torsdag den 15. maj 2014

De brasilianske mestre måtte bøje sig for Pavens drenge

Det lykkedes ikke for de brasilianske mestre fra Cruzeiro at slå sig igennem til semifinalen i Copa Libertadores. 'A Raposa' (Ræven) måtte nøjes med 1-1 i onsdagens returkamp hjemme på Mineirão mod San Lorenzo, og da argentinerne havde vundet det første opgør i Buenos Aires med 1-0 endte det hele med, at Pave Frans' hold gik videre i Sydamerikas fornemste klubturnering med cifrene 2-1.

San Lorenzo fik en ønskestart med en scoring af Piatti efter bare 9 minutters spil, og Cruzeiro fik først udlignet på et hovedstød af stopperen Bruno Rodrigo 25 minutter inde i 2. halvleg. Dermed havde hjemmeholdet bare 20 minutter til at score de to mål, som var nødvendigt for at komme oven på samlet set. Missionen mislykkedes, og dermed er det sidste brasilianske hold slået ud af Sydamerikas fornemste klubturnering. 

Brasilien har ellers vundet turneringen i de sidste 4 udgaver, men i år gik det galt for det store fodboldland. Det er noget overraskende med tanke på, at den brasilianske klubfodbold er økonomisk så attraktiv, at spillere fra de andre sydamerikanske lande søger dertil, hvis det ikke lige er blevet til en europæisk kontrakt i denne omgang. Heldigvis er det ikke altid pengene, som afgør tingene, og derfor får vi i 2014 nogle semifinaler i Copa Libertadores, som hedder:

Nacional (PAR) - Defensor (URU)
San Lorenzo (ARG) - Bolívar (BOL)

Semifinalerne spilles først efter VM-slutrunden i Brasilien, så vi skal vente helt til den 23. juli, førend vi igen kan se kampe fra det sydamerikanske svar på Champions League.

Se målene fra Cruzeiro - San Lorenzo

Júlio Baptista måtte bøje sig for Pavens drenge (Foto: Lance)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar