søndag den 28. juli 2013

Ponte Preta satte stopper for Santos' fine serie

Oprykkerne fra Atlético-PR rykkede med en flot 3-2 sejr ude over Portuguesa op på den rigtige side af nedrykningsstregen

De to mandskaber skiftedes til at tage føringen i en yderst afvekslende kamp, men det var gæsterne, der trak det længste strå til allersidst. Højre backen Léo afgjorde potten i overtiden, da han overlistede hjemmeholdets keeper Lauro med et lop.

Hjemmeholdets Souza blev kampens skurk, da han i 2. halvleg så rødt efter sit andet gule kort. Portuguesa førte på dette tidspunkt 2-1, men med en mand i undertal blev en potentiel sejr byttet ud med et nederlag.

Atlético-PR ligger med sejren på 15. pladsen med 10 points for 9 kampe, mens Portuguesa fortsat roder rundt som nummer næstsidst ud af de 20 hold.

Ponte Preta rykkede med en 1-0 sejr over Santos sig også op over nedrykningsstregen. Angriberen Rildo sørgede lige efter pausen for kampens eneste træffer. "O Peixe" (Fisken) kom ellers til Campinas uden nederlag i de sidste seks kampe, men det fik "Den Sorte Bro" sat en stopper for.

Ponte Preta ligger på 12. pladsen med 10 points for 8 kampe, mens Santos på 8. pladsen er noteret for 12 points for en kamp mere. Begge mandskaber må forvente at dale nogle placeringer, når denne 9. spillerunde spilles færdig denne søndag, hvor der er hele syv kampe på programmet 

Se målene fra Portuguesa - Atlético-PR

og målet fra Ponte Preta - Santos
Lørdagens kampe, Serie A:
Ponte Preta - Santos  1-0
Portuguesa - Atlético-PR  2-3
Vasco da Gama - Criciúma  3-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar