mandag den 22. juli 2013

Alex på vej mod at få rejst endnu en statue?

Coritiba holder fast i sin status som eneste ubesejrede hold i Serie A efter at "Coxa-Branca" (De Hvide Lår) fik 2-2 med hjem fra søndagens kamp mod Santos.

Hjemmeholdet var ellers foran to gange på mål af Neílton og Cícero, men Coritiba fik svaret igen begge gange ved Alex. Det er fantastisk at følge den 35-årige anførers comeback for Coritiba.

Alex fylder sindssygt meget på banen, og jeg forstår bedre og bedre, hvorfor fansene i den tidligere klub Fenerbahçe valgte at rejse en statue til ære for ham. Midtbanespilleren er godt på vej til at gøre sig fortjent til endnu en buste, denne gang uden for Estádio Couto Pereira i Curitiba.

Coritiba rykker med det ene point op på 2. pladsen i rækken lige bag Botafogo, som har en bedre målscore end Alex & Co. Santos ligger på 7'er med fire point op til teten, og "O Peixe" (Fisken) ser ud til at være på rette kurs efter salget af nøglespillere som Neymar, Felipe Anderson og Rafael. 

Den unge Neílton har overtaget trøje nummer 11 i Santos, og han kaldes allerede den nye Neymar af flere engelske medier. Tottenham skulle være blandt bejlerne med et bud på 7 mio. £ for at få det 19-årige talent til London.

Se målene fra Santos - Coritiba

Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Ponte Preta, udsat
Atlético-PR - Corinthians  1-1
Fluminense - Vasco da Gama  1-3
Goiás - Portuguesa  2-1
Internacional - Flamengo  1-0
Santos - Coritiba  2-2
Vitória - Bahia 0-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar