lørdag den 13. juli 2013

Brasiliansk kommentator amok over Atlético-scoring

Den brasilianske kommentator Mário Henrique "Caixa" røg helt i ekstase, da Guilherme med et mål kort før tid gav Atlético Mineiro et ekstra liv i Copa Libertadores-semifinalen mod Newell's Old Boys. 

"O Galo" (Hanen) havde i den grad ryggen mod muren hjemme på Arena Independência. Ronaldinho & Co. var ganske vist foran med 1-0 mod argentinerne, men det var ikke nok, da Newell's havde vundet det første opgør i Rosário med 2-0.

Den forløsende scoring kom med bare 6 minutter igen, hvor "Caixa" ("Kasse") måtte helt op at stå for at skrige sin glæde ud til lytterne på radiostationen Itatiiai:
Bolden ryger ud til Guilherme, han sparker, der er "kasse". Mååål. Gæt til hvem? Til Galo! Efter 39 minutter, Guilherme, et projektil sendt af sted fra uden for feltet, den går ind i venstre hjørne. Tak, min Gud i himlen. Kort før lukketid, Galo får bolden i nettet. Målet, der sikrer Galo den straffesparkskonkurrence, som kommer til at afgøre finalepladsen
Den kraftudfoldelse af "Caixa" blev heldigvis fanget på kamera, og det er sjovt at se, hvordan en brasiliansk Anders Bay-klon fra naboboksen nærmest glemmer alt om kampen for at følge speakeren gå helt amok over målet.

"Caixa" fik faktisk endnu mere at glæde sig over. Atlético Mineiro vandt den afgørende straffesparkskonkurrence og sikrede sig dermed to finalekampe mod Olimpia om Sydamerikas fornemste klubtrofæ. 

Det er lige før, at man skulle droppe streamen til finalekampene for at følge Radio Itatiiai. Med Mário Henrique "Caixa" på plads kan det kun blive underholdende, omend man skal passe på ikke at dreje volumeknappen for højt op.

"Caixa" går amok i kommentatorboksen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar