torsdag den 31. oktober 2013

Robinho var kaninen i Scolaris landsholdshat

Den brasilianske landstræner Luís Felipe Scolari har udtaget truppen til november måneds testkampe mod Honduras og Chile. Felipão havde et par kaniner i hatten i form af Robinho og Willian. Milan-spilleren har ikke været udtaget til landsholdet siden 2011, og Chelsea-nyerhvervelsen med mikrofonhåret har heller været i den gul-grønne trøje i et par år.

Felipão har til gengæld fravalgt Alexandre Pato, som er under et kæmpe pres hjemme i Corinthians efter at have brændt et straffespark i pokalkvartfinalen mod Grêmio. Hvirvelvinden Lucas Moura er også "disset" efter nogle blodfattige indsatser på landsholdet og problemer med spilletid på klubholdet i Paris. Scolari har også valgt lidt ungt blod i forsvaret i form af Marquinhos fra PSG. Den 19-årige stopper træder ind i stedet for Dedé, som ganske vist scorede i den sidste landskamp, men den store Cruzeiro-krumtap har i den hjemlige liga har haft store problemer med sit opspil. 

Landstræneren har kigget meget mod sin gamle klub Chelsea, som har fået 4 spillere udtaget, mens nyrige PSG følger efter med 3 spillere i truppen. Den brasilianske liga er i gang med den afgørende fase, og det er kun Victor og Jô, som skal med i flyet nordpå. Begge repræsenterer Atlético-MG, som vandt årets Copa Libertadores-titel, og som nu bare arbejder frem mod VM for klubhold i december måned.

Brasilien lægger ud mod Honduras den 16. november i Miami, og den 19. november er der sydamerikansk derby i Toronto. Der ligger endnu en testkamp mod Sydafrika i Johannesburg i starten af næste år, og herefter skal Scolari og hans tro væbner Carlos Alberto Parreira have de 23 navne klar, som skal vinde VM til værterne fra Brasilien i juni-juli måned 2014.

Truppen til testkampene mod Honduras og Chile:

Målmand: Júlio César (QPR), Victor (Atlético-MG)

Forsvar: Daniel Alves (Barcelona), Marcelo (Real Madrid), Maicon (Roma), Maxwell (PSG), Thiago Silva (PSG), Dante (Bayern Munchen), David Luíz (Chelsea) og Marquinhos (PSG)

Midtbane: Lucas Leiva (Liverpool) Paulinho (Tottenham), Luíz Gustavo (Wolfsburg), Hernanes (Lazio) Ramires (Chelsea), Oscar (Chelsea) og Willian (Chelsea)

Angreb: Neymar (Barcelona), Jô (Atlético-MG), Bernard (Shakhtar), Hulk (Zenit) og Robinho (Milan)

Robinho gør comeback på det brasilianske landshold (Lance)

Robinho brillerer i gult med "Du går derover, så smutter jeg herhen"-finten

São Paulo-stopper fra helt til skurk og så til helt igen

Det holdt hårdt, men São Paulo fik til allersidst hevet en 3-2 sejr i hus i det første kvartfinalemøde med Nacional de Medellín i Copa Sulamericana.

Morumbi lagde græs til opgøret, og de 23.441 betalende tilskuere blev vidner til en underholdende affære. Jádson åbnede scoringen på en drømmetræffer efter 13 minutters spil, men Uriba fik med 6 minutter til pausen udlignet efter en foræring af den unge stopper Rodrigo Caio, der simpelthen tabte bolden i eget målfelt.

Stopperenkollegaen Antônio Carlos headede São Paulo foran 27 minutter inde i 2. halvleg, men bare 6 minutter efter banede en fejl af selvsamme forsvarer vejen for Nacionals udligning. Der var Duque, som strøg igennem på Carlos' kiksede clearing, og angriberen var sikker i duellen med målmandslegenden Rogério Ceni.

Antônio Carlos fik dog gjort skaden nogenlunde god igen, da han i overtiden sørgede for at de forsvarende mestre fra São Paulo i næste uge kan tage til Medellín med et enkelt måls forspring i bagagen. Igen var det et hjørnespark, som var udgangspunktet for at stopperen kunne komme til fadet.


Se målene fra São Paulo - Nacional de Medellín

Antônio Carlos havde en omskiftelig dag på kontoret (Foto: Globo)

Flamengo med kæmpe fordel i pokalsemifinale

Flamengo tog et stort skridt mod finalen i Copa do Brasil, da "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) på Serra Dourada i Goiânia besejrede Goiás med 2-1 i den  første semifinale.

Alle tre mål faldt i løbet af 1. halvleg. Paulinho bragte gæsterne foran efter et glimrende samspil med André Santos, Vitor fik udlignet på et tørt spark på den våde bane, men Chicão afgjorde matchen direkte på frispark.

Resultatet betyder, at Flamengo kan klare sig med en remis eller sågar et nederlag på 1-0, når der spilles returkamp på et garanteret fuldsat Maracanã om en uges tid. To udebanemål luner godt, fordi de tæller dobbelt ved balance i den samlede målscore. 

Atlético-PR kom også fint fra land i sin semifinale med en 1-0 sejr over Grêmio. Dellatorre sørgede for kampens eneste mål, da han med små 10 minutter til pausen headede ligatopscorer Édersons præcise indlæg ind bag Dida i gæsternes bur.

De to mandskaber stiller op til kamp igen i næste uge på Arena Grêmio, hvor Atlético-PR kan leve med en remis. Hjemmeholdet skal jagte en sejr på 2-0 eller mere. Ender matchen 1-0 til Grêmio skal det hele afgøres på straffespark.

Se målene fra Goiás - Flamengo

Onsdagens kampe, Copa do Brasil:
Atlético-PR - Grêmio
Goiás - Flamengo  1-2

onsdag den 30. oktober 2013

América-MG uden coolness mod Bøh-manden fra Belém

Paysandu med det specielle kælenavn "O Papão" (Bøh-manden) høstede sæsonens første udesejr i Serie B, da man på Arena Independência i Belo Horizonte slog América-MG med 1-0.

Angriberen Careca blev matchvinder, da han 37 minutter inde i 1. halvleg udnyttede et præcist indlæg fra Diego Barboza. Dermed fik "O Papão" tre vigtige points i kampen for at undgå nedrykning. Holdet fra Belém ligger stadigvæk på en nedrykningsplads, men der er nu kontakt til klubberne over stregen.

Nederlaget var til gengæld en kæmpe bet for América-MG, som jagter oprykning til Serie A. Klubben havde lanceret en tilbudspris på små 15 kr. for at komme ind til matchen, og det havde 12.959 personer sagt "ja tak" denne tirsdag aften. Det er flot for en klub, der normalt trækker omkring 1.000 tilskuere til sine hjemmekampe.

América-MG havde dog hverken heldet eller den coolness, som kunne overbevise tilskuerne om at de skal komme igen. Heldet udeblev, da Alessandro fejlagtigt fik annulleret et mål for offside i kampens start, og Willian svigtede hele sit hold, da han lige for pausen røg ud for at nikke en skalle.

Med nederlaget får América det svært med at hænge på i oprykningskampen. Der resterer nu 6 runder og "O Coelho" (Kaninen) har 5 points op til Top 4. Største hurdle for klubben bliver faktisk at få styr på sin hjemmebane, hvor man nu ikke har vundet i de sidste 6 kampe i træk

Se målene fra América-MG - Paysandu - kun ét blev godkendt

América uden sejr i de sidste 6 hjemmekampe (Foto: O Tempo)

Tirsdagens kampe, Serie B:
América-MG - Paysandu  0-1
Atlético-GO - Avaí  2-1

tirsdag den 29. oktober 2013

NextGen-brassere sender europamestrene ud af U17 VM

De brasilianske talenter er videre til kvartfinalen ved FIFA U17 World Cup efter mandagens 3-1 sejr over Rusland. Det blev som ventet en svær kamp for Alexandre Gallos tropper mod et godt indstillet russisk mandskab. De gul-grønne havde dog klart de fleste og største chancer, men meget prellede af på en storspillende Mitryushkin i europamestrenes bur.

Forløsningen kom med godt et kvarter igen af kampen. Backen Auro accelererede på sin højre kant, og Mosquito udnyttede indlægget til at bringe brasserne foran. Russerne havde et par minutter forinden fået udvist Barinov, og det stækkede holdets muligheder for et reelt comeback.

Boschilia kunne med 10 minutter igen af matchen øge til 2-0. Makarov fik pustet lidt liv i de russiske forhåbninger om en straffesparkskonkurrence med sin reducering i overtiden, men Boschilia fik på det næste angreb lukket og slukket for matchen med sit andet mål.

En helt fortjent sejr til Brasilien, der i næste runde skal op mod de forsvarende verdensmestre fra Mexico. Mexicanerne fik en chokstart i turneringen med et 6-1 nederlag til Nigeria, men siden er skuden kommet på ret kurs med tre sejre i træk. Kvartfinalen spilles fredag kl. 17.00, og den kan ses live på Eurosport.

Se målene fra Brasilien - Rusland

Tomålsskytten Boschilia i action mod Mexico (Foto: O Globo) 

mandag den 28. oktober 2013

Ponte Preta-stopper laver selvmål for anden kamp i træk

Ponte Preta lever stadigvæk med håbet om at redde endnu en sæson i Serie A efter at "Den Sorte Bro" hjemme i Campinas besejrede Vasco da Gama med 2-1.

Rio-holdet tog ellers føringen efter et kvarters spil, da stopperen Diego Sacoman for anden weekend i træk brillerede med et selvmål. Ponte Preta viste dog stor fightervilje og fik vendt opgøret på mål af Adrianinho og Uendel inden for kampens sidste 10 minutter. 

Vasco har sandt for dyden ikke været heldige med sine keepere i denne sæson, og Alessandro brillerede da også med et fælt og dyrt drop ved Ponte Pretas sejrsmål. Rio-klubben solgte i starten af året keeperen Fernando Prass til Palmeiras. Det har vist sig at være en katastrofal beslutning for hverken Alessandro, Michel Alves eller Diogo Silva har levet op til den standard, som man kan forvente af en keeper i Serie A.

Resultatet betyder, at Ponte Preta rykker op på 16. pladsen, mens Vasco må ned som nummer 17. Begge mandskaber er noteret for 33 points og der er 3 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Der resterer nu 7 spillerunder, så lokummet brænder alvorligt for begge klubber.

Se målene fra Ponte Preta - Vasco da Gama

Tyren Aloísio tromlede Internacional

São Paulo har lagt nedrykningskampen bag sig efter at "O Tricolor" besejrede Internacional med 3-2 på Centenário i Caxias do Sul. Angriberen Aloísio understregede sin gode form ved at sørge for alle gæsterne mål, mens OL-topscoreren Leandro Damião og Jorge Henrique nettede for hjemmeholdet.

Internacional var ikke helt tilfredse med dommeren, som overså en offside ved gæsternes første scoring, og "O Colorado" (De Røde) var heller ikke enige i det ene af de to straffespark, som blev begået mod Ademílson. Spørgsmålet er om Jorge Henrique fiskede U20-landsholdsangriberens fod inden eller uden for straffesparksfeltet.

Aloísio, som går under kælenavnet "Boi Bandido" (Tyren), har nu scoret 6 mål i de sidste 3 kampe, og det er noget af en forvandling for en spiller, som forinden spillede 11 kampe i træk uden at få netmaskerne til at blafre. Det var også bemærkelsesværdigt, at Aloísio havde fortrængt målmandslegenden Rogério Ceni som straffesparksskytte, men med fire brændte forsøg i 2013 har veteranen vel også opbrugt sin kvote.

São Paulo rykker med sejren op på 9. pladsen i Serie A, og mestrene fra 2006-08 har nu 10 points ned til nedrykningsstregen. Det burde være nok med 7 runder igen. Internacional daler til 10. plads med et point færre end søndagens overmænd.

Se målene fra Internacional - São Paulo

Salvadors løver bed fra sig på Maracanã

Vitória viste fin moral, da oprykkerne fra Salvador foran 23.282 betalende tilskuere på Maracanã besejrede værterne fra Fluminense med 3-2.

Gæsterne spillede med en mand i undertal i den sidste halve time, men alligevel lykkedes det for Ney Francos mandskab på imponerende vis at vende 1-2 til en samlet sejr.

Marquinhos var kampens store spiller med en enkelt kasse samt oplæg til scoringerne sat ind af Juan og William Henrique. Biro Biro brillerede for hjemmeholdet med en scoring og assisten til angrebskollegaen Rafael Sóbis' ene mål.

Vitória rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A med 5 points op til den Top 4, som udløser en plads i Copa Libertadores 2014. Det har indtil videre været et fornemt comeback til Serie A af "Løverne" fra det nordøstlige Brasilien

De brasilianske mestre fra Fluminense ligger til gengæld med den berømte røv i vandskorpen. "O Tricolor" er på 16. pladsen, og der er kun 3 points, som skiller klubben fra nedrykningsstregen.

Se højdepunkterne fra Fluminense - Vitória

En hanekam med kyllingehjerne blev dyr for Grêmio

Coritiba stod for rundens massakre, da holdet hjemme på Couto Pereira besejrede Grêmio med hele 4-0. Gæsternes Pará fik en mareridtsagtig start på matchen med et selvmål efter bare 15 sekunder, og kantspilleren med hanekammen stjal midt i 2. halvleg endnu en gang billedet, da han så direkte rødt efter en hensynsløs tackling på Geraldo. Her kan man godt snakke om en hanekam med kyllingehjerne...

Kampen var på dette tidspunkt allerede afgjort, idet Coritiba kun skulle bruge 1 time til at banke fire kasser ind bag den tidligere landsholdskeeper Dida. Veteranen og klubidolet Alex fulgte op med en scoring efter den ulykkelige Pará, Robinho sørgede for den tredje scoring, mens Geraldo lukkede festen med en god halv time tilbage af kampen.

Coritiba rykker med sejren op som nummer 13 med 7 points ned til nedrykningsstregen. Grêmio taber et vigtigt skridt i topkampen, hvor "O Tricolor" på 3. pladsen nu har 12 points op til duksene fra Cruzeiro. En plads i Top 4 og dermed kvalifikation til Copa Libertadores 2014 er også kommet under pres. Et forspring på 4 points ned til Goiás på 5. pladsen kan med 7 runder igen hurtigt få ben at gå på.

Se højdepunkterne fra Coritiba - Grêmio

En hanekam med kyllingehjerne


Søndagens kampe, Serie A:
Bahia - Atlético-PR  1-1
Corinthians - Santos  1-1
Coritiba - Grêmio  4-0
Fluminense - Vitória  2-3
Internacional - São Paulo  2-3
Náutico - Goiás  0-2
Ponte Preta - Vasco da Gama  2-1
Portuguesa - Flamengo  0-0  (Tjek Andreas Knudsens referat her)


søndag den 27. oktober 2013

Målbonanza på Mineirão

Mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro og dumpekandidaterne fra Criciúma gav hinanden kamp til stregen i lørdagens møde på Mineirão.

Cruzeiro vandt kampen med 5-3, men der skulle en udvisning af gæsternes Suéliton i starten af 2. halvleg til at hjælpe hjemmeholdet på vej mod sejren.

De blå ræve kom ellers blæsende fra start med med to kasser inden for de første 20 minutter, Det var Éverton Ribeiro og Dagoberto, som satte gang i mesterskabsstemningen blandt de 40.729 betalende tilskuere. 

Criciúma slog imidlertid kontra med scoringer af João Vitor, Lins og Ricardinho inden at dommeren kunne fløjte til halvleg.

2. halvleg blev en total dominans af Cruzeiro, som havde fordelen af spil 11 mod 10. Angriberen Borges var manden bag vendingen med to scoringer, mens Dagoberto satte det sidste mål ind kort før tid på straffe.

Cruzeiro fører Serie A med 65 points og har inden de sidste 7-8 runder 12 points at tære på i forhold til de nærmeste forfølgere fra Grêmio. Det lugter stærkt af et tredje brasilianske mesterskab til klubben fra Belo Horizonte.

Criciúma viste god kampmoral på Mineirão, og det skal der også til, hvis "Tigrene" skal reddet livet i Serie A. Holdet har 4 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen og har desuden én kamp mere på kontoen.

Se målene fra Cruzeiro - Criciúma

Borges vendte kampen i 2. halvleg med 2 scoringer (Foto: Lance)

Botafogos Libertadores-drømme får fornyet energi

Botafogo kom hurtigt op på hesten igen efter over onsdagens ydmygende 4-0 nederlag til Flamengo i pokalturneringen, da de zebrastribede hjemme på Maracanã besejrede Atlético-MG med 1-0.

Venstre backen Júlio César blev matchvinder, da han 7 minutter inde i 2. halvleg i to forsøg fik bolden ind bag landsholdsreservekeeperen Victor.

Dermed kravlede Botafogo op på 3. pladsen i Serie A, og troen på kvalifikation til Copa Libertadores 2014 fik fornyet energi. Det kræver en Top 4-plads af Seedorf & Co., og i det spil er der nu 7 points at tære på i forhold til Goiás på 5. pladsen.

Atlético-MG vandt Libertadores tidligere på året, så Cucas mandskab er allerede kvalificeret til næste års turnering. "O Galo" (Hanen) kan fra 6. pladsen bruges resten af kampene i Serie A som led i forberedelse til VM for klubhold i december.

Se målet fra Botafogo - Atlético-MG

Lørdagens kampe, Serie A:
Botafogo - Atlético-MG  1-0
Cruzeiro - Criciúma  5-3

Palmeiras er tilbage i Serie A

Palmeiras er tilbage i landets bedste række efter et år i Serie B. Returbilletten kom i hus via 0-0 mod São Caetano foran 33.478 betalende tilskuere på Pacaembu. 

"O Verdão" (De Grønne) fører Serie B med 69 points for 32 kampe, og med 6 kampe igen er det umuligt for holdene lige uden for Top 4 at indhente favoritterne.

Palmeiras burde have vundet matchen, men gæsternes keeper stod en forrygende kamp. Hjemmeholdet blev også snydt for et straffespark, da kampens dommer efter en samtale med linjevogteren fortrød, at han havde peget på pletten efter et benspænd på Alan Kardec.

Chapecoense på 2. pladsen ser ud til at gøre Palmeiras følge i Serie A, mens Sport Recife og Avaí ligger bedst i spillet om de to sidste oprykningspladser.

I bunden er ASA nærmest fortabt, mens São Caetano, Paysandu og Atlético-GO med en god slutspurt godt kan redde endnu en sæson i landets næstbedste række.

Valdivia & Co. er tilbage i Serie A (Foto: Lance)

Lørdagens kampe, Serie B:
América-RN - Ceará  1-0
Guaratinguetá - Boa
Joinville - Paraná  1-0
Oeste - ABC  2-1
Palmeiras - São Caetano  0-0
Sport Recife - ASA  4-2

lørdag den 26. oktober 2013

Avaí med i nervepirrende oprykningskamp

Avaí havde let spil, da mandskabet fra Florianópolis hjemme på Ressacada besejrede Bragantino med 3-0. Angriberen Betinho åbnede ballet efter 12 minutter spil, Marcio Diogo fordoblede føringen med 5 minutter til pausen, og efter 12 minutters spil af 2. halvleg lukkede Betinho kampen med sin 2. scoring.

Avaí rykker med sejren op på 3.pladsen i Serie B, og Hemerson Marias mandskab bejler dermed kraftigt til en af de fire oprykningspladser. Førerholdet Palmeiras er så godt som i mål, det samme gælder Chapecoense på 2. pladsen. Spillet om de to sidste pladser bliver derimod en intens affære med hele 8 kandidater i spil. Der bliver nerver på i de sidste 6-7 spillerunder.

Se målene fra Avaí - Figueirense

Fredagens kampe, Serie B:
Atlético-GO - Chapecoense  0-0
Avaí - Bragantino  3-0
Icasa - Figueirense  1-0

fredag den 25. oktober 2013

Vasco sagde farvel til pokalen efter målfest

Vasco da Gama vandt torsdagens returkamp i Copa do Brasil med 3-2 over gæsterne fra Goiás, men Rio-drengene måtte alligevel forlade turneringen. Goiás havde vundet det første opgør i Goiânia med 2-1, og dermed napper "O Esmeraldino" (De Smaragdgrønne) semifinalepladsen på reglen om flest udebanemål.

"O Cruz-Maltino" fik ellers en flot start på matchen, da unge Thalles med to kasser bragte sit mandskab foran i den samlede stilling. Goiás fik imidlertid svaret igen ved Hugo og Amaral, og i begge tilfælde var det den trinde forward Walter iført en uklædelig badehætte, som stod i oplæggerens rolle.

Vasco kæmpede ufortrødent videre og lejesvenden Willie fik med godt 10 minutter igen bragt spændingen tilbage i kampen med sit mål til 3-2. Dermed manglede hjemmeholdet bare en enkelt kasse for at gå videre til næste runde, men målet udeblev til stor skuffelse for de over 30.000 tilskuere på Maracanã.

Goiás får mere Rio de Janeiro og Maracanã i semifinalen, hvor Walter & Co. møder Flamengo. I den anden halvdel står duellen mellem Atlético-PR og Grêmio. Kampene spilles den 30. oktober med returkamp ugen efter. Den samlede vinder af Copa do Brasil udstyres med en plads i Copa Libertadores 2014, så der står masser på spil for de fire tilbagevarende klubber.  

Se målene fra Vasco da Gama - Goiás

Den trinde Goiás-forward Walter med to assists og grim badehætte

Et befriende nederlag til Coritiba

Coritiba er ude af Copa Sulamericana efter at holdet led endnu et nederlag til Itagüi. Colombianerne havde vundet det første opgør i Curitiba med 1-0, og Itagüi gjorde arbejdet færdigt med 2-1 hjemme i Envigado. Gæsterne tog ellers føringen ved Chico, men midtbanespilleren Quiñónes fik vendt matchen med to fine scoringer.

Itagüi møder i kvartfinalen Libertad, som sendte brasilianske Sport Recife ud af turneringen med cifrene 4-1. For Coritiba kom exitten dog mere end belejligt. Klubben har mere end rigeligt at se til med at undgå nedrykning i den hjemlige Serie A, og træner Péricles Chamusca luftede derfor en del reservespillere i torsdagens returkamp

Bahia måtte også sige farvel til turneringen. "O Tricolor" vandt ganske vist returkampen mod Nacional de Medellín med 1-0, men da colombianerne havde vundet det første opgør i Medellín med samme cifre, skulle det hele afgøres fra 11-meterpletten. Her trak Nacional det længste strå og med cifrene 4-3 er colombianerne videre til kvartfinalen, hvor de forsvarende mestre fra São Paulo venter.

Se målene fra Itagüi - Coritiba

Copa Sulamericana, returkampe:
Itagüi - Coritiba  2-1 (1-0)
Bahia - Nacional de Medellín 1-0 (0-1), Nacional videre 4-3 efter straffe

torsdag den 24. oktober 2013

Gummianden Pato til grin i Brasilien

Grêmio er videre i Copa do Brasil efter et drama af en kvartfinale mod Corinthians. De to mandskaber havde spillet 0-0 på Pacaembu for en lille måned siden, og der var heller ikke nogen, som fik netmaskerne til at blafre i returkampen i den ordinære spillertid på Arena Grêmio.

Dermed skulle det hele afgøres fra 11-meterpletten. Også her var der problemer med at score, så efter 8 spark var stillingen nede på 2-2. Kléber bragte derefter hjemmeholdet iskoldt foran 3-2, og så var det op til landsholdsspilleren Alexandre Pato at holde Corinthians inde i turneringen.

Men nerverne og teknikken svigtede "Anden", hvis "Panenka"-spark endte stille og roligt i armene på den tidligere landsholdskeeper Dida. Pato var varet hårdt presset på det seneste efter en elendig landskamp mod Zambia, og det virkede udefra som om at sparket skulle afgøre om den 24-årige angriber skulle med til VM eller ej. Der gik i hvert fald gummiben i udførelsen.

Mens Grêmio kunne juble over en semifinaleplads mod Atlético-PR, hagler kritikken ned over Corinthians, som med nederlaget missede sin sidste chance for kvalifikation til Copa Libertadores 2014. Der bliver skudt mest med hagl mod "Anden", som forståeligt nok er blevet et par dage ekstra i Porto Alegre. Forhåbentligt når røgen at dampe af hos de frustrerede fans inden (skud)traningen genoptages hos de regerende verdensmestre.

Se straffesparkskonkurrencen mellem Grêmio og Corinthians

Gummianden græmmer sig (Foto: O Globo)

Kongen af det ny Maracanã knuser Botafogo

Flamengo leverede en forrygende forestilling, da "O Rubro-Negro" kvalificerede sig til semifinalen i den brasilianske pokalturnering Copa do Brasil med en knusende 4-0 sejr over ærkerivalerne fra Botafogo på et næsten fuldsat Maracanã.

Angriberen Hernane levede fuldt op til tilnavnet "Kongen af det nye Maracanã", da han bankede tre kasser ind i løbet af den første time. Anfører Léo Moura sørgede for at ydmygelsen af gæsterne fik et nøk op ad, da han med 20 minutter igen bankede det sidste søm ind i den sort-hvide ligkiste.

De to mandskaber havde spillet 1-1 på Maracanã i det første møde for en måneds tid siden, så Flamengo avancerer til næste runde med de overbevisende cifre 5-1. I semifinalen venter enten Goiás eller Vasco da Gama. De afgør deres mellemværende i dag. 

Se målene fra Flamengo - Botafogo

Hernane er den mest scorende spiller på "De nye Maracanã "

Copa do Brasil, returkampe:
Atlético-PR - Internacional  0-0 (1-1), Atlético-PR videre på udebanemål
Grêmio - Corinthians  0-0 (0-0), Grêmio videre efter 3-2 på straffe
Flamengo - Botafogo  4-0 (1-1), Flamengo videre med 5-1
(Tjek også Flamengos danske side for referat)
Vasco da Gama - Goiás, spilles torsdag

Målmandslegenden Ceni stjal scenen i Chile

I weekenden var der afstemning på brasiliansk TV om den 40-årige målmandslegende Rogério Ceni skulle lægge handskerne på hylden eller tage et år mere i São Paulo-trøjen. Der var et marginalt opråb til Ceni om at fortsatte lidt endnu, men skulle spørgsmålet stilles igen i dag, ville 100% af svarene nok ende i den positive afdeling.

Rogério Ceni stjal nemlig scenen, da São Paulo kvalificerede sig til kvartfinalen i Copa Sulamericana efter en 4-3 sejr ude over Universidad Católica. Den første match i Brasilien var endt 1-1, så dermed hev "O Tricolor" sig videre i turneringen med cifrene 5-4.

Målmanden med de 1109 kampe og 112 scoringer for São Paulo var simpelthen blændende på San Carlos de Apoquindo i Santiago. Man kan ikke sige at Rogério Ceni tog alt, fordi der gik immervæk tre kasser ind, men kom i hvert fald fem store redninger fra keeperens hænder og fødder.

I den anden ende brillerede angriberen Aloísio med 2 scoringer og oplæg til et enkelt kasse, mens U20-landsholdsangriberen Ademílson og Welliton sørgede for de sidste São Paulo-mål i Chile. For hjemmeholdet havde Ismael Sosa, Cordero og Mirosevic dygtighed til at udplacere kampens helt store profil, Rogério Ceni.

São Paulo vandt turneringen sidste år, og de går efter pokal igen i år efter som det ikke lykkedes at vinde noget sølvtøj på hjemlig grund. Modstanderen i kvartfinalen er endnu ikke fundet, men det bliver enten Atlético Nacional fra Colombia eller Bahia fra egen andedam.

Se målene fra Universidad Católica - São Paulo

Se Rogério Cenis små mirakler i São Paulo-kassen

Copa Sulamericana, returkampe:
Sport Recife - Libertad  1-2  (0-2), Libertad videre med cifrene 4-1
Universidad Católica - São Paulo  3-4 (1-1), São Paulo videre med cifrene 5-4

NextGen-brassere vinder puljefinale ved VM

De brasilianske talenter sluttede gruppespillet i FIFA U17 World Cup af med en sikker 3-0 sejr over Honduras. Boschilia slog til med to mål inden for de første 45 minutter, mens Caio Rangel sørgede for den tredje kasse midt i 2. halvleg.

Sejren var yderst fortjent. Brasserne vandt skudstatistikken med 18-1 og ejede bolden i 79% af tiden. Eneste malurt i det gul-grønne bæger var, at Abner pådrog sig en skade, som måske betyder at venstre backen er færdig i turneringen.

Brasilien vinder dermed sin pulje med 3 sejre i 3 kampe og en målscore på 15-2. Honduras følger brasserne med over i 1/8-finalen fra 2. pladsen, mens gruppens nummer 3 fra Slovakiet må afvente resultat af de øvrige puljer. De fire bedste 3'ere fra de i alt seks puljer får nemlig en ekstra chancen i turneringen.

Næste match for de brasilianske talenter bliver mandag den 28. oktober i Abu Dabi, hvor Nathan & Co skal op mod en endnu ikke defineret modstander.

Se målene fra Brasilien - Honduras


Nathan stod fadder til to scoringer mod Honduras (Foto: O Globo)

onsdag den 23. oktober 2013

Den Sorte Bro tabte og vandt historisk kamp

Ponte Preta skulle for første gang i sin 113-årige lange historie spille en officiel kamp uden for Brasiliens grænser, da man tirsdag aften spillede returkamp i Copa Sulamericana mod Deportivo Pasto fra Colombia.

"Den Sorte Bro" tabte ganske vist den historiske match med 1-0 på det mål, som Mina bankede ind 7 minutter ind i 2. halvleg, men Ponte Preta blev en samlet vinder, da det første møde i Campinas var endt med en hjemmesejr på 2-0.

Brasserne var ikke uheldige med det knebne nederlag på Estádio Departamental Libertad, da Deportivo Pasto knaldede bolden på træværket en gang i hver halvleg.

Ponte Preta er dermed videre til kvartfinalen i turneringen, og her skal man op mod 103-årige Velez Sarsfield. Den argentinske storklub banede sig vej efter to 2-1 sejre over et andet colombiansk mandskab, nemlig La Equidad.

Se målet fra Deportivo Pasto - Ponte Preta

Tirsdagens kampe, Copa Sulamericana:
Deportivo Pasto - Ponte Preta  1-0  (0-2)

tirsdag den 22. oktober 2013

Kayke & Co. snydt i overtiden

Paraná Clube med den tidligere AaB'er Kayke på banen i en times tid missede 2 vigtige points i oprykningskampen i Serie B, da det hjemme i Curitiba kun blev til 1-1 mod dumpekandidaterne fra Atlético-GO.

Luisinho, der havde afløst Kayke på banen, bragte hjemmeholdet foran med godt et kvarter igen efter en indledende bande med den ene opstander, men dybt inde i kampens overtid svigtede koncentrationen i Paraná bagerste rækker, og Jorginho kunne prikke udligningen ind.

Paraná rykker med det ene point op over oprykningsstregen, men Avaí og tre andre klubber puster "O Tricolor da Vila Capenema" kraftigt i nakken. Atlético-GO daler trods det ene point en enkelt placering, da Paysandu på neutral grund besejrede ABC med 1-0. "O Dragão" (Dragen) har 4 points op til redningen, mens Paysandu mangler 3 points i det regnskab.

Rækken nummer 2 fra Chapecoense var også i aktion denne tirsdag, og det blev til et enkelt point via 1-1 i hjemmekampen mod Figueirense. Klubben var uden sin suveræne topscorer Bruno Rangel, som har nettet 27 gange i nu 31 runder, og i hans fravær måtte Rodrigo Gral tage over som målscorer. Figueirenses topscorer Rafael Costa sørgede imidlertid for at gæsterne fik et point med hjem til Florianópolis.

Chapecoense ligger lunt til i svinget mht. oprykning til Serie A. Holdet fra Chapecó har med 7 runder igen 9 points at tære på. Palmeiras er på 1. pladsen et mulehår fra at sikre sig en plads i landets elite. "O Verdão" (De Grønne) har en buffer på 18 points i det spil, og arter resultaterne sig, kan storklubben allerede i weekenden lade champagneflaskerne poppe. 

Se målene fra Paraná - Atlético-GO

Kayke i Aab-trøjen (Foto: TV2 Nord)

Tirsdagens kampe, Serie B:
Chapecoense - Figueirense  1-1
Paraná - Atlético-GO  1-1
Paysandu - ABC  1-0

mandag den 21. oktober 2013

Lucas Candido leverer rundens kanon i Brasilien

Rundens absolut flotteste kasse faldt pa Arena Independência i Belo Horizonte, da Libertadores-mestrene Atlético-MG tog imod Flamengo i den 30. runde af Serie A.

Matchen bød kun på en enkelt scoring, men den var til gengæld alle entrepengene værd. Den 19-årige Atlético-MG-spiller Lucas Cândido stod for kampens oplevelse, da han godt 10 minutter inde i 2. halvleg kanonerede bolden ind fra over 20 meter.

Træner Cuca havde givet Lucas Candido chancen fra start, og den tidligere brasilianske U20-landsholdsspiller fik med denne drømmescoring noget af et mini-gennembrud for "O Galo" (Hanen) på seniorniveau.

Atlético-MG rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A. "O Galo" har ikke det helt store at spille for, da kvalifikationen til Copa Libertadores allerede er i hus. Cuca & Co. bruger derfor den hjemlige turnering som forberedelse til VM for klubhold, som spilles i december måned. 

Flamengo daler med nederlaget til 11. pladsen med 10 points op til Top 4 og 7 ned til nedrykningsstregen. Skal de rød-sorte ud på sydamerikanske scene skal det ske via pokalturneringen Copa do Brasil. Her er Flamengo nået til kvartfinalen, hvor modstanderen er lokalrivalerne fra Botafogo.

Se Lucas Cândidos drømmetræffer her

Vigtigt indhop af Vascos frisparkskonge

Botafogo og Vasco da Gama spillede 2-2 i søndagens Rio-classico foran blot 9.795 betalende tilskuere på Maracanã. 

Værterne startede med lyn og torden og var foran 2-0 efter bare 6 minutters spil. Vasco satte sin absolutte stjerne Juninho Pernambucano på banen fra 2. halvlegs start, og under veteranens kommando nåede "O Cruz-Maltino" op på 2-2.

Juninho var i overtiden faktisk tæt på at sætte den afgørende pind ind, men Botafogos landsholdskeeper Jefferson fik viftet frisparkskongens forsøg væk fra trekantssammenføjningen.

Stopperen Dankler og kanten Lodeiro scorede målene for Botafogo, mens Jomar og Pedro Ken med Juninho som fadder satte kasserne ind for Vasco. 

Begge mandskaber havde egentlig brug for de tre points. Botafogo for at konsolidere sin plads i Top 4, og Vasco i forsøget på at komme op over nedrykningsstregen.

Uanset matchens vigtighed så valgte begge klubbers trænere at lufte en masse reserver. Det intensive program med to kampe om ugen nødvendiggør dette, så man undgår alt for mange overbelastningsskader. 

Botafogo holder sin 4. plads i Serie A, og de zebrastribede har nu blot 4 points buffer i kampen om kvalifikation til Copa Libertadores 2014. Vasco rykker op som nummer 17 med 3 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Se målene fra Botafogo - Vasco da Gama

Lækkerier fra Ganso og stupiditeter fra Maicon

Det holdt hårdt, men São Paulo fik reddet en vigtig 1-0 sejr med hjem fra søndagens kamp på Arena Fonte Nova mod Bahia. Angriberen Aloísio, som ikke havde nettet i de sidste 11 kampe, slog til med matchens eneste mål midt i 1. halvleg.

Men det var op ad bakke for Muricy Ramalhos tropper, som fik et mål annulleret i 1. halvleg og som måtte fuldføre matchen med bare 9 mand på banen. Denílson, som ikke indfriede de store forventninger i Arsenal, røg efter en god halv times spil ud for en stupid tackling på hårfagre William Barboa, og Maicon kan sammen med sin makker på den defensive midtbane også passende sendes til et IQ-tjek for at se dobbelt gult med et kvarter igen. Det er decideret uintelligent at klappe af dommeren lige efter at man har fået en advarsel, bare DUMT!

Bahia formåede bortset fra et enkelt forsøg på træværket ikke at blive rigtigt farlige foran sit hjemmepublikum, og holdet fra Salvador nærmer sig nu faretruende nedrykningsstregen med 8 runder igen. Der er bare 3 points ned til Vasco, som er det første hold under den stiblede linje. Det ser bedre ud for São Paulo, som avancerer til 10. pladsen med 7 points ned til den kritiske zone.

Se målet fra Bahia - São Paulo


Lækkerier fra Ganso...

Og stupiditeter fra Maicon!

Argentinsk playmaker håner Grêmio efter classico

"I skal kigge VHS-bånd igennem, hvis I skal gense nogle af jeres titler!"
Internacionals anfører D'Alessandro var i godt hånehumør over for ærkerivalerne fra Grêmio efter at søndagens GreNal nummer 398 var endt 2-2. Resultatet betyder, at Grêmio mistede en gylden mulighed for at hente points ind på topholdet Cruzeiro i jagten på det brasilianske mesterskab. "O Tricolor" har med 8 runder igen 9 points op til duksene, og mesterskabschancen er nu statistisk udregnet til sølle 2 %. 

Resultatet 2-2 var et fair resultat efter en omskiftelig affære. Internacional kom tidligt foran på et langskud af muskelbundtet William, men Grêmio fik vendt kampen på et bizart selvmål af Jackson og så et flot scoring af den chilenske landsholdsangriber Eduardo Vargas. Internacional fik på den midlertidige hjemmebane i Caxias do Sul udlignet et kvarter inde i 2. halvleg, da den argentinske playmaker udnyttede et straffespark begået mod ham selv. 

Det er ikke kun Grêmio, som må ærgre sig over 2 tabte points. Internacional havde også brug for en sejr i jagten på den Top 4, som giver adgang til Copa Libertadores 2014. "O Colorado" (De Røde) har 8 points derop, og spørgsmålet er om ikke denne chance er forspildt. Internacional er dog med i pokalturneringen Copa do Brasil, og her får vinderen også en plads i Sydamerikas fornemste klubturneringen. Mon ikke D'Alessandro & Co. nu lægger alle æggene i pokalkurven.

Se lene fra Internacional - Grêmio

Barcelona-flop nærmest genfødt i Coritiba

Husker du Keirrison? Den unge angriber, som blev et kæmpe flop i Barcelona efter at han kom til klubben i 2009? Keirrison havde ellers skovlet kasser ind for Coritiba og Palmeiras, men karrieren blev sat på standby i Spanien på grund af manglende form, men også som følge af imponerende mange skader, som har truet angriberens karriere.

Nu er der endeligt lidt positivt nyt om Barcelona-floppet. Keirrison blev nemlig matchvinder, da nedrykningstruede Coritiba hjemme på Couto Pereira besejrede mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro med 2-1. Angriberen slog til med den afgørende scoring, da han med godt et kvarter igen headede Carlinhos' præcise indlæg i nettet.

Det var Keirrisons første scoring i over 2 år, og den nu 24-årige angriber kunne ikke holde følelserne tilbage efter det vigtige mål. Han smed trøjen, spurtede ud til fansene, der jublede sammen med den tårevældede forward. Det var en forløsning for alle, som var til stede på det grønne stadion i byen Curitiba. Carlinhos stod ud over oplægget til sejrsmålet også for hjemmeholdets første scoring, mens Dagoberto sørgede for Cruzeiros enlige træffer, sat ind på straffespark.

Cruzeiro styrer trods nederlaget stadigt sikkert mod det brasilianske mesterskab. Der resterer nu 8 runder, og "A Raposa" (Ræven) har 9 points ned til de nærmeste forfølgere fra Grêmio. Coritiba rykker op på 14. pladsen med 4 points ned til nedrykningsstregen, og Keirrison kan for første gang i umindelige tider se sit navn figurerer på en topscorerliste. 


Se målene fra Coritiba - Cruzeiro

Glad? Nogle gange dækker ordene bare ikke (Foto: O Globo)

Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Flamengo  1-0
Bahia - São Paulo  0-1
Botafogo - Vasco da Gama  2-2
Coritiba - Cruzeiro  2-1
Goiás - Atlético-PR  3-0
Internacional - Grêmio  2-2
Portuguesa - Vitória  1-1

Brasilianske talenter i endnu en opvisning ved VM

De brasilianske talenter er klar til 1/8-finalen ved FIFA U17 World Cup efter søndagens 6-1 sejr over værtsnationen De Forenede Arabiske Emirater.

Angriberen Boschilia og midtbanespilleren Nathan brillerede med to kasser hver, mens de sidste mål blev sat ind af indskiftede Joanderson og Gabriel. Sidstnævnte går hernede i sambalandet under kælenavnet Gabigol efter sine mange mål i ungdomsregi for Santos.

Det er dermed noget af en kickstart, som Brasilien har fået ved disse mesterskaber. To sejre på 6-1 og overbevisende spil må gøre brasserne til favoritter til VM-titlen. Nathan må også ligge godt til i kåringen af turneringens bedste spiller samt topscorerprisen.

Brasilien skal i aktion igen pa onsdag, hvor det gælder den sidste gruppekamp mod Honduras. De gul-grønne kan med en remis sikre sig puljesejren, mens Honduras skal bruge alle 3 points. Eurosport2 viser 2. halvleg direkte med start kl. 19.00;

Se målene fra Brasilien - De Forenede Arabiske Emirater

Nathan - den store oplevelse hos brasserne (Foto: Lance)

søndag den 20. oktober 2013

Brasiliens 'Tahiti' uddeler tørre tæsk

Santos måtte tidligere på året lægge ører til øgenavne som Brasiliens Tahiti efter den ydmygende 0-8 oplevelse på Camp Nou til Neymar og Barcelona. Denne lørdag fik mandskabet fra havnebyen så endelig lov til selv at uddele nogle ordentlige smæk, da man på Arena Pernambuco besejrede bundproppen Náutico med hele 5-1.

Santos tog føringen efter bare 40 sekunders spil, da Thiago Ribeiro udnyttede hjemmeholdets gæstfrihed. Cícero øgede til 2-0, Everton Costa til 3-0 inden at Cícinho sørgede for 4-0. På dette tidspunkt var der spillet mindre end 30 minutter.

Herefter skruede "Fiskene" ned for blusset, og Náutico kunne ridde stormen af i en 2. halvleg, som sluttede 1-1. Den tidligere Santos-spiller Maikon Leite reducerede lige efter pausen inden at kampens store spiller Cícero igen kort for tid satte prikken over i'et i en flot Santos-opvisning med målet til 5-1

Santos avancerer med sejren til 6. pladsen i Serie A med 6 points op til den Top 4, som udløser spil i Copa Libertadores 2014. Det ser til gengæld håbløst ud for Náutico, som med 8 runder igen har 17 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Se målene fra Náutico - Santos

Cícero & Co. lignede langt fra et Tahiti denne lørdag (Foto: Lance) 

Fluminense heldige mod dumpekandidater

De brasilianske mestre fra Fluminense kan bare ikke komme fri af bundstriden. "O Tricolor" skuffede igen stort foran sit hjemmepublikum på Maracanã, da det kun blev til 1-1 mod dumpekandidaterne fra Ponte Preta.

Det var såmen ved at gå helt galt for Fluminense, der kom bagud med små 10 minutter igen af matchen. Det var indskiftede Rafael Ratão, som via stolpen og ryggen af den tilbagevendte landsholdskeeper Diego Cavalieri fik mishagsytringerne til at brede sig blandt de godt 20.000 tilskuere i Rio de Janeiro.

Hjemmeholdet fik reddet sig et enkelt point med godt 5 minutter igen, men der måtte hjælp til ude fra. Det var gæsternes Diego Sacoman, som var uheldig at rette et indlæg fra Marcos Júnior ind i eget mål og dermed redde lidt af dagen for hjemmepublikummet.

Det uafgjorte resultat var elendigt for begge mandskaber. Ponte Preta missede chancen for at nærme sig nedrykningsstregen, mens Fluminense omvendt ikke fik skabt ordentlig luft til den selvsamme streg. 

Ponte Preta ligger fortsat næstsidst i tabellen med 4 points op til redningen, mens Fluminsense har 4 points at tære på i spillet om at undgå en ydmygende tur ned i Serie B

Se målene fra Fluminense - Ponte Preta

Pato på pletten for verdensmestrene

Corinthians hentede sig en hårdt tiltrængt gevinst, da verdensmestrene på den lånte hjemmebane i Itu besejrede Criciúma med 1-0. Alexandre Pato blev matchvinder, da han et lille kvarter inde i 2. halvleg headede bolden forbi Galatto i gæsternes bur.

"O Timão" har haft det svært på det seneste. Alexandre Patos kasse var den første efter fire målløse kampe, og de tre points hiver holdet op på en 11. plads i Serie A med nu 8 points ned til nedrykningsstregen. Det er egentligt sindssygt at en klub af den kaliber ikke spiller med helt fremme. 

Pato fik også lidt noget opmuntring efter en vissen optræden på det brasilianske landhold. Med lørdagens scoring er "Anden" nu oppe på 8 scoringer i Serie A i denne sæson, og han er dermed sit holds topscorer.

Criciúma ligger fortsat på den forkerte side af nedrykningsstregen, og "Tigrene" skal ruppe sig i de sidste 8 kampe, hvis returbilletten til Serie B skal undgås.

Se målet fra Corinthians - Criciúma

Lørdagens kampe, Serie A:
Corinthians - Criciúma  1 - 0
Fluminense - Ponte Preta  1 - 1
Náutico - Santos  1 - 5

Palmeiras tættere på champagnefest

Palmeiras tog endnu et skridt mod en hurtig tilbagevenden til Serie A, da "O Verdão" (De Grønne) på fremmed græs besejrede midterholdet Bragantino med 2-0.

Lejesvenden fra Benfica Alan Kardec satte sin 13. sæsonscoring ind i Serie B efter 27 minutters spil, mens den tidligere Werden Bremen-spiller Wesley afgjorde affæren 2 minutter inde i overtiden. 

"O Verdão" måtte spille det meste af 2. halvleg med en mand i undertal efter udvisningen af den talentfulde angriber Leandro, som tidligere på sæsonen debuterede på det brasilianske landshold med en scoring, men oprykningsfavoritterne holdt stand trods dette handicap.

Palmeiras fører Serie B med 68 points for 31 kampe. Klubben har 10 points ned til Chapecoense, 18 til Sport Recife og Avaí, og 19 points til Paraná, som er den nærmeste udfordrer i kampen om de fire oprykningsbilletter. Champagnefesten er nu inden for en arms længde.

I bunden ser det fortsat tungt ud for Atlético-GO, São Caetano, Paysandu og ASA, som alle har et hul op til ABC, som er det første hold over nedrykningsstregen. Der resterer nu 7 runder, så der er stadigvæk meget at spille om.

Se målene fra Bragantino - Palmeiras

Lørdagens kampe, Serie B
ABC - Guaratinguetá  2-4
Bragantino - Palmeiras  0-2
Chapecoense - Sport Recife  0-0
Figueirense - Joinville  0-1
Paraná - Atlético-GO
São Caetano - Icasa  2-1

lørdag den 19. oktober 2013

Bombe, peberspray og kampafbrydelse i Belém

Det blev kun til små 80 minutter fodbold, da Paysandu og Avaí denne fredag aften mødtes på Curuzu i Belém i den brasilianske Serie B.

Kampen måtte simpelthen afbrydes, da tilhængerne af det nedrykningstruede hjemmehold kom uden for pædagogisk rækkevidde. De kastede ting efter Avaís spillerbænk, forsøgte at sparke hegnet til banen ned og sluttede tosserierne af med at smide en mini-bombe efter militærpolitiet, som var flittige med pebersprayen for at få de hidsige fans i behørig afstand af banen.

Avaí førte pa det tidspunkt kampen med 2-0 pa målene af Betinho og Cleber Santana, og mon ikke at oprykningskandidaterne får lov til at beholde de 3 points til trods for at kampen ikke blev spillet til ende. Sejren er i hvert fald registreret på de fleste stillinger, hvor Avaí nu indtager en 3. plads i Serie B bagved Palmeiras og Chapecoense og med Sport Recife pa den sidste oprykningsplads.

Det ser mere end sort ud for Paysandu. "O Papão do Curuzu" (Bøhmanden fra Curuzu) skræmmer ikke mange for tiden. Holdet ligger tredjesidst med 6 points op til redningen, og efter aftenens ballade venter der udover en bøde helt sikkert også en fratagelse af hjemmebanefordelen i en del kampe. Det ligner spil i Serie C for drengene fra Belém.

Se målene fra Paysandu - Avaí

Tosserierne kulminerer med at fansene smider en minibombe på banen

Fredagens kampe, Serie B:
ASA - Oeste  3-0
Boa - América-RN  3-2
Ceará - América-MG  1-1
Paysandu - Avaí, kampen afbrudt ved stillingen 0-2

fredag den 18. oktober 2013

Salvadors løver presser Seedorfs Libertadores-drømme

Vitória sætter pres på Botafogos ambitioner om en plads i Copa Libertadores efter som "Løverne" hjemme på Barradão i Salvador besejrede Clarence Seedorf & Co. med 1-0.

Sejrsmålet faldt en god halv time inde i 2. halvleg, da reserven William Henrique kunne sætte sidste fod på et glimrende indlæg af venstrekanten Juan.

Botafogo havde fortjent en bedre skæbne men spillere som Lodeiro, Henrique og topscorer Rafael Marques havde efterladt deres skarpretterstøvler hjemme i Rio de Janeiro.

Vitória ligger nu 6'er i Serie A, og holdet har nu kun 6 points op til Botafogo på 4. pladsen. Top 4 udløser en plads i Sydamerikas fornemste klubturnering, og med 9 runder kan Seedorf & Co. meget vel komme til at sætte en sikker deltagelse over styr.

Clarence Seedorf spiller på andet år for Botafogo, og det er hollænderens helt store ambition at spille klubben frem til deltagelse i det sydamerikanske svar på Champions League.

Se målet fra Vitória - Botafogo

Clarence Seedorf jagter spil i Copa Libertadores (Foto: Lance)

Vasco rutcher mod afgrunden

Nedrykningsspøgelset rasler for alvor med kæderne i den gamle storklub Vasco da Gama efter at "O Cruz-Maltino" tabte med 2-0 til Goiás i torsdagens møde på Moacyrzão i Macaé. 

"O Esmeraldino" (De Smaradgrønne) bragte sig foran efter 36 minutter på mål af Rodrigo, mens Hugo lukkede kampen 22 minutter inde i 2. halvleg efter flot oplæg af den trinde topscorer Walter og Wellington Júnior. 

Det var ikke meget, der fungerede for hjemmeholdet denne torsdag, og holdets absolutte stjerne Juninho Pernambucano havde da også bedemandsminen på, da han lod sig udskifte midt i 2. halvleg. Den rutinerede frisparkskonge virker ude af form, og det samme gælder hans holdkammerater.

Goiás rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A, og oprykkerne har nu 6 points op til den Top 4, som udløser en plads i Copa Libertadores 2014. Vasco ligger nede som tredjesidst med 2 points op til nedrykningsstregen, og formkurven pegermere og mere i retning af Serie B.

Se målene fra Vasco da Gama - Goiás

Torsdagens kampe, Serie A:
Vasco da Gama - Goiás  0-2
Vitória - Botafogo  1-0

torsdag den 17. oktober 2013

Brasilianske talenter åbner VM med tennis-sejr

Brasilien fik en kickstart ved FIFA U17 World Cup, da de gul-grønne besejrede Slovakiet med hele 6-1. Fremtiden lover godt for Atlético-PR med spillere som Mosquito og Nathan. De to offensivspillere var altdominerede i matchen med hhv. tre og to kasser, mens Caio Rangel fra Flamengo var sidste mand på tavlen for et sprudlende brasiliansk mandskab.

De brasilianske talenter kvalificerede sig til VM-slutrunden via en 3. plads i spillet om det sydamerikanske mesterskab i april måned. Her lød målscoren så pauvert som 6-4 efter de 5 kampe i finalespillet, så det var noget overraskende, at Alexandre Gallos tropper kunne levere hele 6 scoringer i en enkelt kamp.

Brasiliens næste kamp er på søndag, hvor Mosquito & Co. møder værtsnationen De Forenede Arabiske Emirater, som tabte sin åbningskamp med 2-1 til Hondoras. En enkelt sejr her og brasserne er sikker på en plads i 1/8-finalen. Etterne og toerne fra hver af de seks puljer går direkte videre, mens de fire bedste treere også får en ekstra chance i turneringen.

Se målene fra Brasilien - Slovakiet


Gåsegang og Ceni-show på Morumbi

São Paulo anført af en strålende Paulo Henrique Ganso fik lidt luft i nedrykningsspillet, da "O Tricolor" hjemme på Morumbi besejrede Náutico med 3-0.

U20-landsholdsangriberen Ademílson åbnede scoringen efter en halv times spil efter lidt indledende hællækkerier af Ganso, mens "Gåsen" selv fordoblede føringen 20 minutter efter pausen, da han nærmest spadserede igennem gæsternes forsvar for til sidst iskoldt at udplacere Ricardo Berna i Náutico-buret.

Kampens sidste mål blev sat ind efter en lille halv time af 2. halvleg, og scoringen tilfaldt netop indskiftede Welliton, som var blevet godt sat op af kampens første målscorer Ademílson.

São Paulo rykker med sejren op på 12. pladsen med 5 points ned til nedrykningsstregen. Náutico er stadigvæk rækkens absolutte bundprop med 17 points op til redningen. Der resterer bare 9 runder, og klubben fra Recife venter nu bare på at dødsdommen bliver eksekveret.

Se målene fra São Paulo - Náutico samt lidt Ceni-show

"Gåsen" blev fejret efter sin flotte solotur (Foto: O Globo) 


Rent pirateri pa Arena Grêmio

Hernán Barcos alias "Piraten" var tilbage i skarpretterens rolle, da Grêmio hjemme på sin flotte nye arena besejrede Corinthians med 1-0.

Den argentinske angriber sørgede for sejrsmålet små 4 minutter i 2. havleg efter et fint oplæg fra Maxi Rodriguez. Barcos viste sin store klasse, da han tæmmede afleveringen med brystet for derefter at knalde bolden ind forbi kæmpen Cássio i gæsternes mål. Dermed kom "Piraten" endelig igen på måltavlen efter at have skudt med blankt i de sidste 9 kampe. 

Grêmio rykker med sejren op på 2. plads i Serie A med 10 points op til mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro. Mens løbet om mesterskabet nok er kørt, sa ligger Grêmio mere end godt til i spillet om de fire pladser til Copa Libertadores 2014. "O Tricolor" har her 11 points at tære på i forhold til Internacional, som på 6. pladsen er de nærmeste udfordrere til en plads i Sydamerikas fornemste turnering. Atlético-MG på 5. pladsen er jo som sydamerikanske mestre allerede kvalificeret.

Corinthians vandt både Copa Libertadores og VM i 2012, men holdet er sunket gevaldigt i styrke siden da. "O Timão" (Det Store Hold) har nu ikke scoret i de sidste 4 kampe, og klubben kan på 13. pladsen ikke sige sig helt fri for nedrykningsfare. 5 points skiller de regerende verdensmestre fra en tur i Serie B.

Se målet fra Grêmio - Corinthians

Kongen af det nye Maracanã hitter for Flamengo

Flamengo sikrede sig så godt som endnu en sæson i Serie A, da "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) hjemme på Maracanã besejrede Bahia med 2-1.

Angriberen Hernane blev matchvinder, da han med godt 5 minutter igen af kampen styrede et indlæg fra anfører Leo Moura ind bag Marcelo Lomba i gæsternes mål. Hernane er den mest scorende spiller på dette fodboldtempel efter genåbningen tidligere pa året, og det har givet forwarden det fine tilnavn "Kongen af det nye Maracanã".

Flamengo tog teten små 10 minutter inde i 2. halvleg, da Paulinho headede et perfekt indlæg af André Santos i kassen, men gæsternes topscorer Fernandão fik udlignet til 1-1 efter en god halv time. Fernandão har et frygtindgydende skud, og han sammenlignes faktisk på den konto med Adriano, som stadigvæk ikke har fået genstartet sin fodboldkarriere.

Bahia var faktisk tæt pa at få reddet et enkelt point pa kampens allersidste spark, men keeperen Felipe hev en stor redning frem på et kanonskud fra Raul til stor glæde for de blot 8.474 betalende tilskuere på det store stadion i Rio de Janeiro.

Flamengo rykker med sejren på 9. pladsen i tabellen med en buffer på 8 points ned til nedrykningsstregen. Bahia ligger nede som nummer 14 med kun 4 points ned til stregen, som udløser et ophold i Brasiliens næstbedste fodboldrække.

Se målene fra Flamengo - Bahia

Orkandrengene vandt slåskampen over navnebrødrene

Oprykkerne fra Atlético-PR tog endnu et step mod en overraskende kvalificering til næse års Copa Libertadores, da "O Furacão" (Orkanen) hjemme på Durival de Britto i Curitiba besejrede navnebrødrene fra Minas Gerais (MG).

Indskiftede Roger afgjorde affæren med godt 5 minutter igen, da han efter en bande med rutinerede Paulo Baier brød igennem gæsternes forsvarslinje, og reserven svigtede ikke i den direkte duel med keeperen Giovanni. 

Kampen var udover en elendig bane og et elendigt vejr også præget af en ond stemning mellem de to mandskaber. Der blev lavet svinestreger på livet løs, og de hårde dueller kunne sagtens have koste flere udvisninger end de to, som ramte gæsternes Alecsandro og Marcos Rocha.

Atlético-PR rykker med sejren op på en midlertidig 3. plads i Serie A med 11 points op til mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro. Orkan-drengene kan imidlertid glæde sig over, at man nu har en buffer på hele 10 points i kampen om de fire pladser i Copa Libertadores 2014. Det sætter man ikke over styr med 9 kampe igen.

Atlético-MG vandt jo Sydamerikas fornemste klubturnering sidste år og det giver automatisk kvalifikation til næste års turnering. I den hjemlige turnering ligger "O Galo" (Hanen) på en tilforladelig 5. plads, og træner Cuca og hans mandskab kan bruge de sidste kampe som forberedelse til VM for klubhold, som spilles i december måned.

Se målet fra Atlético-PR - Atlético-MG

Tronskiftet nærmest fuldbyrdet på Mineirão

Cruzeiro kom efter to nederlag i træk tilbage på mesterskabskursen, da man hjemme på Mineirão besejrede de regerende brasilianske mestre fra Fluminense med 1-0. Angriberen Borges blev matchvinder, da han 17 minutter inde i 2. halvleg udplacerede reservekeeperen Kléver. Fluminenses normale førstevalg Diego Cavalieri er på tur med det brasilianske landshold, og han er først til rådighed i den næste spillerunde. 

Gæsterne fra Fluminense kunne godt have raget det ene point til sig, men angriberen Samuel misbrugte hele tre chancer, hvor den største faldt kort for tid. Fluminense spillede på dette tidspunkt med en mand i undertal efter at Rafael Sóbis med et kvarter igen fik udstedt en tidlig badebillet efter to gule kort, men trods god fight var marginalerne ikke med Rio-holdet i denne omgang.

Cruzeiro har et forspring på 10 points til de nærmeste forfølgere fra Grêmio, og med sølle 9 runder igen skal hjulene nærmest falde af Marcelo Olivieras velsmurte maskine, hvis man skal undgå at løbe med klubbens tredje brasilianske mesterskab.

Det ser en del sortere ud for de forsvarende brasilianske mestre fra Fluminense. "O Tricolor" er nu uden sejr i de sidste fem kampe, og nedrykningssnoren er snublende nær for Vanderlei Luxemburgos tropper. Fluminense har bare tre points ned til Criciúma, som er det første mandskab på den forkerte side af stregen.

Se målet fra Cruzeiro - Fluminense

Onsdagens kampe, Serie A:
Atlético-PR - Atlético-MG  1-0
Criciúma - Portuguesa  1-3
Cruzeiro - Fluminense  1-0
Flamengo - Bahia  2-1
Grêmio - Corinthians  1-0
Ponte Preta - Coritiba  10
Santos - Internacional  0-0
São Paulo - Náutico  3-0