søndag den 7. juli 2013

To mål af stortalent i Palmeiras-sejr

Storklubben Palmeiras fik sin femte gevinst ud af syv mulige i Serie B, da "O Verdão" (De Grønne) på den midlertidige hjemmebane Prudentão besejrede Oeste med hele 4-0.

Den 20-årige Leandro slog til med to mål i 1. halvleg, mens Charles fulgte trop med to scoringer efter pausen. Leandro har været et kæmpe hit i Palmeiras, hvortil han er udlejet fra Grêmio, og den brasilianske landstræner Luíz Felipe Scolari har da også haft bud efter den unge angriber ved et enkelt tilfælde.

Playmakeren Valdivia var tilbage på banen efter små 4 måneders skade, og chileneren satte et fint fodaftryk på kampen med en andel i kampens første tre mål. Det har længe været spørgsmålet om "El Mago" kunne finde motivationen i den næstbedste liga, men set ud fra lørdagskampen må svaret være ja.

Palmeiras lægger sig med sejren på 3. pladsen i rækken med 4 points op til duksen Chapecoense. Joinville ligger fortsat 2'er trods årets første hjemmebanenedelag, mens Figueirense med "danske" Ricardo Bueno besidder den sidste oprykningsplads.

Serie B ruller videre på tirsdag, hvor man sætter i gang med den ottende ud af de 38 spillerunder. 

Se målene fra Palmeiras - Oeste

Ingen kommentarer:

Send en kommentar