mandag den 28. april 2014

Corinthians sagde farvel til sin legendariske hjemmebane med sejr

Corinthians sagde farvel til sin gamle hjemmebane Pacaembu med en 2-0 sejr over Flamengo. 'O Timão' (De Store Hold) kommer i fremtiden til at spille sine kampe på det spritnye Arena Corinthians, som lægger græs til VM-åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien den 12. juni.

Faktisk skulle opgøret mod Flamengo have markeret indvielsen af Arena Corinthians, men byggeriet har ligesom mange andre VM-stadionprojekter her i landet været ramt af forsinkelser. Derfor er festlighederne udskudt til den 17. maj og kampen mellem Corinthians og Figueirense.

Corinthians fik nu en resultatmæssig flot afsked med Pacaembu foran de godt 39.000 betalende tilskuere. Guilherme bragte hjemmeholdet foran efter 10 minutter, og stopperen Gil lukkede kampen med sin scoring til 2-0 med godt 10 minutter igen. Flamengo blev handicappet kort før pausen, da anfører Léo Moura så direkte rødt efter en grov tackling af Petros.

Flamengos 10 mand kom nu alligevel godt ud til 2. halvleg, og gæsterne havde gode bud efter en udligning. Indskiftede Nixon og Lucas Mugni gav de rød-sorte noget speed, og Flamengo endte faktisk kampen med at have flere afslutninger på mål end Corinthians. 

Resultatet betyder, at Corinthians kravler op på 3. pladsen i Serie A med 2 points op til duksene fra Fluminense. Flamengo er nu noteret for en remis og et nederlag, og det ene point giver en 17. plads i tabellen, lige under nedrykningsstregen.

Bahia fik sin første sejr i Serie A i denne sæson. Det gik ud over oprykkerne fra Figueirense, som pga. tilskueruroligheder i 2013 måtte flytte denne kamp på neutral bane i Barueri. Lincoln åbnede scoringen for gæsterne efter 7 minutter, og Fahel fordoblede føringen med et kvarter igen af matchen.

'O Tricolor' rykker op på 9. pladsen i Serie A med 3 points på kontoen, mens Figueirense ligger sidst uden et eneste point og en målscore på 0-5 efter de to spillerunder. Jo, det bliver en svær sæson for de zebrastribede fra Florianópolis., mens det ser mere positivt ud for holdet fra Salvador.

Se målene fra Corinthians - Flamengo

Corinthians havde 39.000 fans i ryggen til den sidste hjemmebane på Pacaembu (Foto: Lance)


Se målene fra Figueirense - Bahia

Grêmios reserver imponerede mod Ronaldinho & Co.

Bade Grêmio og Atlético-MG har en vigtig kamp i Copa Libertadores i midtugen, og klubberne valgte hver sin strategi til klubbernes indbyrdes 'opvarmningskamp' i Porto Alegre. Hjemmeholdet luftede otte reserver i startopstillingen, mens 'O Galo' (Hanen) stillede op i stærkeste opstilling. Det var nu ikke til at se på banen.

Grêmios unge drenge gik frisk til sagen og kunne gå til pausen oppe med 2-0 på et frisparksmål af Alan Ruíz samt en kasse af Lucas Coelho, som opfangede en svag tilbagelægning af gæsternes højre back Alex Silva. Atlético kom stærkere ud til 2. halvleg, fik reduceret til 2-1 ved Fernandinho, og målet til 2-2 var snublende nært til sidst i kampen, hvor keeperen Marcelo Grohe måtte hive nogle gode redninger ud af ærmet for at redde de tre points til gauchoerne.

Sejren var fortjent nok ud fra spil og chancer. Grêmio har et spændende ungt kuld i Alan Ruíz, Ramiro, Matheus Biteco og Luan, og det var forfriskende at se hvordan de gik uimponeret til kampen mod stjerner som Ronaldinho og Jô. Resultatet må også give noget energi til på onsdag, hvor 'O Tricolor' hjemme på Aranea Grêmio skal forsøge at vende 0-1 til samlet sejr mod San Lorenzo i 1/8-finalen i Copa Libertadores.

Atlético-træneren Levir Culpi måtte dermed indkassere et nederlag i sin returkamp for 'O Galo', men mon ikke at han alligevel var glad for kampen. Al fokus er rettet mod på torsdag, hvor Libertadores-mestrene tager imod Nacional fra Colombia. Atlético er i samme situation som Grêmio. Et 1-0 nederlag på udebane skal vendes til samlet sejr på hjemmebanen. Spørgsmålet er om Atlético er klædt på til kampen. Hvis en elendig generalprøve giver succes i premieren, så må svaret være et klart ja.

Atlético-MG har kun nuppet et point i to kampe i Serie A, og det giver en placering nede som nummer 15 ud af de 20 hold. Grêmio har nu både en sejr og et nederlag, og de tre points giver en foreløbig 10. plads i den jævnbyrdige tabel, hvor Fluminense er det eneste mandskab med maksimumpoint.

Cruzeiro fik en lidt lunken optakt til sin 1/8-finale i Copa Libertadores med 1-1 på den lånte hjemmebane i Uberlândia mod São Paulo. Júlio Baptista alias 'Bastet' bragte de brasilianske mestre foran i starten af 2. halvleg, men den målfarlige stopper Antônio Carlos fik udlignet i kampens overtid.

Cruzeiro er noteret for 4 points, og 'de blå ræve' deler dermed 4. pladsen med fire andre hold. São Paulo er lige en tand bedre på måldifferencen, og det bringer 'O Tricolor' op på 2. pladsen med to points op til duksene fra Fluminense.


Se målene fra Grêmio - Atlético-MG

Se målene fra Cruzeiro - São Paulo

Ronaldinho fik 65 minutter på sin gamle hjemmebane (Foto: Lance)

Internacional og Vitória må give dansk landstræner ret

Den gamle og nu afdøde danske landstræner Richard Møller Nielsen udtalte en gang, at 2-0 er den farligste føring. Den teori blev bekræftet på to af de brasilianske arenaer i den 2. runde af Serie A denne søndag.

Kristeramte Botafogo så ud til at fortsætte sit frie fald i hjemmekampen mod Internacional. Gæsterne kunne nemlig gå til pausen oppe med 2-0 på mål af Rafael 'He Man' Moura, som udnyttede nogle geniale assist fra hhv. den chilenske landsholdsspiller Aránguiz samt den unge Valdívia. Den brasilianske angriber, som i øvrigt er opkaldt efter en tegneseriefigur, slog til efter 6 min. og 34. min. af 1. halvleg.

Men Botafogo fik tilsyneladende en gang hjertemassage i pausen, fordi holdet dukkede spillevende op til 2. halvleg og fik reddet et point i land via 2-2. Debutanten Emerson 'Sheik' fik reduceret efter 18 min. af 2. halvleg, og den tidligere Corinthians-angriber stod såmænd fadder til udligningen sat ind af den paraguyanske angriber Pablo Zeballos med et kvarter igen af matchen.

Det var Botafogos første point i turneringen, og Rio-holdet er derfor nede som nummer 18 ud af de 20 hold. Spillerne er ikke tilfredse med livet i klubben, som indtil videre skylder sine ansatte løn for 2 måneder. Det er jo helt uacceptabel uanset om man er fodboldspiller eller funktionær. Så er humøret bedre i Internacional, som betaler løn til tiden, og indtil videre har 'O Colorado' (De Røde) kunne sætte 4 points ind på kontoen. Det giver en delt 4. plads med 4 andre klubber.

Vitória betyder sejr, og det lugtede af en sådan en af slagsen, da 'Løverne' fra Salvador tog imod Atlético-PR på Pituaçu. Hjemmeholdet kunne gå til pausen oppe med 2-0 på mål af Dinei og José Welison, men gæsterne fra Curitiba leverede et flot comeback i løbet af det sidste kvarter. 

Ungdomslandsholdsspilleren Mosquito bragte spændingen tilbage i kampen med sin reducering efter 33 min., og Marcelo sikrede Atlético det ene point med sin udligning efter 37 min. Atlético-PR ligger på en delt 4. plads med 4 points for 2 kampe, mens Vitória ligger nede som nummer 14 med ét point ud af 6 mulige.   

Jo, 'Ricardo' kunne godt lide det med kringlede udsagn, og man må konstatere, at manden fik ret på i hvert fald to ud af 5 stadions. Det var nemlig tre af holdene, som klarede sig helt i mål med en sejr til trods for den farlige føring.

Søndagens kampe i Serie A:
Botafogo - Internacional  2-2
Corinthians - Flamengo  2-0
Cruzeiro - São Paulo  1-1
Figueirense - Bahia  0-2
Goiás - Criciúma  1-0
Grêmio - Atlético-MG  2-1
Sport Recife - Chapecoense  2-1
Vitória - Atlético-PR  2-2


Se målene fra Botafogo - Internacional


Se målene fra Vitória - Atlético-PR

Brasilianske klubber skulle lytte til Richard Møller Nielsens ord (Foto: dr.dk)

søndag den 27. april 2014

Fire sejre i rap for formstærke Fred og Fluminense

Fluminense høstede sin fjerde sejr i træk under den nye cheftræner Cristóvão Borges, da det lykkedes for 'O Tricolor' at hive 1-0 med hjem fra lørdagens opgør mod oprykkerne fra Palmeiras.

Sejrsmålet faldt kort før pausen, da den argentinske playmaker Conca fandt landsholdsangriber Fred med en genial aflevering. Den formstærke Fred nåede bolden nede ved baglinjen, kiggede op og spillede bolden skråt tilbage til angrebskollegaen Rafael Sóbis, som sparkede bolden fladt forbi Fernando Prass i hjemmeholdets bur.

De 11.189 betalende tilskuere på Pacaembu måtte bare konstatere, at resultatet var fair ud fra spil og chancer. Fluminense var bedst mod et Palmeiras, som savnede sin topscorer Alan Kardec. Angriberen kan ikke blive enig med 'O Verdão' (De Grønne) om en permanent aftale, og alt tyder på, at ærkerivalerne fra São Paulo overtager den målfarlige herre.

Fluminense rykker med sejren op på 1. pladsen i Serie A med 6 points for to kampe, mens Palmeiras ligger 6'er med det halve antal points.

Coritiba og Santos mødtes i den anden lørdagskamp, hvor det blev 0-0 på Couto Perreira i Curitiba. Hjemmeholdet havde de farligste forsøg, men effektiviteten udeblev. Dermed har begge mandskaber hverken prøvet af vinde eller tabe i denne sæson, og de 2 points giver en foreløbig placering som nummer 7 og 8. 

Denne 2. spillerunde rundes af denne søndag med otte kampe. Hvis man er frisk på noget sambabold på TV, så viser Kanal Sport kampen mellem Corinthians og Flamengo live med kickoff kl. 21.00 dansk tid. Det er de to brasilianske klubber med de klart største fanskarer, så det bliver sikkert masser af folk og god stemning på Pacaembu i São Paulo.

Resultatet af lørdagens kampe i Serie A:
Coritiba - Santos  0-0
Palmeiras - Fluminense  0-1

Se målet fra Palmeiras - Fluminense

Angrebskollegerne Fred og Rafael Sóbis har fundet hinanden i denne sæson (Foto: Lance)

torsdag den 24. april 2014

Landsholdets Fred har fundet målformen

Den brasilianske landsholdsbomber Fred har fundet målformen for sin klub Fluminense. Rio-klubben sikrede sig adgang til 3. runde i Copa do Brasil (pokalturneringen) med en sikker 3-0 sejr ude over Tupi fra Serie C, og Fred stod for gæsternes to første scoringer. 

Fred har nu scoret fire kasser i de sidste 3 kampe, og selvom modstanderne ikke holder spansk VM-klasse, så lover det godt for Brasiliens drømme om at gå hele vejen til den kommende slutrunde. Det er ikke mere end tre måneder siden, at mange tvivlede på om landstræner Scolaris foretrukne 9'er ville komme igen efter sin lange skadespause, men nu tyder alt på at vi får en toptrimmet Fred at se i gult om 49 dage til åbningskampen mod Kroatien.

São Paulo var også i aktion denne onsdag, men holdet med Alexandre Pato og Paulo Henrique Ganso i startopstillingen måtte indkassere et pinligt 2-1 nederlag ude til CRB fra landets tredjebedste række. Ademílson bragte ellers gæsterne foran på et fremragende saksespark, men holdet fra Maceio fik vendt kampen på mål af Tozin (straffe) og Diego Rosa.

De to mandskaber spiller returkamp den 7. maj, og her skal São Paulo bruge en sejr a la 1-0 for at sikre sig adgang til næste runde. Pokalturneringen er skruet sådan sammen, at der spilles ude og hjemme, men at udeholdet med en sejr på to mål eller mere eliminerer returkampen. Den chance forpassede São Paulo med resultatet på Estádio Rei Pelé, men til gengæld skal Pato & Co. være glade for at man har et ekstra skud i bossen hjemme på Morumbi.

Se målene fra Tupi - Fluminense

Farlige Fred har fundet målformen (Foto: O Globo)

Tryllerier af Ronaldinho ikke nok for Atlético i Medellín

De forsvarende Copa Libertadores-mestre fra Atlético-MG indkasserede sit første nederlag i årets turnering. Det blev colombianske Atlético Nacional, som hjemme i Medellín besejrede Ronaldinho & Co. med 1-0 i det første indbydes møde i 1/8-finalen.

Sherman Cárdenas sørgede for sejrsmålet i kampens overtid. Den lille offensivspiller tog chancen med et langskud, og bolden tog en lumsk bue henover en storspillende Victor og ind under tværribben. Atlético-MG brugte flere kræfter på at forsvare sig end at angribe, og selvom nederlaget var bittert, var det fuldt fortjent.

Ronaldinho spillede hele kampen for gæsterne, og den gamle landsholdsstjerne viste undervejs, hvordan man tører to modstandere med en enkelt vending. R10 er dog stadigvæk ikke helt oppe i samme gear som sidste år, og det skal han være, hvis 'O Galo' (Hanen) skal genvinde Sydamerikas fornemste klubtrofæ.

De to mandskaber spiller returkamp i næste uge, og her skal hjemmeholdet vinde med to mål for at gå videre til kvartfinalen. Atlético-MG har endnu ikke sprudlet under den nye træner Paolo Autuori, og med den nuværende form er der ingen tvivl om at Atlético får svært ved at vende 0-1 til samlet sejr selvom returkampen spilles på fortet Arena Independência i Belo Horizonte.

Se målet fra Nacional - Atlético-MG

Kampens detalje: Geniale Ronaldinho tører to spillere

En storspillende Victor lod sig overliste i overtiden (Foto: O Globo)

'Den ny Agüero' sikrer fordel til Pavens hold mod Grêmio

Grêmio måtte indkassere et 0-1 nederlag, da 'O Tricolor' mødte San Lorenzo i det første 1/8-finaleopgør i Copa Libertadores.

Stortalentet Ángel Correa bankede sejrsmålet ind for hjemmeholdet 6 minutter efter pausen. Den 19-årige angriber sammenlignes med ingen mindre end Manchester Citys Sergio 'Kun' Agüero, og spørgsmålet er hvor længe Pave Frans' favorithold kan beholde sin guldfugl.

Resultatet betyder, at Grêmio nu skal vinde returkampen i Porto Alegre om en uge med to mål. Såfremt San Lorenzo lyner en enkelt gang på Arena Grêmio, skal gauchoerne op og levere tre kasser foran sit fanatiske hjemmepublikum. 

Den samlede vinder af dette opgør møder i kvartfinalen enten Cerro Porteño eller Cruzeiro. Ud fra resultaterne af den første kamp kunne det godt lugte af et argentinsk-paraguyansk opgør. Begge de brasilianske hold skal i hvert fald oppe sig, hvis de skal videre til næste fase.

Se målet fra San Lorenzo - Grêmio

Matchvinder Àngel Correa sammenlignes med Manchester City-stjerne (Foto: Lance)

mandag den 21. april 2014

Fodboldguderne holdt hånden over Palmeiras

Fodboldguderne var i den grad med Palmeiras, da "O Verdão' (De Grønne) åbnede Serie A med udesejr på 2-1 over Criciúma.

Favoritter var på vej mod et nederlag på det mål, som den 39-årige playmaker Paolo Baier satte ind på frispark efter 12 minutters spil, men den giftige angrebsduo Leandro og Alan Kardéc fik vendt kampen i løbet af de sidste otte minutter.

Sejren var absolut ikke fortjent set ud fra chancefordelingen, men Fernando Prass i gæsternes mål stod en fantastisk kamp mellem stængerne. Palmeiras kan også sende et par venlige tanker til kampens dommer, som ved stillingen 1-0 overså en klar hånd på bolden. Et straffespark her og kampen havde været lukket.

Flamengo skuffede foran 19.012 betalende tilskuere på Mané Garrincha i Brasília da det kun blev til 0-0 mod Goiás. Renan stod en pragtkamp for 'O Esmeraldino' (De smaragdgrønne) med fire klasseredninger i løbet af de 90 minutter. 

Atlético-PR åbnede med en dejlig sejr, da 'O Furação' (Orkanen) på neutral bane besejrede Grêmio med 1-0. Stopperen Dráusio blev matchvinder, da han stødte et frispark ind bag Grêmio-keeperen efter et kvarters spil. 

Grêmio får nu ikke lang tid til at slikke sårene. På onsdag skal gaúchoerne en tur til Buenos Aires, hvor San Lorenzo venter i det første møde i 1/8-finalen i Copa Libertadores. 

Se højdepunkterne fra Criciúma - Palmeiras

Klasse, Kardec! Veteranen Lúcio (th) jubler over angriberens sejrsmål (Foto: O Globo)

God start på fjerkræsamarbejdet i São Paulo

São Paulo åbnede sin sason i Serie med en stensikker 3-0 sejr over Botafogo foran 31.564 betalende tilskuere på Morumbi. 

Stopperen Antônio Carlos satte hjemmeholdet på ret kurs efter 12 minutters spil, og Douglas fordoblede scoringen bare 9 minutter efter, i øvrigt efter en flot assist af Alexandre Pato.

Pato havde også en aktie i kampens sidste mål, som faldt 10 minutter efter pausen. Det var en rent fjerkræsamarbejde. 'Anden' spillede Paulo Henrique Ganso (Gasen) fri i dybden, og playmakeren sendte alene med keeper Jefferson bolden uselvisk ind til Luís Fabiano, som kunne score i det tomme net.

'O Tricolor' ser ud til at få stor glæde af Alexandre Pato, som faldt fint ind i spillet med resten af holdets offensive profiler. Til gengæld er det ud til at blive en svær sæson for Botafogo, hvis nye træner Vágner Mancini kommer på overarbejde for at få tingene til at hænge sammen.

Santos skuffede sit trofaste publikum, da 'O Peixe' (Fisken) kun fik 1-1 hjemme mod oprykkerne fra Sport Recife. Neto Baiano bragte gæsterne foran efter 27 minutters spil af 2. halvleg, men Gabriel alias 'Gabigol' reddede det ene point til fiskene med små 10 minutter igen af matchen. Udligningen lugtede af noget offside..

Det var første gang i år, at Santos ikke vinder hjemme på Vila Belmiro, men 'fiskene' stod over for en storspillende keeper Magrão, som altså kun måtte hente bolden ud af nettet en enkelt gang. Men et rigtigt godt point til Sport, som kommer til at kæmpe mod nedrykning, mens Santos sandsynligvis kommer til at spille med om Libertadores-kvalificering.

Se målene fra São Paulo - Botafogo

Pato fik en fin start på fjerkræsamarbejdet i São Paulo (Foto: O Globo)

Boliviansk landsholdsangriber matchvinder for Cruzeiro

De forsvarende mestre fra Cruzeiro fik en kanonstart på kampene i Serie A, da 'A Raposa' med Fábio i kassen samt 10 reserver på banen tog til Salvador og besejrede Bahia med 2-1.

Den bolivianske landsholdsangriber Marcelo Moreno blev matchvinder, da han kort før tid headede et hjørnespark fra Marlone ind bag Marcelo Lomba i Bahia-buret.

Det var også et hjørnespark, som banede vejede for Cruzeiros føringsmål 17 minutter inde i 2. halvleg. Her var det den store Nilton, som satte pandebrasken på en bold fra assistkongen Marlone.

Nilton var tæt på at blive dyr for gæsterne, da han med 10 minutter igen fældede Rhayner i det kriminelle felt. Ungdomslandsholdsspilleren Anderson Talisca viste kølighed i den efterfølgende duel fra pletten mod den rutinerede Fábio.

Cruzeiro har flere gange i år sat føringer til især i Copa Libertadores, men denne gang havde holdet heldet og dygtigheden til at komme igen. Det er altid dejligt, når en indskiftningsspiller haler en sejr i land til sidst.

Copa Libertadores-mestrene fra Atlético-MG var også i aktion denne søndag, hvor det blev til 0-0 mod Corinthians. Hjemmeholdet havde flest chancer, men det var verdensmestrene fra 2012, som var ved at rende med sejren i slutminutterne.

Den peruvianske landsholdsspiller Paulo Guerrero blev spillet helt fri foran kassen af Romarinho, men Atlético-keeperen Victor kom godt ud og fik pareret bolden til hjørnespark.

Dermed fik begge mandskaber fra Belo Horizonte point i den første runde af 'O Brasileirão'. Både Cruzeiro og Atlético-MG er sideløbende med i Copa Libertadores, og det kan gå ud over høsten i den hjemlige liga, da energien først og fremmest bruges pa Sydamerikas fornemste klubturnering.  

Atlético skal i kamp i Copa Libertadores på onsdag, hvor man får en svær første kamp ude mod Atlético Nacional de Medellín i 1/8-finalen, mens Cruzeiro har en uge ekstra til sit returmøde mod Cerro Porteño.

Søndagens kampe i SerieA:
Atlético-MG - Corinthians  0-0
Atlético-PR - Grêmio  1-0
Bahia - Cruzeiro  1-2
Criciúma - Palmeiras  1-2
Flamengo - Goiás  0-0
Santos - Sport Recife  1-1
São Paulo - Botafogo  3-0

Se målene fra Bahia - Cruzeiro

Nilton råber til glæde ud til publikum efter sin scoring til 1-0 (Foto: O Globo)

søndag den 20. april 2014

Argentinsk-chilensk samarbejde bag åbningssejr til Internacional

Internacional sørgede for sæsonens første mål, da 'O Colorado' (De Rode) hjemme på VM-arenaen Beira-Rio besejrede Vitória med 1-0.

Sejrsmålet faldt allerede efter 5 minutters spil, da den argentinske playmaker D'Allessandro fandt Aránguiz med en perfekt timet stikning, og den chilenske landsholdsspillet viste fin teknik, da han chippede bolden over Wilson i gæsternes bur.

Hjemmeholdet pressede på i resten af halvlegen, men det blev kun til en stolpetræffer ved Alex. Vitória kom stærkere ud til 2. halvleg, men nogen rigtig trussel blev 'Løverne' fra Salvador ikke for den tidligere landsholdskeeper Dida, som derfor kunne fejre sin første Serie A-kamp for Internacional med et 'clean sheet'.

Kampen blev overværet af 21.983 betalende tilskuere, og de kunne bekræfte, at Internacional ser ud til at gå et godt år i møde. Mestertræneren Abel Braga er tilbage, og selvom man har sendt OL-topscoreren Leandro Damião til Santos og Diego Forlan til Japan, så hænger tingene indtil videre bedre sammen, hvilket blev bekræftet, da klubben for en uge siden vandt Gaucho-mesterskabet med en samlet finalesejr på hele 6-2 over Grêmio.


Se målet fra Internacional - Vitória

Den chilenske landsholdsspiller Aránguiz scorede sejrsmålet på Beira-Rio (Foto: O Globo)

Landsholdsangriberen Fred brillerer med scoring og assist

Fluminense har i 2010'erne vundet det brasilianske mesterskab i de lige år, og da vi i dag skriver 2014 er det vel tid til at 'O Tricolor' igen satter sig på titlen? Det er nu meget tvivlsomt, men Fred & Co. fik nu en flot start på Serie A med en hjemmesejr på 3-0 over Figueirense foran 31.173 betalende tilskuere på Maracanã.

Landsholdsangriberen Fred brillerede med en scoring på straffespark og en assist til kampens første mal, som Rafael Sobís med stor kvalitet satte ind i det ene målhjørne. Fluminense kunne gå til pausen oppe med 2-0, og hjemmeholdet lukkede endeligt kampen 13 minutter efter pausen, da Nirley var uheldig at styre en bold fra Rafael Sobís ind bag sin egen målmand. 

Fluminense viste i hvert fald fine takter i sin åbningskamp og så kan man altid diskutere om det skete på en billig baggrund. Det vil tiden vise, men Fluminense leverede denne lørdag sin måske bedste kamp i 2014. Den nye styrmand Cristóvão Borges får mange rosende ord fra fodboldinteresserede brasilianere, og noget tyder på at den tidligere Vasco da Gama-træner er ved at få sat skik på Fluminense-tropperne.

Lørdagens kampe i Serie A:
Chapecoense - Coritiba  0-0
Fluminense - Figueirense  3-0
Internacional - Vitória  1-0

Se højdepunkterne fra Fluminense - Figueirense

Landsholdsangriberen Fred brillerede med scoring og assist på Maracana (Foto: O Globo)

lørdag den 19. april 2014

Verdens mest uforudsigelige liga ruller i gang

På lørdag ruller vi for alvor i gang med klubfodbolden i Brasilien. Tre og en halv måned med regionale mesterskaber og en masse ligegyldige kampe er heldigvis overstået, og det er nu tid til at tage hul på den landsdækkende Serie A, som populært kaldes ‘O Brasileirão’.

Turneringen består ligesom sidste år af to etaper. Første omgang kører på indtil udgangen af maj, hvorefter klubfodbolden holder halvanden måneds VM-fri. Og bare tre dage efter vi har kåret verdens bedste fodboldnation på Maracanã ruller anden omgang i gang. Den første søndag i december har vi så navnet på årets brasilianske mester.

Det bliver noget af kampbelastning, som spillerne bliver udsat for med 38 kampe fordelt på seks effektive måneder. Det svarer til kamp hver femte dag. Det var nok til at overse, men billedet bliver et andet, når man oven i hatten lægger pokalkampe og de prestigefyldte opgør på den sydamerikanske scene i hhv. Copa Libertadores og Copa Sulamericana.

Den brasilianske turnering er noget sværere at spå om end eksempelvis den tyske og spanske liga, hvor bejlerne til titlen ligger nede på 2-3 klubber. I Brasilien er kandidatfeltet bredere, hvilket understreges af, at landet har haft 6 forskellige mestre i løbet af de sidste 10 år.Også i år er der mange klubber, som melder sig titelklar. Jeg har forsøgt at skille fårene fra bukkene med en liste over, hvordan Serie A kommer til at se ud i år.

Cruzeiro topper favoritfeltet
De forsvarende mestre fra Cruzeiro er favoritter til at slutte øverst igen. Kampene i Copa Libertadores kan trække tænder ud, men har 'A Raposa’ (Ræven) energien, så ligger der mange points og venter på holdet fra Belo Horizonte. Offensiven har mange strenge at spille på med den genopstandne Júlio Baptista, Dagoberto, Ricardo Goulart samt playmakeren Éverton Ribeiro, og den bagerste skanse ser solid ud med keeperen Fábio bag stopperparret Dedé og Bruno Rodrigo. På midtbanen råder Cruzeiro over et spændende aktiv i den 21-årige Lucas Silva. Hans boldomgang, overblik og skudstyrke gør, at han på mange områder ligner sit store idol Juninho Pernambucano. Cruzeiro spiller en attraktiv omgang fodbold, og skal man satte en finger på noget er det nok at man nogle gange glemme at lukke kampene.

Corinthians tilbage med titelsult?
Corinthians skuffede fælt i Campeonato Paulista med ikke en gang at gå videre fra grundspillet, men mon ikke den tidligere landstræner Mano Menezes er ved at få sat skik på tropperne med udskiftning af mætte spillere til fordel nogle mere sultne. Jádson fik sat gang i Corinthians efter overgangen fra São Paulo, og nu er Elias også kommet til fra Sporting Lisboa. Elias var rigtig god i sin lejeperiode for Flamengo, og midtbanespilleren bliver sikkert også en gevinst for Corinthians, som han sidst spillede for i 2008-10. Verdensmestrene fra 2012 kan fokusere 100% på Serie A, og så kan man glæde sig til et spritnyt stadion, som forventes indviet den 17. maj med en kamp mod Figueirense. Truppen burde være stærk nok til en Top 3.

Copa Libertadores-vinderne håber på en dårlig grillsæson 
Atlético-Mineiro har en masse dygtige spillere i sin trup med Ronaldinho, Jô og Marcos som de mest toneangivende. 'O Galo’ (Hanen) vandt Copa Libertadores i 2013, og klubben fra Belo Horizonte håber på en gentagelse i år. Den fremadrettede og noget naive Cuca har overladt trænersædet til den rutinerede Paulo Autuori, som prioriterer at få defensiven helt på plads. Det har kostet i den anden ende, hvor Atlético ikke har sprudlet som i sidste sæson. Ronaldinho er også blevet lidt bagtung. Med udsigt til et VM foran TV’et virker det som om at R10 har mistet den sidste gnist. Rygtet siger, at stjernespilleren er mere fokuseret på at holde grillfester i privaten end at give den en skalle på træningsbanen. Atlético-MG kan vinde hele baduljen, men de kan også blive sæsonens store skuffelse. Meget ligger på Ronaldinhos skuldre.

Solidt håndværk skal skaffe Internacional tilbage til eliten 
Internacional har underpræsteret i de sidste mange år, men ‘O Colorado’ (De Røde) virker på gang igen. De vandt Gaucho-mesterskabet med en samlet finalesejr på 6-2 over ærkerivalerne fra Grêmio. Internacional har solgt OL-topscoreren Leandro Damião og den uruguyanske angrebsstjerne Diego Forlan, men truppen anført af nøglespilleren D’Alessandro ser ikke ud til at mangle de to stjerner. ‘O Colorado’ har fået mestertræneren Abel Braga tilbage, og han plejer at levere et solidt stykke håndværk som giver mesterskaber. En anden positiv historie er, at Internacional har fået sin gamle hjemmebane tilbage. Beira-Rio har været under kniven for at blive VM-lækker, og det kan give de sidste 10%, som rykker klubben tilbage i den absolutte elite. Top 4 er realistisk for de røde fra Porto Alegre 

Rutine og talent i stride strømme i Grêmio
Grêmio har fået sat et stærkt hold sammen, som lagde ud med at vinde ‘Dødens Gruppe’ i Copa Libertadores. Truppen indeholder en masse rutine i form af den argentinske anfører Hernán ‘El Pirata’ Barcos og midtbanegeneralen Zé Roberto, og så er der talent i stride strømme i form af Wendell, Ramiro og Rivero og Luan. Grêmio har en flot og moderne hjemmebane, som egentlig er værdig til VM-fodbold, men det bliver ærkerivalerne fra Internacional, som kommer til at lægge hjemmebane til slutrundebold i Porto Alegre. ‘O Tricolor’ kan godt slutte med helt fremme, men spørgsmålet er om klubben sælger ud af arvesølvet undervejs. Venstre backen Wendell er allerede afsat til Bayer Leverkusen, når Copa Libertadores-eventyret er slut, og der kan være flere på vej. Grêmio rangerer derfor lige under Internacional i min optik.

Talentfabrikken Santos med noget spændende i støbeskeen
Talentfabrikken fra Santos er i gang med år 2 efter Neymar, og ‘O Peixe’ (Fisken) har igen noget spændende i støbeskeen. Santos leverede en masser scoringer ved de netop overståede regionale mesterskaber, men i finalen mod 4. divisionsklubben Ituano gik det galt, og titlen strøg til Itu efter straffesparkskonkurrence.  Den store stjerne på det nye Santos-hold er OL-topscoreren Leandro Damião, som er hentet for en svimlende sum penge fra Internacional, og så har man en stærk midtbaneakse i Arouca og Cícero. De unge talenter er så småt sprunget ud med Geuvânio og Gabriel, alias Gabigol i spidsen. Santos er ligesom de øvrige São Paulo-hold ikke med i Copa Libertadores, så holdet kan bruge alle kræfterne på kampene i Serie A. Stabiliteten kan blive et problem, så det bliver nok ikke til mere end til en 6. plads i år.

Målmandslegende takker af med scoring nr. 115 og en 7. plads
São Paulo er den seneste klub, som kan prale af at have genvundet det brasilianske mesterskab. Det skete tilbage i 2005-08, hvor 'O Tricolor’ høstede titlen tre år i træk. Siden har São Paulo været nede i en bølgedal med en enkelt opmuntring med Copa Sulamericana-triumfen i 2012. Målmandslegenden Rogério Ceni med de 114 scoringer på kontoen takker af efter denne sæson, og det lakker nok også mod enden for angrebsveteranen Luís Fabiano. São Paulo har i år fået tilgang af gulddrengen Alexandre Pato (Anden), og med Paulo Henrique Ganso (Gåsen) som oplægger fristes man til at tro, at São Paulo får vinger. Men det sker næppe, da truppen ikke virker harmonisk. Rogério Ceni må slutte af med en 7. plads i klubben, som han har repræsenteret i mere end 20 år. Mon ikke legenden sætter en enkelt pind ind på straffe?

Den magiske kvartet er nøglen for Palmeiras
Palmeiras er tilbage i eliten efter sidste års ophold i Serie B, og ‘O Verdão’ (De Grønne) mønstrer et spændende hold. Keeperen Fernando Prass og stopperen Lúcio skal lukke af for modstanderne, mens man i den anden ende hælder til den magiske kvartet med de kreative Valdívia og Bruno César samt afslutterne Leandro og Alan Kardéc. Valdívia kommer sikkert med til VM for Chile, mens Alan Kardéc kunne være den kanin, som landstræner Scolari hiver op af hatten, når han den 7. maj sætter navne på de 23 brassere, som skal forsvare nationens ære ved slutrunden her i Brasilien. Palmeiras fylder i øvrigt 100 år, og det bliver fejret med et comeback til et totalrenoveret og grønt Allianz Parque samt en 8. plads i tabellen.

Fluminense får brudt mesterskabsrytmen
Fluminense vandt mesterskabet i 2012, men kiksede totalt året efter, hvor kun en ulovlig spiller sikrede “O Tricolor’ overlevelse i landets bedste række. Fluminese har haft råd til nogle vigtige forstærkninger i form af kreatøren Conca og målmageren Walter. Fred er holdets absolutte stjerne, men mon ikke landsholdsangriberen ryger af sted, hvis han leverer et godt VM? Fluminense har i 2010‘erne vundet mesterskabet hvert andet år, men den tendens stopper i 2014. Det må blive til en 9. plads for Fluminense.

Flamengo klar til at bide skeer med de store?
Flamengo vandt pokalen sidste år, men truppen ser ikke så stærk ud op til denne sæson. ‘O Rubro-Negro’ (De Rød-Sorte) råder over nogle dygtige målmagere i Hernane og Alecsandro, og Elano er altid et gensyn værd. Kampene i Copa Libertadores viste imidlertid, at holdet endnu ikke er klar til at bide skeer med de store, og det er synd for en klub, som snildt hiver 60.000 tilskuere til de vigtige kampe. Mon ikke det bliver til en midterplacering, og med 20 hold i turneringen må det betyde en 10. plads.

Atlético-PR dropper Adriano-projektet
Atlético Paranaense var sidste sæsons store overraskelse, da oprykkerne sluttede i Top 4 med kvalifikation til Copa Libertadores som belønning. ‘O Furação’ (Orkanen) er svækket noget i forhold til 2013. Pengene rækker bare ikke til de store forstærkninger. Adriano fik nogle måneder i klubben, men ‘O Imperador’ (Kejseren) er skippet af sted igen med fire kampe og en scoring på kontoen. En angrebsduo bestående af Marcelo og Éderson er nu helt i orden, og det er masser af talent på bænken i form af unglandsholdsspillerne Mosquito og Nathan. En 11. plads vil nok være en fin placering for de brasilianske mestre fra 2001.

Ungdomslandsholdsspiller blomstrer op for Bahia
Bahia sluttede i 2013 på 13. pladsen i tabellen, og mon ikke de dobbelte brasilianske mestre tager et skrift i den rigtige retning i år? Klubben vandt det regionale mesterskab med en samlet finalesejr over Vitória, og sejre især mod arvefjenden giver altid selvtillid. Stjernen på holdet er den brasilianske ungdomslandsholdsspiller Anderson Talisca, som virkelig er blomstret op i starten af året. Til at bakke sig op har midtbanetalentet især argentinske Maxi Biancucchi, som efterhånden er træt af sammenligningen med fætteren Lionel Messi.

Botafogo savner strategen Seedorf
Der er ikke de store forventninger til Botafogo i denne sæson. Clarence Seedorf er væk, og han var en vigtig brik i den flotte placering i sidste års Serie A. ‘O Fogão’ har netop hentet Emerson ‘Sheik’ i Corinthians for at skabe lidt offensiv power, og så råder klubben over nogle store profiler i den brasilianske nationalkeeper Jefferson og U21-landsholdsstopperen Dória, som bl.a. Milan skulle være interesseret. Botafogo er ikke startet specielt godt i hverken Copa Libertadores eller i de regionale mesterskabskampe, og de kommer til at kigge mere nedad end opad.

Kollektivet i Vitória skal stå stærkt
Vitória sluttede lige uden for Top 4 i sidste sæson. Det rækker spillermaterialet ikke til i år. Klubben har en klog styrmand i Ney Franco, der som ungdomslandstræner førte Brasilien sikkert til OL 2012, hvorefter Mano Menezes overtog tropperne. Vitória tabte kampen om mesterskabet i Bahia, og der skal falde nogle ting på plads, såfremt ‘Løverne’ skal satse på en placering midt i tabellen. Holdets vigtigste spiller er venstre backen Juan, som har fremtiden bag sig. Vitória får problemer, men klarer skærene som nummer 14.

Gulddrengens svanesang
Coritiba kæmpede hårdt mod nedrykning i 2013, og det bliver nok også omkring stregen, at vi kommer til at se ‘Coxa Branca’ (De Hvide Lår) i år. Holdets absolutte stjerne Alex stopper med udgangen af denne sæson, og ‘O Menino de Ouro’ (Gulddrengen) vil gøre alt for at slutte fornuftigt af i sin hjerteklub. Alex kan ikke gøre arbejdet alene, så mon ikke det ender med en 15. plads med et lille hul ned til stregen.

Goiás uden sit tunge skyts
De smaragdgrønne fra Goiânia havde et flot 2013, hvor især den trinde topscorer Walter scorede mange points hjem til klubben. Walter er nu væk og det samme er succestræneren Enderson Moreira, som fik en lukrativ kontrakt i Grêmio. Der er ingen penge til forstærkninger, så Goiás kommer nok til at kæmpe for overlevelse. Det er ensbetydende med en 16. plads.

Danskerflop og kanonkonge rækker ikke for Figueirense
Figueirense rykkede i sidste sæson op som det fjerde og sidste hold fra Serie B. Kanonkongen Marcos Assunção skal nok banke nogle dødbolde ind, og angriberen Ricardo Bueno, som floppede i FC Nordsjællands Tiki-Taka-system, vil sikkert trives bedre med omstillingsfodbold. Holdet fra Florianópolis rummer imidlertid ikke kvalitet nok til Serie A, så det kan ikke blive til mere end en 17. plads herfra.

Tandløse løver får det hårdt
Sport Recife var tredjebedste hold i Serie B i 2013, og det bliver nok det tredje dårligste i Serie A i år. ‘Løverne’ har gjort det fint i kampen om det regionale mesterskabet, men der er bare forskel på regional og national fodbold. Pengene er der ikke til forstærkning, og det skal Sport bruge, hvis de skal overleve. Profilen på holdet er stopperen Durval, som efter nogle sæsoner hos Santos er tilbage i Recife-klubben, mens selv hans rutine kan ikke redde klubben fra nedrykning.

39-årig veteran skal sikre Criciúma endnu en sæson i Serie A
‘Tigrene’ var storfavoritter til at rykke ud af Serie A i sidste sæson, og det samme gør sig gældende i år. Nytilkomne Paolo Baier er holdets stjerne, og selvom han er 39 år, så kan han godt blive styrmanden, som sikrer Criciúma endnu en sæson i landets elite. Mange forventer at klubben fra Santa Catarina lige ser de første 9 runder an for derefter at gå mere aktivt ind med spillerkøb, når turneringen ligger stille pga. af VM. Min bud er at løbet til den tid er kørt, og at Criciúma rykker ud som det næstringeste hold i Serie A.

Hatten af for fornuften i Chapecoense
Chapecoense havde ikke så meget at skyde med ved de regionale mesterskaber dækkende Santa Catarina, hvor man sluttede uden for Top 4. Klubben spillede for to år siden i Serie C, og oprykningen til eliten er kommet bag på de fleste. Det virker dog ikke til at ledelsen har tabt jordforbindelsen over succesen, og man prøver at køre sæsonen igennem uden de store armbevægelser, men med en godt enkelt princip som hedder ‘lønninger til tiden’. Hatten af for fornuften, men det rækker nok ikke til mere end en hurtig returbillet til Brasiliens næstbedste fodboldrække.

Masser af brasserbold på Kanalsport
Det var så den lange gennemgang af Serie A-klubberne anno 2014 med bud på placeringerne. Kanalsport brillerer heldigvis med at vise kampene fra den spændende turnering, og man lægger ud søndag kl. 20.55 med matchen São Paulo-Botafogo. Der er et fint udlæg på et mesterskabsturnering, som er blandt de hårdeste og mest uforudsigelige i Verden. Hertil er der bare at tilføje: God fornøjelse med sambafodbold. Det er noget, som er kommet for at blive!

Mit bud på slutstillingen i Brasilien:
Cruzeiro
Corinthians
Atlético-MG
Internacional
Grêmio
Santos
São Paulo
Palmeiras
Fluminense
Flamengo
Atlético-PR
Bahia
Botafogo
Vitória
Coritiba
Goiás
Figueirense
Sport
Criciúma Recife
Chapecoense

Cruzeiro er favoritter til mesterskabet 2014 (Foto: Folha de S.Paulo)

torsdag den 17. april 2014

Cruzeiro med paraguyanske problemer i Libertadores

Cruzeiro fik med et mål i det allersidste minut reddet resultatet 1-1 med fra det første 1/8-finalemøde med Cerro Porteño i Copa Libertadores. 

Det var Cruzeiro-backen Samudio, som bankede bolden ind bag sine landsmand til stor jubel for de 36.583 betalende tilskuere på Mineirão. Dermed udlignede hjemmeholdet den føring, som den paraguyanske landsholdsspiller Ángel Romero havde givet Cerro Porteño efter 31 minutter af 1. halvleg.

Cruzeiro startede kampen flot og 'A Raposa' (Ræven) styrede begivenhederne i de første 20 minutter. Derefter virkede det som om de blå simpelthen var kørt træt i et tæt fodboldprogram, og det udnyttede de dygtige gæster til at spille sig ind i matchen.

Med det uafgjorte resultat har de brasilianske mestre en svær men ikke helt umulig opgave for at sikre sig adgang til kvartfinalen i Sydamerikas fornemste klubturnering. En sejr i returkampen i Asunción eller en remis a la 2-2 er nok. Men Cruzeiro skal have fyldt energi på batterierne, ellers må man lade livet til et spændende Cerro Porteño anført af tvillingebrødrene Romero.

Der blev spillet yderligere to 1/8-finalekampe denne onsdag. Bolivianske Bolívar fik 2-2 med hjem fra mexicanske León, mens argentinske Lanús hjemme i Buenos Aires besejrede Mexicos anden repræsentant, Santos Laguna med 2-1. Her er der returkampe hhv. den 22. og 24. april.

Se målene fra Cruzeiro - Cerro Porteño

21-årige Àngel Romero sørgede for det vigtige udebanemål for Cerro Porteño (Foto: Lance)

mandag den 14. april 2014

Ituano straffede sensationelt Santos i São Paulo-finalen

Det blev helt sensationelt Ituano, som vandt delstatsmesterskabet i São Paulo efter en samlet finalesejr over storfavoritterne fra Santos. 

Ituano havde vundet den første finalekamp med 1-0, men 'O Peixe' (Fisken) fik bragt fuldstændig balance i den samlede score ved at vinde returkampen med de samme cifre. Det var anfører Cícero, som kort før pausen udnyttede et straffespark begået  mod ham selv.

Derfor skulle vinderen findes via straffesparkskonkurrence, og her var Ituano stærkest. Turneringens bedste keeper Vágner blev matchvinder, da han ved stillingen 7-6 nappede Netos svage spark.

En stor triumf for Ituano, hvis klubpræsident er den gamle landsholdsspiller Juninho Paulista. Den lille klub fra 4. division har faktisk vundet turneringen én gang tidligere, nemlig tilbage i 2002, men at det skulle blive til en triumf i år havde ingen regnet med.

De fire store klubber i staten São Paulo kunne nemlig fokusere 100% på dette års turnering, da ingen af holdene var med i Copa Libertadores, men Corinthians, Palmeiras, São Paulo samt Santos bøffede alle i den afgørende fase. Det lover ikke godt for den landsdækkende Serie A, som begynder i næste weekend.  

Se højdepunkterne fra Santos - Ituano

Ituano fejrer det sensationelle mesterskab i São Paulo (Foto: O Globo) 

fredag den 11. april 2014

Piratscoring og tilskueruro på Arena Grêmio

Grêmio holdt fanen højt i Copa Libertadores, da 'O Tricolor' hjemme i Porto Alegre sluttede gruppespillet af som ubesejret efter en 1-0 gevinst over bundproppen Nacional fra Paraguay.

Anfører Hernárn Barcos blev matchvinder, da "Piraten' 12 minutter inde i kampen udnyttede et straffespark begået mod ham selv. 

Alt var desværre ikke lutter idyl på Arena Grêmio. Der opstod undervejs et internt slagsmål mellem hjemmeholdets fans, og politiet foretog 25 anholdelser. Det skulle efter sigende være uenighed over et banner, som førte til de primitive udfoldelser.

Grêmio vinder dermed 'Dødens Gruppe', og Nacional de Medellín følger med over til næste fase efter en afgørende 3-1 sejr ude over Newell's Old Boys. 

Brasilien lagde ud med 6 hold i turneringen, og mens Grêmio, Cruzeiro og Atlético-MG nu kan glæde sig til knockoutfasen, må Botafogo, Flamengo og Atlético-PR se på fra sidelinjen.

De otte 1/8-finaler er blevet matchet således:

Nacional (PAR) - Vélez Sarsfield (ARG)
Arsenal de Sarandí (ARG) - Unión Española (CHI)
Nacional de Medellín (COL) - Atlético-MG
The Strongest (BOL) - Defensor (URU)
San Lorenzo (ARG) - Grêmio
Cruzeiro - Cerro Porteño (PAR)
Lanús (ARG) - Santos Laguna (MEX)
León (MEX) - Bolívar (BOL)

Kampene er foreløbigt sat til den 16. april med returkamp den 30. samme måned

Se målet fra Grêmio - Nacional-URU

Nogle Grêmio-fans kom i slagsmål efter uenighed over et banner (Foto:O Globo)

To matchvindende aktioner fra landsholdsangriberen Jô

Atlético-MG sluttede gruppespillet i Copa Libertadores af med en hjemmesejr på 1-0 over venezuelanske Zamora. Landsholdsangriberen Jô blev matchvinder, da han efter bare 9 minutters spil udnyttede en flot frispilning af Guilherme, som havde fået bolden foræret efter en grim opspilsfejl af gæsternes España.

Det var ikke den eneste matchvindende aktion fra den lange Jô. Landsholdsreserven gjorde nemlig også stor nytte i den anden ende, da han efter pausen reddede efter et venezualansk hovedstød fra at ryge det sidste stykke ind over målstregen.

Mens Jô kunne lade sig hylde som kampens spiller, må rollen som kampens skurk gå til Zamora-stopperen España, som udover at medvirke til hjemmeholdetsscoring også fik tildelt en udvisning med et kvarter igen af matchen, da han knaldede en albue i hovedet på Atlético-anføreren Leonardo Silva. 

De forsvarende Copa Libertadores-mestre indkasserede med sejren 1. pladsen i Gruppe 4 foran Nacional fra Paraguay, som overhalede Zamora i den sidste spillerunde. Det betyder, at Atlético-MG kan se frem til at møde colombianske Nacional de Medellín i de to 1/8-finaleopgør, som spilles den 16. og 30. april.


Se målet fra Atlético-MG - Zamora

Jô imponerede i begge målfelter på Arena Independência denne torsdag (Foto: O Globo) 

torsdag den 10. april 2014

Cruzeiro cruisede sig til 1/8-finale i Copa Libertadores

Cruzeiro banede sig som det tredje brasilianske hold sig videre til 1/8-finalen i Copa Libertadores. Det skete med en sikker hjemmesejr på 3-0 over bundproppen Real Garcilaso, som allerede blev sat på plads i løbet af kampens første 45 minutter.

Ricardo Goulart headede 'A Raposa' (Ræven) foran efter 23 minutters spil, mens Bruno Rodrigos pandebrask sørgede for 2-0 bare 3 minutter senere. Med 4 minutter igen til pausen var det Júlio Baptista, som lukkede med scoringen til 3-0.

Med sejren på tre mål var Cruzeiro sikker på en plads i 1/8-finalen uanset resultatet af den anden puljekamp mellem Defensor og Universidad de Chile. Kampen i Montevideo endte 1-1, og det betyder, at Defensor går videre til næste fase sammen med Cruzeiro, mens Universitets-drengene må sidde over i denne omgang.

Se målene fra Cruzeiro - Real Garsilaso

Ricardo Goulart satte Cruzeiro på rette spor midt i 1. halvleg (Foto: O Globo)


Flamengo fejlede foran over 60.000 fans på Maracanã

Flamengos drømme om videre avancement i Copa Libertadores led en krank skæbne, da 'O Rubro-Negro' (De Rød-Sorte) tabte sin sidste hjemmekamp i puljen med 3-2 til León foran hele 60.451 tilskuere på Maracanã.

Arizala og Boselli bragte de mexicanske gæster foran både 1-0 og 2-1, men Flamengo kom begge gange igen med udligninger af André Santos og Alecsandro.  Men med små 10 minutter igen bankede Peña det sidste søm i ligkisten med scoringen til 3-2. Flamengo skulle vinde for at vippe León af pinden i kampen om 2. pladsen i Gruppe, og det åbnede for den mexicanske kontra til sidst.

Bolívar vinder puljen foran netop León, mens Flamengo og Emelec slutter på de to nederste pladser, og de må dermed vinke farvel til Sydamerikas fornemste klubturnering. Flamengo kan nu ikke bruge så lang tid på at græmme sig, idet holdet på søndag spiller den anden finalekamp om Rio-mesterskaber. Det første møde med ærkerivalerne fra Vasco da Gama endte 1-1, så alt er åbent op til returkampen, som igen spilles på Maracanã.

Se målene fra Flamengo-León

Flamengo-spillerne måtte bide i græsset foran over 60.000 fans (Foto: O Globo)

Pave Frans' favoritter knækkede Botafogo

Botafogo er færdige i Copa Libertadores. Rio-holdet skulle i den sidste puljekamp bruge en sejr i Buenos Aires over San Lorenzo for at holde sig inde i turneringen, men drømmene blev hurtigt punkteret af Pave Frans' yndlingshold. 

San Lorenzo vandt kampen med 3-0 på mål af Vilalba og Piatti (2), og dermed er det San Lorenzo, som går videre til 1/8-finalen sammen med Unión Española fra Gruppe 2, mens Botafogo og Independiente del Valle må vinke farvel til Sydamerikas svar på Champions League.

Botafogo har nu ca. 10 dage til at samle tropperne inden at det går løs med den landsdækkende Serie A. Traditionsklubben kvalificerede sig til Copa Libertadores sidste år via en 4. plads i turneringen, men det er tvivlsomt om 'O Fogão' kan gentage bedriften.

Klubben har nemlig store problemer med at betale løn til tiden, så der er nok ikke penge til at hente de nødvendige forstærkninger til at spille med om de attraktive pladser.

Se målene fra San Lorenzo - Botafogo

Piatti havde den brasilianske landsholdskeeper Jefferson i knæ hele to gange (Foto: O Globo)

onsdag den 9. april 2014

Første scoring af Adriano i 2 år ikke nok for Atlético-PR

Den gamle landsholdsforward Adriano kom på måltavlen for første gang i 2 år, da hans Atlético-PR skulle forsøge at kvalificere sig til knockoutfasen i Copa Libertadores med et uafgjort resultat ude mod The Strongest.

Men målet var ikke nok til at bringe 'O Furação' (Orkanen) videre fra gruppefasen. The Strongest vandt kampen i de 3660 meter højde i La Paz med 2-1, og dermed løser bolivianerne en plads til 1/8-finalen sammen med argentinske Vélez Sarsfield, mens Atlético-PR og peruvianske Universitario får Sorteper fra Gruppe 1.

Gæsternes Manoel var uheldig at lave selvmål efter 39 minutters spil, men Adriano fik udlignet lige inden pausefløjtet efter et drømmeoplæg af Marcelo. The Strongest var stærkest i 2. halvleg og sejrsmålet faldt 9 minutter inde i den sidste omgang ved Nelvin Soliz, som elegant chippede bolden over Weverton i Atlético-målet.

Adriano & Co. har med nederlaget kampfri indtil den 20. april, hvor man tager hul på den landsdækkende Serie A med en hjemmekamp mod Grêmio. Atlético-PR er nemlig færdig i kampen om det regionale mesterskab i Paraná efter et sensationelt semifinalnederlag til Londrina.

Se målene fra The Strongest - Atlético-PR

Adriano spillede hele kampen i de bolivianske højder (Foto: O Globo)

mandag den 7. april 2014

Juninho Paulistas klub på vej mod sensation i São Paulo

Santos er storfavoritterne til at vinde delstatsmesterskabet i São Paulo, men finalemodstanderen, det undertippede Ituano, viste i den første finalekamp, at de vil give 'O Peixe' (Fisken) kamp til stregen.

Ituano overraskede alt og alle med en knivskarp defensiv, som holdt Santos' angrebsmaskine med Leandro Damião & Co. fra fadet, og i den anden ende sørgede Esquerdinha med en genial hælaflevering for at Cristian kunne score kampens eneste mål efter 20 minutters spil.

Santos havde en gylden mulighed for en udligning, men Cícero lavede en 'Roberto Baggio', da han skulle eksekvere et straffespark efter 35 minutter af 1. havleg. De leder sikkert stadigvæk efter bolden på Pacaembu, som havde besøg af 27.144 betalende tilskuere til denne første finalekamp.

Med resultatet kan Ituano med et uafgjort resultat i den anden finalekamp sikre sig titlen i São Paulo, som spilles på søndag, og sådan som de rød-sorte spillede i den første kamp kan man ikke afvise, at Santos for andet år i træk misser mesterskabet i São Paulo.

Ituano, som har den tidligere landsholds- og Middlesbrough-spiller Juninho Paulista som præsident, har faktisk vundet titlen en enkelt gang, og det var tilbage i 2002, hvor União São Paulo blev lagt ned i finalen. Santos har til gengæld vundet titlen hele 20 gange. Den seneste gang var i 2012, hvor 'O Peixe' med en veloplagt Neymar i spidsen bankede Guaraní med hele 7-2 over de to finalekampe.

Se højdepunkterne fra Ituano - Santos

Cícero lavede en ren 'Roberto Baggio' fra straffesparkspletten (Foto: O Globo)

fredag den 4. april 2014

Cruzeiro hentede livsvigtig sejr i Santiago

De brasilianske mestre fra Cruzeiro lever fortsat i Copa Libertadores efter at 'A Raposa' (Ræven)  i Santiago besejrede Universidade de Chile med 2-0 i den næstsidste omgang i gruppespillet i Sydamerikas svar på Champions League. 

Stopperen Bruno Rodrigo banede vejen for Cruzeiro med sin scoring efter et kvarters spil. Hovedspillet er abslout ikke de små chileneres kop te, og det udnyttede gæsterne på fornemste vis efter en standardsituation. 

Målet til 2-0 blev sat ind med 6 minutter til pausen. En fiks kombination mellem Lucas Silva, Dagoberto og Ricardo Goulart banede vejen for Samudio, og den paraguayanske landsholdsback svigtede ikke i duellen med den hjemmeholdets Herrera

Men som den salige Ricard Møller Nielsen en gang sagde, så er 2-0 den farligste føring. Det sandede Cruzeiro for 2 uger siden, da man smed en to-målsføring i hjemmekampen mod Defensor. Men 'Ræven' havde denne gang læst på lektion, og 2. halvleg blev gennemført uden at slippe en eneste scoring ind.

Resultatet betyder, at Cruzeiro med en sejr på 2 mål eller mere i hjemmekampen mod bundproppen Real Garcilaso er sikker på en Top 2 og dermed en plads i 1/8-finalen fra Gruppe 5. Det er Defensor eller Universidad de Chile, som skal slås af pinden i den sidste spillerunde, og med sejren i Santiago ser tingene pludseligt mere positiv ud for ellers dødsdømte Cruzeiro.

Se målene fra Universidad de Chile - Cruzeiro

Stopperen Bruno Rodrigo bringer Cruzeiro på rette spor i Santiago (Foto: O Globo)

Ronaldinho 'overfaldet' af colombiansk supporter

Atlético-MG er klar til 1/8-finalen i Copa Libertadores efter at Ronaldinho & Co. hentede 1-1 med hjem fra Independiente Santa Fe.

Gæsterne lagde flot ud med en scoring efter bare 7 minutters spil ved Guilherme, men derfra overtog Independiente Santa Fe mere og mere af spillet for til sidst at sidde totalt på kampen. Colombianerne tilspillede sig flere store muligheder for udligning, men Victor stod en eminent kamp for Atlético. 

Independiente Santa Fe fik dog en enkelt scoring ud af anstrengelserne. Den faldt 18 minutter efter pausen, da Cuero headede et indlæg fra venstre backen Mosquera ind bag en sagesløs Victor. 

Ronaldinho spillede hele kampen for gæsterne, men elegantieren havde svære arbejdsforhold over for en tæt colombiansk markering. Der var faktisk endnu mere mandsopdækning af R10 kort før slutfløjtet, da en ung supporter entrerede banen for at få en krammer af sit store idol.

Atlético-MG bliver med resultatet det andet brasilianske hold, som kvalificerer sig til den næste fase fra gruppespillet. Grêmio, som har imponeret i 'Dødens Pulje', sikrede sig adgang med en 2-0 sejr ude over Nacional de Medellín onsdag.

Se målene fra Independiente Santa Fe - Atlético-MG

Ronaldinho fik en ekstra tæt markering kort før slutfløjtet i Bogotá

Victor leverede en pragtkamp for Atlético-MG i Colombia (Foto: O Globo)

torsdag den 3. april 2014

Piratscoring sikrer Grêmio avancement fra 'Dødens Pulje'

Grêmio sikrede sig som det første brasilianske hold adgang til 1/8-finalerne i Copa Libertadores. Det skete med en 2-0 sejr ude over colombianske Nacional de Medellín i den såkaldte 'Dødens Gruppe'.

'O Tricolor' sikrede sig de vigtige points efter pausen. Dudu sendte bolden op i nettaget 8 minutter inde i 2. halvleg, og Hernán 'El Pirata' Barcos lukkede kampen midt i den anden spilleomgang efter en flot solotur.

Grêmio skal nu bare bruge et enkelt point i den sidste spilleomgang for at sikre sig 1. pladsen i Gruppe 6. Her møder Barcos og Co. de uruguayanske Nacional, som ikke har noget at spille for, mens Newell's Old Boys og Nacional de Medellín i Rosario skal  kæmpe om den anden 1/8-finaleplads fra den svære pulje.

Se målene fra Nacional de Medellín - Grêmio

Piraten Barcos scorer sit første mal i dette års Copa Libertadores (Foto: O Globo)

Flamengo lever i Libertadores efter overtidsscoring

Flamengos håb om en plads i næste fase af Copa Libertadores fik en god gang hjertemassage, da 'O Rubro-Negro' (De Rød-Sorte) hentede en 2-1 sejr med hjem fra Guayaquil mod Emelec.

Sejren kom i hus i overtiden, da indskiftede Negueba fandt Paulinho med en drømmeaflevering, og den hurtige angriber svigtede ikke i duellen med hjemmeholdets keeper Dreer.

Kampens to første mal faldt begge på straffespark. Alecsandro, som afløste den skadede Hernane i startopstillingen, satte kuglen sikkert i kassen efter 8 minutters spil, mens Stracqualursi udnyttede ecuadorianernes mulighed fra pletten 20 minutter inde i 2. halvleg.

Resultatet åbner Gruppe 7, hvor Bolívar, León, Flamengo og Emelec alle har chancen for en plads i 1/8-finalen. Flamengo kan selv afgøre sagerne ved at besejre mexicanske León i den sidste gruppekamp på Maracanã den 9. april.


Se højdepunkterne fra Emelec - Flamengo

Paulinhos overtidsscoring puster liv i Flamengos Libertadores-drømme (Foto: O Globo)

Chilensk triumf over Botafogo på Maracanã

Det kunne have været Botafogo, men det blev i stedet chilenske Unión Española, der som det første hold sikrede sig en plads i 1/8-finalen i Copa Libertadores fra Gruppe 2.

Botafogo-backen Júlio César begik med 20 minutter igen af matchen straffespark mod argentinske Jaime, og så kunne Canales sikkert sætte bolden ind bag den brasilianske landsholdskeeper Jeffersen til slutresultatet 1-0 til stor ærgelse for de 37.495 betalende tilskuere på Maracanã.

Sejren var ikke helt fortjent. Hjemmeholdet havde flest chancer, men afslutningerne fra Lodeiro og Jorge Wagner blev typisk for løse. Botafogo savnede i den grad sin tankforward Ferreyra, som var ude med karantæne efter tre gule kort. 

Botafogo har stadigvæk chancen for at gå videre til den afgørende fase i Sydamerikas fornemste klubturnering, men det kræver sandsynligvis en sejr i den sidste gruppekamp, som finder sted ude mod San Lorenzo den 9. april. 


Se målet fra Botafogo - Unión Española

Landsholdskeeperen Jefferson slap et mål ind på Maracanã (Foto: O Globo)