barcelona), Filipe Luiz (Atlético Madrid), Marcelo (Real Madrid), Dante (Bayern München), David Luiz (Chelsea), Dedé (Vasco) og Thiago Silva (PSG)

Midtbane: Fernando (Grêmio), Hernanes (Lazio), Jean (Fluminense), Kaká (Real Madrid), Osvaldo* (São Paulo), Luiz Gustavo (Bayern München), Oscar (Chelsea), Paulinho (Corinthians) og Ramires (Chelsea)

Angribere: Diego Costa (Atlético Madrid), Fred (Fluminense), Hulk (Zenit) og Neymar (Santos)

* Osvaldo afløser den skadede Lucas

14-årige Kevin blev offer for en brasiliansk raket

onsdag den 13. marts 2013

Grêmio-koks i Caracas

Grêmio missede chancen for at stryge helt til tops i gruppespillet i Copa Libertadores, da "O Tricolor" i den fjerde spillerunde tabte med 2-1 ude til venezuelanske Caracas.

Favoritterne fra Porto Alegre begyndte ellers kampen godt og kom foran på mål af Elano efter godt et kvarters spil. Caracas, der ikke havde vundet i de sidste fem hjemmekampe, fik lidt blod på tanden, da holdets store stjerne Angelo Peña fik udlignet kort før pausen. 

Grêmio kom ud til 2. halvleg uden den fornødne fart i spillet, og det udnyttede Caracas til at komme ind i kampen. Bonussen kom midt i halvlegen, da angriberen Edder Farías dukkede op ved forreste stolpe og sendte et indlæg fra Dany Cure ind i kassen bag den tidligere brasilianske landsholdskeeper Dida.

Den overraskende sejr til Caracas gør denne Gruppe 8 helt åben inden de to sidste spillerunder. Fluminense fører puljen med syv points, mens Grêmio og Caracas begge er noteret for seks. I bunden ligger chilenske Huachipato med fire points.

Alle hold har således mulighed for nappe en af de to pladser til 1/8-finalen i Sydamerikas fornemste klubturnering. Grêmio og Fluminense mødes i den næste runde, og taberen af opgøret vil dingle på randen af knockout inden den sidste spillerunde.

Se målene fra Caracas-Grêmio