søndag den 21. juli 2013

São Paulo i historisk negativ spiral

Storklubben São Paulo røg ind i sit femte nederlag i træk i årets Serie A, da "O Tricolor" hjemme på Morumbi tog imod Cruzeiro.

Det blev en gyselig affære for de 11.675 betalende tilskuere. Cruzeiro-angriberen Luan opførte sin lille private opvisning efter pausen, hvor han med et vaskeægte hattrick sørgede for en 3-0 sejr til holdet fra Belo Horizonte.

Krisen er dermed total i São Paulo, hvor "O Tricolor" nu har tabt de sidste syv kampe. Det bliver resultatet, når man tillægger de fem nederlag i Serie A med de to til Corinthians i Recopa Sul-Americana-finalen. Det er en negativ rekord i den ellers så ambitiøse klub.

De pauvre resultater fik målmandslegenden Rogério Ceni til at tage bladet fra munden i den forgangne uge. Den 40-årige keeper kritiserer São Paulo for at have stået stille de sidste mange år, mens konkurrenterne stille og roligt har overhalet klubben med de mange nationale og internationale mesterskaber.

Kritikken faldt ikke i god jord hos sportschefen Adalberto Baptista, der mere eller mindre antydede, at det ville hjælpe på resultaterne, hvis Rogério Ceni begyndte at tage med hænder. 

São Paulo dumper med resultatet ned som nummer 15 med risiko for at ryge helt under nedrykningsstregen, når denne runde er færdigspillet.

Så ser det bedre ud hos Cruzeiro. "A Raposa" (Ræven) ligger på en foreløbig 2. plads med et point op til førerholdet Botafogo.

Se målene fra São Paulo - Cruzeiro
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar