torsdag den 4. juli 2013

Frisparkskongen vender ryggen til New York Red Bull

Frisparkskongen Juninho Pernambucano er blevet løst fra sin kontrakt med New York Red Bull med øjeblikkelig virkning efter godt et halvt år i den amerikanske klub.

På sin officielle facebook-side forklarer den 38-årige midtbanespiller afgangen med følgende:
Jeg følte mig ikke tilpas på banen, og mit forhold til træneren Mike Petke var slet ikke godt
Veteranen skriver endvidere, at der endnu ikke foreligger nogen afklaring om hans fremtid, men at han vil melde noget ud, så snart han har besluttet sig for hvad der skal ske.

Juninho blev ikke den forventede succes i USA, og det blev kun til 13 officielle kampe for klubben med energidrikken, som skulle give vinger. Brasseren fik aldrig rigtigt fodfæste i New York, og opholdet vil mest blive husket for et direkte rødt kort for at banke bolden op på Jimmy Nielsen, som reaktion på den danske keepers tidsudtrækning.

Sportsdirektøren i New York RB Andy Roxburgh beklager afgangen. På klubbens officielle twitter-konto skriver skotten:
Vi er meget skuffede over Juninhos beslutning om at vende tilbage til Brasilien, fordi han er en sand professionel og en meget talentfuld spiller. Vi ønsker ham alt det bedste og takker for hans vigtige bidrag gennem den første halvdel af MLS 
Juninho, der kommer fra staten Pernambuco (deraf tillægsnavnet "Pernambucano"), har 40 landskampe på CV'et for Brasilien. Han fik sit store gennembrud i Vasco da Gama, hvorefter turen gik til franske Lyon, hvor han var en af nøglespillerne på det hold, som vandt det franske mesterskab syv år i træk.

En lille kavalkade over Juninho-kasser for Vasco

En frustreret Juninho rager en udvisning til sig 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar