onsdag den 20. maj 2015

Den brasilianske landsholdsskandale

Den brasilianske landsholdsskandale. Jeg har 'kloget' mig lidt på sagerne på Radio24syv og programmet AK 24syv. Lyt med efter 2:50 og godt 10 minutter frem:



fredag den 15. maj 2015

Sambafodbold sat på standby

Hjemmesiden er indtil videre sat på standby på grund af mange scoutingopgaver. Tjek i stedet twitter-kontoen @peterarnholdt for nyheder vedrørende brasiliansk og sydamerikansk fodbold.

mandag den 4. maj 2015

Bad-boy sikrer Atlético-MG mineiro-mesterskabet

Atlético-MG kunne for 43. gang lade sig hylde som Mineiro-mestre efter at 'O Galo' (Hanen) søndag eftermiddag besejrede Caldense med 2-1 i den anden finalekamp. Det første møde på Mineirão for en uge siden endte 0-0, og dermed blev målene på Estádio Dilzon Melo i Varginha afgørende.

Atléticos bad-boy Jô blev matchvinder, da han i en mistænkelig offside-position styrede 2-1 målet ind med et lille kvarter igen. Den tidligere landsholdangriber har ellers ikke scoret i knap 13 måneder, og det sidste år har i det hele taget været op ad bakke for den lange forward.

Problemer på hjemmefronten og en karantæne i Atlético, som følge af damebesøg på hotelværelset i forbindelse med en udekamp, har været nogle af de seneste overskrifter for Jô, som i 2013 blev topscorer, da 'O Galo' vandt Sydamerikas fornemste klubturnering, Copa Libertadores.

Jô var dog også bænket i starten af søndagens finale, som Atlético var tvunget til at vinde. Turneringens store overraskelse Caldense havde nemlig vundet grundspillet, og det betød, at klubben fra Poços de Caldas ville hjemføre titlen med to uafgjorte kampe.

Nyindkøbet Thiago Ribeiro bragte Atlético på titelkurs med sin scoring 11 min. efter pausen, men Caldense-topscoreren Luíz Eduardo fik bragt balance i regnskabet bare 3 min. senere. Med et kvarter igen skulle Atlético satse. Jô kom på banen, og det blev en lykkelig indskiftning af træner Levir Culpi.

Atlético er dermed Mineiro-mestre. En titel, som 'O Galo' sidst hentede i 2013. Men Caldense skal have al mulig respekt for indsatsen i år. Holdet fra den fjerde bedste række i Brasilien var ubesejret lige indtil den sidste kamp, og de havde virkeligt favoritterne fra Atlético-MG på gyngende grund i flere tilfælde.

Dermed fik vi sat punktum på de regionale mesterskaber i Minas Gerais og i en masse andre delstater. I næste uge sættes de landsdækkende rækker i gang, og når vi når hen omkring december måned kan vi kåre årets brasilianske mester.

Se målene fra Caldense -Atlético-MG 

mandag den 27. april 2015

Sensationshold med kurs mod mesterskab

Hvis man havde en forventning om, at favoritterne fra Atlético-MG ville spille undertippede Caldense ud af brættet i søndagens første finalekamp om Mineiro-mesterskabet, så måtte man revurdere tingene under de 90 minutter på et Mineirão med 53.772 betalende tilskuere på lægterne.

Matchen endte 0-0, og dermed kan Caldense fra Brasiliens fjerde bedste række med endnu en remis i søndagens returkamp i Varginha blive en højst overraskende mester i staten Minas Gerais. Caldense sluttede på 1. pladsen i grundspillet, og det bliver udslagsgivende, hvis finaleholdene står lige efter de to finalekampe.

Caldense havde ingen problemer med tempoet, og de holdt fysisk stand i alle 90 minutter. Atlético-MG havde godt nok kampens største mulighed ved Carlos, men keeperen Rodrigo klarede flot U21-landsholdsspillerens hovedstød, mens returen blev brændt på det skammeligste af Atlético-angriberen. Set over hele kampen havde 'underhundene' de fleste forsøg på kassen.

Associação Atlética Caldense er blevet alles kæledægge i staten Minas Gerais. Klubben fra Poços de Caldas er ubesejret efter nu 14 kampe i denne turnering, og forsvaret har kun sluppet 4 mål ind. Det er et imponerende stykke arbejde, som unge træner Léo Condé og spillerne har præsteret siden Campeonato Mineiro startede i februar måned.

Returkampen bliver ikke på Caldenses normale hjemmebane Ronaldão (Store Ronaldo), da brandfolk ikke vurderer, at sikkerheden kan leve op til de standarder, som kræves med det forventede rykind. I stedet bliver den anden finalekamp spillet på Varginha, hvor Caldenses ærkerivaler Boa Esporte normalt spiller sine hjemmekampe,


Se højdepunkterne fra Atlético-MG og Caldense


torsdag den 23. april 2015

Op- og nedtur for Luís Fabiano i Copa Libertadores

São Paulo sikrede sig en plads i 1/8-finalen i Copa Libertadores, da 'O Tricolor' på eget græs besejrede ærkerivalerne fra Corinthians med 2-0 i de sidste puljekamp i Gruppe 2. Corinthians var allerede sikker på 1. pladsen i puljen, mens São Paulo med resultatet eliminerer de forsvarende mestre fra San Lorenzo.

Luís Fabiano havde fået chancen fra start, og den gamle landsholdsforward kvitterede med at bringe sit São Paulo foran efter 30 min. Michel Bastos fordoblede føringen 8 min. efter, og denne stilling holdt kampen ud.

Kampen havde flere udvisninger end mål, nemlig 3. 'O Fabuloso' dummede sig med at hive 2 gule kort i starten af 2. halvleg, mens Corinthians fik sendt to mand tidligt i bad. Emerson Sheik forløb sig efter bare 19 min. spil, mens kamphanerne Luís Fabiano og Mendoza fulgte trop 9 min efter pausen.

Corinthins møder i 1/8-finalen Guaraní fra Paraguay, mens São Paulo tørner sammen med landsmændene fra Cruzeiro. 


Se målene fra São Paulo - Corinthians

GRUPPE 2

STILLINGPKVUT+-DIF%
1 Corinthians (BRA)13641193672
2 São Paulo (BRA)12640294566
3 San Lorenzo (ARG)7621334-138
4 Danubio (URU)36105414-1016

Rafael Carioca hamrer Atlético-MG videre i Libertadores

Atlético-MG havde kniven på struben, da 'O Galo' (Hanen) i den sidste puljekamp i Copa Libertadores tog imod chilenske Colo-Colo. Hjemmeholdet skulle vinde med mindst 2-0 for at sikre sig en plads i knockoutfasen i Sydamerikas fornemste klubturnering.

'O Galo' vandt turneringen i 2013 på en forrygende indsats på hjemmebanen Arena Independência, og noget kunne tyde på, at man i 2015 har tænkt sig at gøre det samme. Colo-Colo blev i hvert fald sendt hjem til Santiago med et 2-0 nederlag, og dermed er chilenerne ude af turneringen.

Den argentinske bomber Lucas Pratto bragte Atlético foran efter 18 min., og det nødvendige arbejde blev afsluttet med 10 min. igen af matchen. Midtbanespilleren Rafael Carioca svingede højrebenet og hamrede bolden ind i nærmeste målhjørne.

De 21.274 betalende tilskuere havde ellers kalkuleret med det nødvendige 2-0-mål lidt tidligere, men Del Piero-klonen Guilherme brændte et straffespark midt i 2. halvleg. Atlético napper med sejren 2. pladsen, og holdet fra Belo Horizonte er videre til 1/8-finalen sammen med Santa Fe fra Colombia.

Atlético-MG møder i næste runde Internacional, mens Santa Fe får fornøjelsen af argentinske Estudiantes. Spilledagene er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort.


Se målene fra Atlético-MG - Colo-Colo

GRUPPE 1

STILLINGPKVUT+-DIF%
1 Santa Fe (COL)126402105566
2 Atlético-MG (BRA)9630354150
3 Colo-Colo (CHI)9630389-150
4 Atlas (MEX)6620449-533

Valdivia flugter Inter til tops i Libertadores-gruppespil

Internacional kvalificerede sig til 1/8-finalen i Copa Libertadores med onsdagens hjemmesejr på 1-0 over The Strongest fra Bolivia. Unge Valdivia blev matchvinder med sin scoring 40 min. inde i 1. halvleg.

Gæsterne pressede godt på i 2. halveg, men defensiven hos 'O Colorado' (De Røde) holdt stand, og dermed var 1. pladsen i Gruppe 4 en kendsgerning. Emelec fra Ecuador ryger med som 2'er i en pulje, hvor de tidligere Copa Sulamericana-mestre Universidad de Chile var den helt store skuffelse med bare en enkelt sejr på kontoen.

Internacional møder i knockoutfasen landsmændene fra Atlético-MG, som sluttede 2'er i deres gruppe. Emelec skal op mod Atlético Nacional fra Colombia. Der spilles både ude og hjemme, og Internacional og Atlético Nacional har som puljevindere fordel af slutte af i egen hule. 


Se målet fra Internacional - The Strongest

GRUPPE 4

STILLINGPKVUT+-DIF%
1 Internacional (BRA)136411137672
2 Emelec (EQU)10631295455
3 The Strongest (BOL)963031011-150
4 Universidad de Chile (CHI)36105716-916

onsdag den 22. april 2015

Cruzeiro løste billet til slutspillet i Copa Libertadores

Cruzeiro er klar til 1/8-finalen i Copa Libertadores efter at 'A Raposa' (Ræven) hjemme på Mineirão besejrede bolivianske Universitario de Sucre med 2-0 i den sidste kamp i gruppespillet. Kantspilleren Willian bragte hjemmeholdet foran 37 min. inde i 1. halvleg, og stopperen Léo fordoblede føringen 11 min. efter pausen.

Holdet fra Belo Horizonte kvalificerer sig med resultatet til næste fase som etter i Gruppe 3, mens Universitario de Sucre følger med over som 2'er i puljen. Argentinske Huracán forspilte sin chance for avancement ved at tabe med hele 3-0 ude til gruppens bundprop Mineros de Guayana fra Venezuela.

Cruzeiro er det andet brasilianske hold, som er klar til knockoutfasen i Sydamerikas fornemste klubturnering. Corinthians har allerede løst billet fra Gruppe 2, mens Atlético-MG, Internacional og São Paulo får chancen for at følge trop onsdag/torsdag, Internacional er så godt som klar, São Paulo kan leve med en remis i sin sidste puljekamp, mens Atlético-MG skal bruge en hjemmesejr på 2-0.


Se målene fra Cruzeiro - Universitario de Sucre

GRUPPE 3

STILLINGPKVUT+-DIF%
1 Cruzeiro (BRA)11632183561
2 Universitario de Sucre (BOL)9623143150
3 Huracán (ARG)7614167-138
4 Mineros de Guayana (VEN)46114510-522

mandag den 20. april 2015

Argentinsk superforward sender Atlético-MG i finalen

Atlético-MG er klar til finalen om Mineiro-mesterskabet efter at 'O Galo' (Hanen) på Mineirão besejrede de forsvarende mestre fra Cruzeiro med 2-1 i søndagens returkamp. Cruzeiro havde ellers alle de gode kort på hånden. Det første opgør på Arena Independência sluttede remis, og da de blå 'ræve' sluttede bedst i grundspillet, var en uafgjort nok for hjemmeholdet.

Og det kom til at så endnu bedre ud for Cruzeiro, da den uruguayanske landsholdsspiller De Arrascaeta bragte sit hold foran 11 min. inde i kampen, men gæsternes argentinske superangriber Lucas Pratto bragte spændingen tilbage i kampen 9 min. efter pausen.

Atlético fik en håndsrækning midt i 2. halvleg, da Fabiano så direkte rødt, og med en mand i overtal lykkedes det igen for den argentinske tankforward Lucas Pratto at passere Fábio i hjemmeholdets bur med bare et par minutter igen af den ordinære spilletid. 

Dermed kvalificerede Atlético sig til finalen med cifrene 3-2. I den anden semifinale tog Caldense skridtet videre til slutkampen med en samlet 2-0 sejr over Tombense. Caldense har gennemført en forrygende turnering. Holdet er ubesejret, og forsvaret har kun sluppet 4 mål ind i 13 kampe.

Atlético-MG og Caldense spiller den første finalekamp på næste søndag på Arena Independência, og der er returkamp ugen efter på Estádio Ronaldão i Poços de Caldas. 

Se målene fra Cruzeiro - Atlético-MG

torsdag den 16. april 2015

Alexandre Pato & Co. hev vigtig sejr i 'Dødens Gruppe'

São Paulo holder sig inde i kampen om de to 1/8-finalepladser fra 'Dødens Gruppe' i Copa Libertadores efter at 'O Tricolor' onsdag aften besejrede Danubio fra Uruguay med 2-1. Hjemmeholdet tog ellers teten ved Sosa i starten af 2. halvleg, men på en god fight fik Alexandre Pato og indskiftede Centurión vendt kampen. Sejrsmålet faldt såmænd i overtiden.

São Paulo lægger sig på 2. pladsen med 3 points op til suveræne Corinthians, som har fire sejre i fire kampe. San Lorenzo ligger 3'er, og de forsvarende Copa Libertadores-mestre kan stadig blande sig i topstriden. Det uruguayanske mesterhold er sidst uden point. 

Corinthians spiller i aften mod San Lorenzo. Et point til 'O Timão' (Det Store Hold) betyder, at de er videre til 1/8-fnalen. São Paulo og San Lorenzo må i så fald gøre op om den sidste plads i knockoutfasen.
,

Se målene fra Danubio - São Paulo

GRUPPE 2

STILLINGPKVUT+-DIF%
1 Corinthians (BRA)124400918100
2 São Paulo (BRA)9530274360
3 San Lorenzo (ARG)6420233050
4 Danubio (URU)05005314-110